spot_img

FMI satte civile samarbejdspartnere stævne ved Nordens største industridag

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse inviterede torsdag forsvarsindustrien til såkaldt industridag i Ballerup. Her bød forsvarsminister Trine Bramsen velkommen med en tale, der både understregede behovet for mindre rigiditet i udbudsprocesserne og roste den danske evakueringsindsats i Afghanistan.

Knap 400 virksomheder, flere end 1000 deltagere fra ind- og udland og militært isenkram så langt øjet rakte. Det var ingredienserne, da Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) torsdag inviterede repræsentanter for forsvarsindustrien på besøg i Ballerup. Her holdt FMI for tiende gang sin såkaldte Industridag, som gav deltagerne mulighed for at networke og holde sig opdateret på, hvad der rør sig i både industrien og det militære system.

»Formålet med FMI Industridag er at skabe rammer for, at medarbejdere fra FMI og fra resten af det samlede forsvar og beredskab kan mødes om de teknologiske muligheder, som industrien, vidensinstitutioner m.m. kan bidrage med. Industridagen er derved en central del af Forsvarsministeriets ”Open for Business”-strategi og FMI’s forstærkede indkøbspolitik,« skriver FMI selv om industridagen.

Ifølge FMI var torsdagens arrangement det hidtil største, man har afholdt – til sammenligning deltog kun 50 virksomheder, da arrangementet blev sat i søen i 2012 – og samtidig det største af sin slags i Norden. Undervejs fik de tilstedeværende mulighed for at høre oplæg fra brancheorganisationerne og fra repræsentanter for de forskellige kapacitetscentre under FMI, som hver gav en opdatering på igangværende og forestående indkøb til Forsvaret.

Noget særligt dansk

Også regeringen var repræsenteret ved industridagen, om end for en ganske kort bemærkning. Forsvarsminister Trine Bramsen stod således for at byde de mange tilstedeværende velkommen med en åbningstale, der ikke overraskende tog afsæt i den aktuelle situation i Afghanistan, hvor Danmark netop har afsluttet sin luftevakuering.

»Selvom der kan synes langt fra Ballerup til indsatsen i Afghanistan, så er der sammenhænge, for på forsvarsområdet er vi dybt afhængige af et godt og konstruktivt samarbejde med samarbejdspartnere. Kun på den måde kan vi stå klar, når uforudsete situationer pludselig opstår,« lød det forsvarsministeren, der brugte en stor del af sine knap syv minutter på scenen til at tale evakueringsindsatsen op.

»Vi kan noget særligt i Danmark. Der er noget særligt dansk. Det har vi set de seneste uger, hvor vi var først på pletten i Kabul, og hvor vi – trods vores lille størrelse som land – formåede at kombinere kompetencer, netværk og samarbejde, så vi nu er blandt de europæiske lande, som har hjulpet absolut flest ud af en svær situation.«

De særligt danske egenskaber kan overføres til samarbejdet med forsvarsindustrien, gjorde ministeren videre gældende:

»Det, vi har formået med vores særlige danske evne til samarbejde på tværs af myndigheder, har været efterspurgt af vores allierede. Det har i dén grad været efterspurgt, selv af de aller-allerstørste. Det særligt danske skal vi have med ind i vores forsvarsindustrielle samarbejde. Vi må ikke lade rigide udbudsprocesser blokere for vores evne til at passe på vores land og vores værdier. Derfor vil der også i fremtiden blive langt flere projekter, hvor industrien bliver inviteret med indenfor – ikke bare som leverandører, men allerede i design- og udviklingsfasen.«

Behov for »innovative anskaffelsesforløb«

Opgøret med de rigide udbudsprocesser er en del af regeringens forsvarsindustrielle strategi, som skal forbedre rammevilkårene for den danske forsvarsindustri og ruste både den og det danske forsvar til et mere omskifteligt trusselsbillede i de kommende år. Et af værktøjerne til at nå det mål er »innovative anskaffelsesforløb«, som ministeren altså også kom ind på uden dog at eksplicitere begrebet yderligere eller forklare, hvordan udbudsprocesserne kommer til at se ud fremover.

Meget naturligt dannede den forsvarsindustrielle strategi bagtæppe for mange af oplæggene på dagen, og strategien fik generelt pæne ord med på vejen af brancheorganisationerne. Flere roste aftalens klimafokus og gav udtryk for begejstring over muligheden for på et tidligere stadie at blive involveret i FMI’s anskaffelsesproces. Dermed kan virksomheder bevæge sig fra alene at være leverandører, som sælger udstyr på bestilling, til at være tættere partnere og udvikle fremtidens teknologi i samarbejde med FMI og Forsvaret, lød argumenterne.

Industridagen blev afsluttet med en briefing fra de kapacitetsansvarlige for de forskellige operationelle domæner, der opdaterede tilhørerne om igangværende og forestående materielindkøb, ligesom tilhørerne blev orienteret om status på leveringen af F-35-kampflyene og udsigterne til at indgå serviceaftaler med Lockheed-Martin.

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI
- Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

OLFI opdaterer til version 2.0 med et ansigtsløft og nye funktioner

Efter mere end otte år med det samme website går OLFI fremtiden i møde med en længe ventet version 2.0. Den byder på et mere tidssvarende udseende og nye funktioner. Vi håber, at I vil synes om forandringerne! Det har været min dårlige samvittighed. Alt for længe er jeg blevet...

Kommentér artiklen ...