DEBAT: En ny amerikansk lov forhindrer USA’s til enhver tid siddende præsident i at trække landet ud af Nato. Men europæerne skal ikke vide sig for sikre, for der er stadig rig mulighed for at stikke en kæp i hjulet på det transatlantiske samarbejde, skriver Preben Bonnén.

Hverken Donald Trump eller nogen anden kommende amerikansk præsident vil egenhændigt kunne trække USA ud af Nato, som var tæt på at blive tilfældet under hans første og, indtil videre, eneste præsidentperiode.

Når Donald Trump ikke vil kunne melde USA ud af NATO, som han gjorde det med Paris-aftalen og Menneskerettighedsrådet under FN, for blot at nævne nogle eksempler, skyldes det, at et flertal i Kongressen tilbage i december sidste år fik vedtaget en lov, som forhindrer enhver fremtidig præsident i alene at trække USA ud af Nato uden forudgående samtykke fra Kongressen.

Selvom Donald Trump ikke ved et genvalg til præsidentembedet kan trække USA ud af Nato, er det ikke ensbetydende med, at de europæiske allierede kan ånde lettet op og på ny tage et hvil på laurbærrene.

Europa har intet alternativ til oprustning

Alligevel og på trods af den vedtagne lov i Kongressen, som forbyder den til enhver tid siddende præsident at trække USA ud af Nato, og uanset udfaldet af præsidentvalget 4. november i år, har Europa intet alternativ til dels at leve op til sine forpligtelser, dels at forberede sig på et USA, som ikke har Europa som nogen prioritet.

Når vi i  Europa ikke har noget alternativ, skyldes dette ikke mindst den så meget omtalte artikel 5 i Den Nordatlantiske Traktat (også kendt som Washington-traktaten), som foreskriver, at et væbnet angreb på et eller flere medlemslande er at betragte som et angreb på hele forsvarsalliancen.

Ordret lyder det:

»Deltagerne er enige om, at et væbnet angreb mod en eller flere af dem i Europa eller Nordamerika skal betragtes som et angreb mod dem alle; og de er følgelig enige om, at hvis et sådant angreb finder sted, skal hver af dem under udøvelse af retten til individuelt eller kollektivt selvforsvar, som er anerkendt ved artikel 51 i De Forenede Nationers pagt, bistå den eller de således angrebne deltagerlande ved straks, hver for sig og i forståelse med de øvrige deltagerlande, at tage sådanne skridt, derunder anvendelse af væbnet magt, som hver af dem anser som nødvendige for at genoprette og opretholde det nordatlantiske områdes sikkerhed.«

Hvilke skridt, det enkelte medlemsland måtte vurdere nødvendigt for at genoprette og opretholde det nordatlantiske områdes sikkerhed, er straks vanskeligere at forholde sig til. I teoretisk forstand vil det kunne være alt fra en fordømmelse til brug af væbnet magt.

Derudover skal medlemslandene enstemmigt træffe beslutning om, at der er tale om et Nato-anliggende, ligesom alliancens medlemslande enstemmigt skal vedtage optagelse af nyt medlemsland, som vi senest har konstateret i tilfældet med Finland og Sverige. Sidstnævnte fik først for nylig accept fra det ungarske parlament.

Skulle man blandt medlemslandene vurdere, at et muligt væbnet angreb på et eller flere Nato-lande er et kollektivt anliggende, som kræver et kollektivt svar og modtræk, er det stadig op til det enkelte medlemsland at vurdere og beslutte med hvad og hvor meget, man vil bistå.

Et svækket og undermineret Nato

Så selvom Donald Trump ikke kan trække USA ud af Nato, kan han nægte at anerkende et væbnet angreb på et eller flere medlemslande, som et kollektivt anliggende, eller træffe beslutning om at stille færrest mulige tropper og militære kapaciteter til rådighed, og således ad denne vej svække og underminere den snart 75 år gamle forsvarsalliance.

Skal man forstå Donald Trumps modstand mod NATO, har det ifølge tidligere ansatte og rådgivere under Donald Trump, at gøre med hans utilfredshed med at flertallet af de europæiske medlemslande ikke har levet op til den ikke bindende aftale fra 2014 om at bruge mindst to procent af deres bruttonationalprodukt på deres væbnede styrker.

Med andre ord, så vil Donald Trump ved et genvalg kunne gøre alvor af sin retorik fra han seneste optræden 10. februar i South Carolina, hvor han gentog at han ikke ubetinget ville sende amerikanske soldater til Europa i tilfælde af et væbnet angreb på et NATO-land, som ikke betaler, så må man  klare sig selv, som han så bramfrit fik det sagt.