spot_img

Danmark stolede for naivt på bevidst mangelfulde amerikanske efterretninger

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

DEBAT: Efterretningssvigtet i Afghanistan var formentlig del af en bevidst amerikansk strategi til at fremskynde tilbagetrækningen af tropper. Det mener John Foley, som opfordrer de danske myndigheder til fremover at forlade sig mere på egne efterretninger end amerikanske.

Stort set alle blev taget med bukserne nede, og ingen kunne have forudset den hast, hvormed Taliban rykkede frem og derfor overraskede alle. Det var den historie og fortælling, som stort set alle vestlige landes regeringer og efterretningstjenester valgte at bilde befolkningen ind.

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) kom belejligt og hurtigt regeringen til undsætning ved at fortælle, at det var den, der erkendte at have været alt for optimistisk i sin vurdering af tidshorisonten for Kabuls fald. Det var ikke nogen overraskelse, at den afghanske hovedstad faldt, men det kom bag på efterretningstjenesten, at det skete i år, forklarede fungerende chef Svend Larsen. Mon ikke den fungerende chef for FE har taget en for holdet?

Hvorfor tog FE så grueligt fejl? Jamen, det var der jo også så mange andre der gjorde, forsøger man at begrunde fadæsen, der har resulteret i de katastrofale situationer, som nu udspiller sig for åben skærm. Sidst med IS-K’s (Islamisk Stat Khorasan, red.) selvmordbomber, der har kostet mindst 170 mennesker livet, herunder 13 amerikanske soldater.

Biden inddrog bevidst ikke allierede

Det er min overbevisning, at Joe Bidens strategi hele tiden har været den samme: USA skulle trækkes ud, koste hvad det ville. For at kunne lykkes med det har han ikke ønsket at involvere sine allierede i sin beslutning og har heller ikke villet dele de informationer, hans efterretningstjenester helt givet har ligget inde med om den virkelige situation i Afghanistan. Hvis den viden kom åbent ud, ville det kunne modarbejde hans strategi for USA’s evakuering, som for alt i verden skulle trumfes igennem.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse om, hvordan flere iagttagere nu sætter spørgsmålstegn ved FE’s troværdighed …

Hvad det måtte koste af liv og katastrofale forhold i Afghanistan kommer i anden række for Joe Biden, så hans tårer for åben skærm forekommer hykleriske. Han har med vilje ikke inddraget sine nærmeste allierede, og hvis han har, holder de kynisk den viden for sig selv uden at informere deres befolkning.

Så nu er der frit løb, og kampene er i gang som forudset. Terrortruslen er større end nogensinde, til trods for at hovedformålet var en bekæmpelse heraf, da man intervenerede for 20 år siden. Taliban er nu sammen med Al-Qaeda i gang med udrensning af alle modstandere og gennemfører folkedrab på deres egen befolkning, som Danmark ikke kan frasige sig at have et vist ansvar for at være årsag til.

Danmark stolede for naivt på USA

Hvorfor både regeringen, Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet og Forsvarets Efterretningstjeneste har siddet på hænderne og afvist talrige advarsler, mens alle alarmklokker har bimlet og bamlet, forekommer uforståeligt og ufatteligt. Selv advarsler fra den danske chef i Afghanistan sad man overhørig, og man påstår nu hårdnakket, at informationerne ikke er nået frem til ministerniveau. Det må undersøges nærmere.

Danmark har alt for længe naivt stolet på efterretninger fra USA, der har haft en helt anden og skjult dagsorden. USA ville – uanset hvad – ud af Afghanistan uden at konsultere eller høre på sine allierede.

Som nævnt svigtede Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet og FE m.fl. ved at overhøre advarslerne og blive taget med bukserne nede. USA har derved kunnet styre det hele – herunder evakueringen – og har holdt de allierede hen og gjort det, som Joe Biden hele tiden har ønsket uanset de menneskelige omkostninger.

Fremover bør man stole på og indhente egne informationer, f.eks. via elektroniske hjælpemidler og systemer, som FE og Center for Cybersikkerhed (CFCS) har investeret ufatteligt mange milliarder af i de sidste år. Havde vi i Danmark været bedre forberedt og organiseret, ville vi ikke være endt i denne katastrofe, som langt fra er slut. Nu kommer Talibans hævn – mørkemændenes blodbad venter forude, og vi kan kun se til fra sidelinjen.

CFCS bør fjernes fra FE

Et af ofte fremført hovedargumenterne for at beholde CFCS under FE er, at man derved kan få informationer fra de amerikanske efterretningstjenster, herunder bl.a. NSA. Men det vil kun ske, såfremt det er i USA’s interesse. Hvis USA, som med Afghanistan, vælger at tilbageholde vitale informationer, gør de det uden smålig skelen til sine allierede. Derfor skal CFCS hurtigst muligt ud af den militære efterretningstjeneste. Det er sagens kerne og derfor skal vi være meget bedre forberedt til næste gang det hele bryder løs, og det vil ske – også i cyberspace.

Læs også: Danmarks beredskab halter i forhold til samfundskritisk infrastruktur

Der er desværre ingen grund til at tro, at Danmark ville kunne klare en større alvorlig krise, hvor samfundet bliver lukket ned, og kaotiske situationer opstår efter et altødelæggende angreb på vores vitale og kritiske informationsinfrastrukturer. Infrastrukturer, som også er mål for mørkemænd og aktører, der vil destabilisere og ødelægge vores samfund og livsform. Terrorangreb har mange ansigter og må forventes nu at stige betragteligt.

Hverken håndteringen af situationen i Afghanistan eller de indledende kaotiske forhold, der opstod i begyndelsen af coronakrisen, taler for, at vi på nogen måde er godt nok forberedt eller klar til at håndtere de situationer og udfordringer, der kommer, når mørkemændene lukker Danmark ned, f.eks. ved et større alvorligt cyberangreb.

Så vil alle de ansvarlige – som nu – stå klar ved håndvasken og fortælle, at det ikke var deres skyld, og at man ikke var klar over situationens alvor.

John Foley har en fortid som IT-, informations-, cyber- og sikkerhedsekspert i Forsvaret og var bl.a. med i etableringen af Center For Cybersikkerhed under FE i 2011. Foto: Ernstved

Andre læste også

Helhedsansvar – ja, men hvordan?

DEBAT. Ikke alt var fryd og gammen "i gamle dage", selvom stærke stemmer i forsvarsdebatten godt kan give det indtryk. Det er derfor også farligt at stirre sig blind på, at den eneste mulighed for at bringe Forsvaret tilbage på fode er strukturen fra før 2014, mener oberstløjtnant Flemming...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...