BLOG. Politikerne har over tid fået opbygget en dysfunktionel forsvarsorganisation, som ikke er tidssvarende i den sikkerhedspolitiske virkelighed, Danmark og Europa står i. Der er behov for en mere effektiv organisering med større uddelegering af ansvar, mener forsvarsanalytiker Hans Peter Michaelsen.

Det har på mange måder været en frustrerende sommer for alle med interesse i dansk forsvar. Snart den ene sag med problemer – snart den anden. Besparelser med aflysning af øvelser og manglende midler til ny ansættelser. Fregatter som ikke kan indsættes for NATO. Kritik af Materielstyrelsen, fordi de ikke magter opgaven. Og ude på kasernerne og de andre tjenestesteder har soldater og andre ansatte endnu ikke set én krone af de mange milliarder, som politikerne har afsat til styrkelse af Danmarks forsvar.

Hvordan kan det være, at Danmark mere end 2½ år efter Ruslands angreb på Ukraine og indgåelse af det nationale kompromis endnu ikke er lykkedes med at styrke Forsvaret til den nye sikkerhedspolitiske virkelighed?

I min optik er der flere årsager:

1. Forsvarspolitik handler om politiske prioriteringer

Men der prioriteres ikke – dels fordi, at kun få politikere har viden om og indsigt i området, og dels fordi, at en åben forsvarsdebat aldrig har været prioriteret som fx i Norge. Så politikerne er fra starten bagud, og de får ingen hjælp fra det ministerium, som skal udvikle forsvarspolitik.

Soldaterne i Forsvarets enheder må fortsat leve med manglende ammunition, faldefærdige kaserner og manglende køretøjer. Mens problem efter problem afdækkes i medierne, taler ministeren og de andre forsvarspolitikere kun om de mange penge, der er afsat i de kommende år. Men man afskrækker ikke potentielle fjender med budgetter – kun med kampklare, veltrænede militære enheder med tilstrækkeligt funktionsdygtigt og tidssvarende materiel som med kort varsel kan indsættes sammen med alliancepartnerne. Her sakker Danmark klart bagud i forhold til vore nordiske nabolande.

2. Forsvarsministeriet er dysfunktionelt

Det er pga. tidligere politiske beslutninger blevet til en ren driftsorganisation. I bestræbelserne på at detailstyre alt inden for ministerområdet taber ministeriet totalt overblikket, og ministerens bord overfyldes med sager, som burde have været klaret “nede” i organisationen.

Konsekvens: Der udvikles ikke forsvarspolitik, og politikerne præsenteres ikke for begrundede alternativer som grundlag for at prioritere og tage politiske valg. Samtidigt virker det som om, at embedsmændene i ministeriet er mere bange for at begå fejl end at gennemføre de nødvendige beslutninger, der skal opbygge Forsvaret. Færdige aktstykker på højt prioriterede anskaffelsesprojekter ligger og bliver syltet i halve år inde i ministeriet. Selvom vi de seneste 10 år har set en konstant centralisering af økonomifunktionerne til Forsvarsministeriet, er der stadig ikke “styr på pudsekassen”. 12. august 2024 rejste Statsrevisorerne igen en alvorlig kritik (side 18) af økonomistyringen i ministeriet.

3. Forligsprocessen er håbløs

Forsvarsforligsrammeaftalen fra 28. juni 2023 er stor og omfattende som en elefant, men savner en klar strategisk retning og en prioritering. Derfor har ingen har overblik over, om det bliver en elefant, et næsehorn eller en flodhest. Delaftalerne svarer til at tage en skive ad gangen. Men er man ikke enige om hvordan endemålet (dyret) skal se ud, er der stor risiko for at det bliver en bastard, som hverken kan svømme, hoppe eller løbe. Og der er stor risiko for, at de aftalte forsvarsmilliarder er brugt, inden de politiske ønsker eller de militære behov er opfyldt.

Forsvarets ledelse har ikke formået at fremsætte klare alternativer (M1, M2, M3 etc.) og forklare politikerne fordele og ulemper ved de enkelte forsvarspolitiske valgmuligheder. I stedet for en åben og konstruktiv politisk-militær dialog, er vi nærmest vidne til et politisk-militært sammenbrud. Resultat: Alle er frustrerede; forsvarsudvalgets medlemmer, forsvarsministeren, den tidligere forsvarschef, den nuværende(?) og Forsvarets ansatte.

4. FMI har udviklet sig til et bureaukratisk monster

På de fire år, jeg var sektionschef, blev det nok fordoblet. FMI blev i gentagne rigsrevisionsrapporter fra omkring 2008-2016 bebrejdet, at processerne ikke var omfattende nok, og at der var risiko for ikke at overholde udbudsbekendtgørelser etc. Dengang var de politiske ønsker at projektindhold og økonomi for alt i verden skulle overholdes – så betød det mindre, hvor lang tid det tog. Men langsommelige og bureaukratiske “vandfaldsprojektmodeller” dur ikke i en dynamisk tid, hvor opgaver og krav ændrer sig løbende pga. ændrede sikkerhedspolitiske rammevilkår, nye politiske ønsker og hastig teknologisk udvikling.

Men fleksibilitet og hastighed i anskaffelsesprocesser harmonerer ikke med en fastlåst økonomi og manglende vilje til at spille kortet med “national sikkerhed” og se bort fra EU-udbudsregler mv. Hvis Forsvaret skal genopbygges inden for den politisk fastlagte plan, må og skal der ske en væsentlig afbureaukratisering af anskaffelsesprocesserne. Køen hos våbenproducenterne er nu længere end i Legoland på en varm sommerdag – der er i den grad behov for, at FMI er handlekraftigt.

Behov for en mere decentral organisering

Politiske beslutninger har skabt en dysfunktionel forsvarsorganisation som passede til en fredelig verden, hvor Danmark selv kunne vælge de krige og konflikter, vi ville deltage i. I dag står de sikkerhedspolitiske udfordringer i kø fra Arktis over Nordatlanten til det danske nærområde og Østersøen. Men politikere, embedsmænd og Forsvarets ledelse har endnu ikke formået at prioritere de opgaver, Forsvaret skal løse. Derfor skal Forsvaret til stadighed være i stand til at løse alle opgaver – og helst straks. Men Forsvaret er nedslidt mange steder. Øvelser aflyses, udstyr er i restordre, og der er ikke lønsum til de soldater, som gerne vil ansættes. Imens diskuterer Folketingets forsvarsudvalg krænkelsessager.

De seneste to og et halvt år har vist, at den nuværende centraliserede organisering af Forsvaret ikke muliggør en effektiv og rettidig opbygning af Danmarks forsvar. Det må derfor være på tide at få skabt en effektiv organisation, hvor der delegeres et større ansvar til de mange dygtige og ansvarsfulde soldater og civile, som er ansat i Forsvarets myndigheder og enheder. Desuden er der behov for at oprette et politisk organ, som med kvalificeret ekspertbistand kan udarbejde oplæg til de nødvendige politiske prioriteringer i Danmarks forsvarspolitik.