DEBAT. I morgen er det flagdag. Dagen, hvor vi husker, hædrer og hylder de mange veteraner, der har været udsendt som politisk værktøj for Danmark. Ideen er god. Ideen om at takke veteranerne kan man næsten ikke være uenig i. Det føles bare ikke som hæder. Det føles rettere som endnu en runde i det politiske spil.

Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

For mange veteraners vedkommende kommer flagdagen til at foregå sådan, at de tidligt om morgenen skal stige på en bus nær dem og fragtes til København. Afhængig af, hvor man gør tjeneste og bor, kan det være en halvlang tur, hvilket da også anerkendes af arbejdsgiver, som nok giver en sandwich og en brikjuice på vej. Over middag er det tid til at stille op til parade ved Christiansborg, og veteraner kan således agere pynt, mens politikerne holder skåltaler om vigtigheden af et stærkt forsvar, de kommende milliarder til Forsvaret og ikke mindst den samme gamle sang om personellet som den vigtigste ressource. En sang, der med den nuværende situation i Forsvaret klinger mere og mere hult.

Når talerne er ovre, er der buffet og fadøl. Som jeg husker det, går de inviterede VIPs naturligvis først til, mens dem, det hele handler om, står rør som flot kulisse. Når veteranerne har fået deres øl og lidt at spise, venter bussen, da der er lige så langt hjem.

Efter min første deltagelse i Flagdagen i 2017 henvendte jeg mig til den daværende forsvarsminister med samme holdning som udtrykt her. I en aktindsigt i håndtering af henvendelsen, så jeg, at den daværende kommunikationsafdeling i Forsvarskommandoen faktisk var enig med mig i, at soldaterne måske ikke har ligeså høje tanker om flagdagen, som politikerne har. Trods det er deltagelsen fortsat obligatorisk for de veteraner, der har været udsendt inden for det sidste år. Hvis man ellers turde, kunne man prøve at lave deltagelsen frivillig og se, hvor mange der så dukker op.

Som nævnt er ideen ganske god, og jeg er ikke ude på at fjerne den dag på året, hvor vi husker veteranerne. Jeg ønsker egentlig bare at lave det til en dag, veteranerne værdsætter. En dag, hvor de føler sig værdsat. Og jeg tror, opskriften kan være ret enkel.

Et bud herfra skal være, at mange veteraner ville sætte langt større pris på et takkebrev fra ministeren og en betalt fridag 5. september. Så kan de deltage i et af de lokale arrangementer i deres hjemby, hente ungerne tidligt eller ligge på sofaen hele dagen, hvis det er deres lyst. Måske den store indsats, de har gjort for Danmark, bør modsvares med en dag, hvor de netop ikke afkræves en indsats som politisk værktøj.

Mit store håb er, at det veteranerne og ikke politikerne, der kommer i fokus på dagen. Men indtil da, er det godt, det er tanken, der tæller.