Liberal Alliances forsvarsordfører kritiserer Forsvarets øverste ledelse for ikke at være opgaven voksen i forhold til at styre økonomien og at klatte penge væk på dårlig budgetstyring og merplanlægning. Det er ifølge ordføreren derfor Forsvarets egen skyld, at det skal spare midt i en genopbygning.
Samarbejdet mellem Forsvarets øverste ledelse og politikerne – forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og forsvarsordførerne i Folketinget kører ikke ligefrem på skinner. Således kritiserede fire ordførere i weekenden Forsvaret for den efterhånden meget omtalte merplanlægning, som er den direkte årsag til de mange aktuelle besparelser i Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet. Det skete i Berlingske.
Merplanlægningen handler om, at Forsvarskommandoen i 2022 og 2023 bad de underliggende kommandoer om at planlægge aktiviteter, som overskred budgettet med 5 pct. Årsagen var en forventet afgang af personel fra Forsvaret, hvorved de sparede lønkroner kunne bruges på aktiviteter.
Artiklen fortsætter under playeren …
Men modsat forventningerne lykkedes det for Forsvaret at fastholde mere personel i 2023 end budgetteret, og derved var der ikke penge til de aktiviteter, som var blevet planlagt på baggrund af overbudgetteringen – den såkaldte merplanlægning. Resultatet er besparelser for flere hundrede millioner kroner, som rammer alle tre værn både i år og næste år.
Tirsdag gik forsvarsordfører Carsten Bach skridtet videre, da han gæstede programmet Frontlinjen på Radio IIII.
»Udfordringen er, at Forsvarets øverste ledelse har klattet penge væk i forkert budgethåndtering og merplanlægning, og at man deraf nu lider ude i den skarpe ende,« sagde han.
Har ikke været opgaven voksen
Hvad er det, Forsvaret har klattet pengene væk på?
»Det er, at man ikke har haft en stram budgetkontrol, sådan at man har kunnet aktivitetsmæssigt styre efter de penge, der er nede i kassen. Man har haft et overforbrug på aktivitetskontoen, som dermed er tom på nuværende tidspunkt. Og det er uheldigt.«
Mener du, at det er at klatte pengene væk, at man sørger for, at soldaterne kan komme på fuldstændigt afgørende øvelser og skydelejre?
»Det er at klatte pengene væk, at man ikke sikrer sig, at aktivitetsniveauet kan opretholdes hen over hele året. Og det er en ledelsesmæssig opgave i Forsvaret, som man ikke har været voksen nok til at tage på sig. Og det er derfor, at vi politisk er nødt til at sige, at det sigte, der er lagt med forsvarsforliget – det er vi nødt til at holde fast i. Vi kan ikke åbne for kassen i forhold til, at der er skabt lidt merforbrug det ene eller det andet sted. Vi er nødt til at kræve, at forsvarets øverste ledelse har styr på planlægning, og at de har styr på budgetlægningen.«
Du kan lytte til hele interviewet med Carsten Bach her. Det begynder 24:15 minutter inde i udsendelsen.







