Jens Stoltenberg forsvarer “svær beslutning” om tilbagetrækning

Jens Stoltenberg forsvarede mandag, at Nato trækker sine tropper ud af Afghanistan til september. Foto: Nato

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, erkendte mandag, at tilbagetrækningen af tropper fra Afghanistan er forbundet med risici. Alligevel forsvarede han beslutningen og understregede, at Nato fortsat vil levere hjælp til civil kapacitetsopbygning samt uddanne specialoperationsstyrker i udlandet.

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, er i disse dage i Washington D.C. i USA, hvor han blandt andet skal mødes med USA’s præsident, Joe Biden, forud for næste uges topmøde med Natos stats- og regeringsledere i Bruxelles.

Inden sit møde med Biden deltog generalsekretæren mandag i et online-interview arrangeret af den amerikanske tænketank Atlantic Council. Her drejede samtalen sig hurtigt ind på den forestående tilbagetrækning af tropper fra Afghanistan, der ifølge præsident Biden vil være afsluttet senest 11. september i år.

»Tilbagetrækningen er på rette spor, og tropperne trækkes ud på en koordineret måde. Vores primære fokus er herfra at holde vores soldater sikre i takt med, at vi forlader landet. Samtidig ser vi på fremtiden og på, hvordan vi kan vi bevare resultaterne af de hårdt tilkæmpede sejre i Afghanistan,« lød det fra Jens Stoltenberg, der samtidig understregede, at tilbagetrækningen ikke er ensbetydende med, at man nu lader afghanerne i stikken:

»Vi afslutter vores militære tilstedeværelse, men vi afbryder ikke vores støtte til afghanerne. Dem bliver vi ved med at støtte, blandt andet gennem hjælp til civil kapacitetsopbygning af sikkerhedsinstitutioner i Afghanistan.«

Skal tage ansvar for egen fremtid

Jens Stoltenberg gjorde undervejs i interviewet klart, at man fra Natos side godt er klar over, at sikkerhedssituationen i Afghanistan er endog temmelig skrøbelig. Alligevel er tiden nu inde til, at afghanerne i endnu højere grad end tidligere står på egne ben, mener han.

»Det er fortsat er en usikker og svær situation i Afghanistan. At forlade landet indebærer risici, men vi forlader et Afghanistan, der er meget anderledes end det Afghanistan, vi gik ind i i 2001. Vi har opbygget landets sikkerhedsstyrker fra næsten ingenting, og vi har styrket den sociale og økonomiske fremgang. På et tidspunkt skulle Afghanistan tage ansvar for sin egen fremtid, og det er det, de gør nu. Med vores fortsatte støtte,« lød det fra Stoltenberg.

Artiklen fortsætter under videoen …

Samtidig pegede generalsekretæren på, at soldaterne ikke trækkes ud over en nat, men at man i flere år løbende har reduceret troppetilstedeværelsen.

»Det er en gradvis udvikling. Vi havde på et tidspunkt 100.000 soldater i en regulær kampmission. Det tal er løbende blevet reduceret, og ved årets begyndelse havde vi 10.000 soldater tilbage. Over årene har vi trænet og oplært afghanske sikkerhedsstyrker, så de i dag er ansvarlige for sikkerheden i deres eget land. Intentionen var aldrig, at Nato skulle blive for evigt.«

Nato understøtter kritisk infrastruktur

Helt forlader Nato dog ikke Afghanistan – i hvert fald ikke med det samme. Der vil således fortsat være en civil tilstedeværelse i landet, som skal hjælpe med kapacitetsopbygning og anden rådgivning. Jens Stoltenberg skitserede derfor også hvilke initiativer, man netop nu drøfter at sætte i søen eller videreføre i det uroplagede land.

»Det er ekstremt vigtigt, at vi bliver ved med at bidrage økonomisk til de afghanske sikkerhedsstyrker. Vi vil desuden se på, hvordan vi kan bidrage med træning af især de afghanske specialoperationsstyrker uden for Afghanistan. Endelig drøfter vi, hvordan vi kan bevare og styrke den kritiske infrastruktur, for eksempel lufthavne, så den kan understøtte tilstedeværelsen af det bredere internationale samfund.«

Nato-generalsekretæren fortalte desuden om beslutningsprocessen bag tilbagetrækningen, at man havde haft lange drøftelser mellem Natos medlemslande og i Bruxelles forud for den endelige beslutning, som han kaldte »svær at træffe efter to årtier«.

Undervejs i interviewet fortalte Jens Stoltenberg også om temaet for næste uges topmøde – Nato 2023 – ligesom han udtrykte bekymring over forholdet til Rusland og Kina, hvis aggressive adfærd han kritiserede.

Kommentarer