Selvom de danske myndigheder holder kortene tæt til kroppen i forhold til sine våbenleverancer, kom det i april frem, at Danmark har doneret 54 pansrede mandskabsvogne af typen M113 til det ukrainske forsvar. Nu er de første videooptagelser, der visuelt bekræfter donationen, dukket op på sociale medier.
De danske myndigheder vil ikke bekræfte det, men nu skulle al tvivl være ryddet af vejen: Danmark har doneret pansrede mandskabsvogne (PMV) af typen M113 til Ukraine, og de er nu også taget i brug. I hvert fald florerer der netop nu videoer på forskellige sociale medier, hvor det, der umiskendeligt ligner en M113 – også kendt som “Dåsen” – med dansk sløringsbemaling, kører rundt i Ukraine.
Videoen florerer på både Reddit og Twitter og er sågar blevet delt af den officielle ukrainske regeringsprofil Stratcom Centre UA, som hører under Ministeriet for Kultur og Informationspolitik. Videoen må derfor formodes at være ægte og meldingerne om ibrugtagningen af materiellet gode nok, selvom det ikke fremgår, hvor den er optaget.
Artiklen fortsætter under tweetet …
The first sighting of a Danish-delivered M113G3DK APC in #Ukraine #ArmUkraineNow pic.twitter.com/ixhaJZlTAE
— Stratcom Centre UA (@StratcomCentre) 6. juli 2022
Den danske regering har hidtil ikke villet kommentere, hvilket udstyr man har sendt afsted til Ukraine. Man vil heller ikke ud med mængder og leveringstidspunkter, og det var derfor ikke til at få nogen officiel bekræftelse, da OLFI og andre medier i slutningen af april kunne fortælle, at de pansrede mandskabsvogne – herunder også en snes af typen Piranha III – var på vej til de trængte ukrainere.
Officielt ønsker de danske myndigheder ikke at udtale sig om donationerne af operative hensyn. Samme forbehold opererer man tilsyneladende ikke med syd på grænsen, og ironisk nok blev det derfor Tysklands forbundsregering, som i sidste måned bekræftede, at de danske mandskabsvogne var på vej til slagmarken i Ukraine.
Donation af Piranha III blokeret
M113-PMV’erne blev taget i brug af Forsvaret helt tilbage i 1964 og har siden da været brugt i et hav af roller. Den bredt anvendelige mandskabsvogn har således fungeret som både »kommandovogn, observatørvogn, ambulance, mekanikervogn, ingeniørvogn, brandslukningskøretøj og som platform for mortér, maskinkanon og panserværnsvåben«, skriver Forsvaret på sin hjemmeside.
Modellerne er løbende blevet opgraderet, og det er angiveligt den nyeste generation, M113G4DK, der er sendt til Ukraine. Herhjemme er mandskabsvognene blevet udfaset i takt med, at afløseren, hjulkøretøjet Piranha V, er taget i brug. Nu gør de aldrende PMV’er så i stedet gavn i Ukraine, hvor de blandt andet er blevet udstyret med et tungt maskingevær.
Artiklen fortsætter under billedet …

Danmark havde oprindeligt også givet tilsagn om at sende cirka 20 nyere PMV’er af typen Piranha III til Ukraine. De har hidtil været brugt til uddannelsesformål i regi af Hærens 2. Brigade, men skulle altså have været skibet afsted til Ukraines forsvarskamp sammen med M113’erne. Det satte Schweiz dog en stopper for, idet den schweiziske regering med henvisning til sin neutralitet afviste at godkende donationen af køretøjerne, som er produceret i landet.
M113 er til gengæld produceret i USA, som altså ikke har stillet sig i vejen for donationen.
RETTELSE 17. AUGUST 2023: Det fremgik af en tidligere version af artiklen, at Danmark både har doneret M113G3DK og M113G4DK. FMI oplyser d.d. til OLFI, at man alene har doneret M113G4DK til Ukraine.