spot_img

Dansk diplomat skal støtte indsats mod pirateri i Guineabugten

Guineabugten plages voldsomt af pirateri, og situationen er nu blevet så uholdbar, at Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet opjusterer indsatsen for at løse problemet. Det sker i første omgang med udnævnelsen af en særlig repræsentant for maritim sikkerhed, men også en flådestyrke er på tegnebrættet for at komme pirateriet til livs.

Pirateriproblemet i Guineabugten har nu vokset sig så stort, at cirka 40 procent af alle piratangreb og 95 procent af alle kidnapninger til søs finder sted i området. Det vestafrikanske farvand er i dag så udsat, at verdenssamfundet og den internationale shippingindustri er nået til enighed om, at problemet skal løses.

Som en af verdens førende søfartsnationer har man også fra dansk side ambitioner om at gøre de vestafrikanske farvande sikre og farbare for handelstrafikken. Derfor har Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet taget initiativ til at udnævne en særlig repræsentant for maritim sikkerhed, der skal arbejde med pirateriproblemet i området og »understøtte regeringens arbejde med maritim sikkerhed i bredere forstand«. Det skriver ministerierne mandag i en fælles pressemeddelelse.

Første mand på den nyoprettede post bliver Danmarks ambassadør i Nederlandene, Jens-Otto Horslund. Frem til 31. august varetager han de to roller parallelt med hinanden, hvorefter han fratræder som ambassadør og overgår til at arbejde med maritim sikkerhed på fuld tid.

Udover udnævnelsen afsætter de to ministerier desuden 10 millioner kroner til stabiliseringsindsatsen i området gennem Freds- og Stabiliseringsfonden, som i forvejen har afsat 46 millioner kroner til tiltag og samarbejde med lande i regionen.

Hyppige angreb på danske skibe

Udnævnelsen af den særlige repræsentant for maritim sikkerhed sker i kølvandet på flere angreb på danske skibe den senere tid. Så sent som 13. januar blev containerskibet ”Maersk Cardiff” forsøgt kapret, og i november og december sidste år gik det ud over henholdsvis ”Maersk Cadiz” og ”Torm Alexandra”.

Artiklen fortsætter under tweetet …

»Danske skibe skal kunne sejle frie, sikre og stolte på verdenshavene. Piratangrebene på danske skibe i Guineabugten må stoppes. Det kræver en international indsats, hvilket jeg er i løbende drøftelser med Danmarks venner og allierede om,« udtaler udenrigsminister Jeppe Kofod.

»Med en ny særlig repræsentant og flere midler, vil Danmark samle lande om nye indsatser mod pirateri, øge stabiliteten i området og opruste den diplomatiske indsats for international samling og handling.«

Jens-Otto Horslund bliver altså en slags diplomatisk fortrop, mens Danmark forsøger at finde opbakning til en international flådestyrke, som skal operere i området i lighed med de antipiraterioperationer, der tidligere er blevet gennemført i Adenbugten og omkring Afrikas Horn. Bestræbelserne har indtil videre ikke materialiseret sig i noget konkret, men der arbejdes på sagen, udtaler forsvarsminister Trine Bramsen:

»Jeg vil gerne takke danske maritime erhverv for det samarbejde vi gennem efteråret har haft om den alvorlige situation. Det er afgørende, at vi får samlet opbakning til et internationalt militært samarbejde i Guineabugten. Det er baggrunden for, at jeg af flere omgange har rejst ønsket på internationale møder og gennem bilaterale kontakter. Forhåbningen er, at vi kommer i mål med en fælles militær indsats. Det skal den særlige repræsentant bidrage til.«

Brancheorganisation anerkender helhjertet indsats

Pirateriproblemet i Guineabugten har længe udfordret danske og internationale rederier, og brancheorganisationerne har flere gange råbt om hjælp fra politisk hold.

Artiklen fortsætter under tweetet …

Hos Danske Rederier tager man derfor godt imod nyheden om den nye repræsentant og regeringens generelle bestræbelser på at komme pirateriproblemet til livs. Det udtaler Jacob Meldgaard, der er formand for Danske Rederier til organisationens egen hjemmeside:

»Der er grund til at anerkende, at regeringen har kastet sig helhjertet ind i en meget svær og alvorlig problemstilling. Efter flere angreb på danske skibe har der været en god og seriøs dialog om sikkerhedssituationen i Guineabugten, og beslutningen om at udnævne en særlig repræsentant for maritim sikkerhed viser, at Danmark som søfartsnation går forrest for at bekæmpe pirateri,” siger Jacob Meldgaard.

Andre læste også

Her er nødråbet til ministeren og departementschefen fra piloterne

Abonnement
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen og departementschef Pernille Langeberg har mandag den 22. april modtaget et brev fra 30 unge piloter med rubrikken: "Et flyvevåben i afvikling - nødråb fra piloter". Læs brevet her ... 22.04.2024 Emne: Et flyvevåben i afvikling – Nødråb fra piloter Til: Forsvarsminister Troels Lund Poulsen, Forsvarsministeriets Departementschef, Pernille...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer