spot_img

Her kan du lytte til over 9 timers radio om dansk forsvars- og sikkerhedspolitik

Gennem de seneste 10 uger har Radio4 hver tirsdag formiddag sendt programmet Frontlinjen om dansk forsvars- og sikkerhedspolitik. Hvis du mangler lyttestof i efterårsferien, kan du her få adgang til alle 10 programmer, som også kan hentes på podcast.

Vi har været vidt omkring i de 10 første udsendelser af Frontlinjen på Radio4. Med mikrofon i hånden har vi besøgt veteraner på Strynø, sendt fregatten “Niels Juel” af sted mod Hormuz-strædet fra Korsør og været med 1. Brigade på øvelsen Brave Lion i Oksbøl.

Vi har også diskuteret Danmarks strategiske militære samarbejdspartnere, svindel i ejendomsstyrelsen, ledelseskulturen i Forsvaret og truslen fra migration over Middelhavet. I dagens program diskuterer vi valget af generalløjtnant Flemming Lentfer, der tiltræder som ny forsvarschef, når Bjørn Bisserup går på pension 1. december.

Gæsterne har været en række forsvarsordførere, tidligere ministre, fagforeningspersoner, soldater, diplomater og skiftende militæranalytikere. Hvis du således skal ud og køre langt i din efterårsferie eller bare har brug for at lytte til lidt klog radio i ørerne, kan du gøre det lige her. Nedenfor følger links til alle 10 programmer.

13. oktober: Hvem er Danmarks nye forsvarschef?

#10
Trine Bramsen (S) har sat navn på Danmarks næste forsvarschef – Flemming Lentfer. Siden 2017 har han været direktør for Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse. Fronlinjen diskuterer manden, der formentlig kommer til at lede Forsvaret igennem endnu et forlig. Hvad kan han? Og hvilke opgaver står han overfor? I studiet er Niels Tønning, som er formand for Hovedorganisationen af Officerer i Danmark (HOD) og Torben Ørting Jørgensen (Thøger), som er pensioneret kontreadmiral og uafhænigg militæranalytiker. Efterfølgende taler vi om kommisionsundersøgelsen af Forsvarets Efterretningstjeneste samt Kammeradvokatens netop udgivne undersøgelse af skandalen i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

6. oktober: Muselort på kasernene

#9
De danske soldater spises af med elendig mad ude på tjenestestederne, rengøringen er mangelfuld, og vedligeholdelsen halter. Sådan lyder det fra både soldater og fagforeninger, der har taget kampen op imod Forsvarets Ejendomsstyrelse og servicepartneren ISS. Spørgsmålet er, om Forsvaret kan være forholdene bekendt? Frontlinjen tager debatten. Også forsvarschef Bjørn Bisserups overraskende pensionering rundes, og så kan du komme med en tur ud til frontlinjen, når 1. Brigade træner krig i stor skala.

29. september: Send regningen til USA!

#8
Siden 1945 har Danmark søgt at bruge så få penge som muligt på Forsvaret. Og den taktik er lykkedes, fordi vi har fået amerikanerne til at betale. I hvert fald for en tid. For de seneste fire år har USA anført af Donald Trump banket i bordet og krævet, at NATO-medlemmerne betaler, hvad de havde forpligtet sig til – 2 pct. af deres BNP. I 2023 forventes Danmarks forsvarsbudget at udgør 1,5 pct. af BNP. Men hvorfor er vi lykkedes med at betale så lidt? Og påvirker det overhovedet vores forhold til amerikanerne? I denne udgave gæstes Frontlinjen af professor Jens Ringsmose, der har skrevet bogen ’Frihedens pris’, den mangeårige topdiplomat Ulrik Federspiel og tidl. udenrigsminister Kristian Jensen (V).

22. september: Skal værnepligtige bevogte grænsen?

#7
Forsvaret har de seneste fire år løst et stigende antal opgaver for Politiet. Aktuelt kræver opgaven 280 soldater hver dag, og opgaven kostede sidste år Forsvaret tæt på 200 mio. kr.. Hvorfor har vi accepteret, at professionelle soldater skal tjekke pas ved grænsen? Og kunne opgaven i virkeligheden ikke løses langt billige af værnepligtige? Det spørgsmål stiller Frontlinjen i dag til hærchef Michael Lollesgaard, Anne Valentina Berthelsen (SF) og Bent Bøgsted (DF). Undervejs skal du også på vagt med Ingeniørregimentet ved grænsen i Rødby, og så indleder vi programmet med at tale sidste ny i FE-sagen.

15. september: Provokerer vi russerne?

#6
I slutningen af august krænkede et russisk jagerfly dansk territorie ud for Bornholm. Vores afvisningsberedskab gik på vingerne, og det diplomatisk efterspil imellem København og Moskva kører fortsat. Nærmest samtidig deltog et dansk Challenger-fly dog også i en øvelse i Barentshavet ganske tæt på russisk territorie – i Rusland tolket som en dansk konfliktoptrapning. Spørgsmålet er, hvem der provokerer hvem – og ikke mindst med hvilket formål? I studiet et Michael Aastrup Jensen (V), næstformand i Det Udenrigspolitiske Nævn, Torben Ørting Jørgensen, militæranalytiker og pensionere kontreadmiral, og Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiet. Undervejs kommer der inputs fra både Rusland og Sverige.

8. september: Veteran på Strynø

#5
I august offentliggjorde Veterancentret en større evaluering af veteranområdet. Evalueringen fik flere partierne bag forsvarsforliget til at afsætte yderligere 50 mio. kr. til området over de næste tre år. Og den peger da også på flere problemer. De hårdeste ramte veteraner savner støtte, og manglende koordinering imellem de mange udbydere af kurser, bosteder, events, mentorordninger og meget andet betyder, at pengene ikke altid bruges optimalt. Derfor er Peter Ernstved Rasmussen taget til Natur Retreat for Veteraner på Strynø med forsvarsordfører Lars Christian Lilholt (V) for at diskuttere fremtiden for veteranområdet. Undervejs møder de Balkan-veteranen Thomas Walter og Anne-Line Ussing, en af personeren bag botilbuddet, og så ringes Claus Bretton-Meyer, reserveofficer og medl. af bestyrelsen i Soldaterlegatet, op.

1. september: Skal vores soldater skyde mod migranter?

#4
Grækenlands kystvagt affyrede tidligere på måneden igen varselsskud mod migrantbåde med kurs fra Tyrkiet mod EU. Den spændte situation i det Ægæiske hav sætter danske politikere og vores soldater i FRONTEX i et ubehageligt dilemma: Hvor langt er vi villige til at gå? Frontlinjen rykker til Christiansborg for at møde Sørens Espersen (DF), Anne Sophie Callesen (RV) og orlogskaptajn Anders Puck Nielsen fra Forsvarsakademiet for at tage debatten. Undervejs kommer der inputs fra tidl. forsvarschef Knud Bartels, fra Grækenland og fra Danske Rederier.

25. august: Skandale i Forsvarets Efterretningstjeneste

#3
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) har aktivt modarbejdet den demokratiske kontrol med tjenesten, og de har igangsat aktiviteter i strid med den danske lovgivning. Tilsynet med Efterretningstjenesterne rettede i går en voldsom kritik af FE. Chefen for tjenesten, hans forgænger og to højtstående medlemmer er fritaget for tjeneste. Peter Ernstved Rasmussen samler op på sagen med en tidl. medarbejder i FE, en sikkerhedspolitiske iagttager med tre årtier i Forsvaret, to politikere og en ekspert i demokratiske kontrol af efterretningsvæsnet.

18. august: Tillid til Forsvaret

#2
Ankesagen mod hærchef H. C. Mathiesen begyndte i dag ved landsretten i Viborg. I byretten blev han idømt 60 dages fængsel fro bl.a. tjenestemisbrug og pligtforsømmelse af særlig grov karakter. Men hvad betyder sagen for den politiske tillid til Forsvaret? Og er den et tegn på en uheldig tavshedskultur? I studiet kommer to forsvarsordførere, en psykolog, en tidl. jægersoldat og en talsmand fra Forsvarskommandoen – og så skal vi også ud i det øvelsesterræn i Oksbøl med Militærpolitiet.

11. august: Dansk fregat til Hormuz-strædet

#1
Mandag d. 10. august sagde forsvarsminister Trine Bramsen farvel til knap 200 soldater fra Søværnet. Ombord på fregatten “Iver Huitfeldt” er de lige nu på vej mod Iran for at deltage i en franskledet mission som beskyttelse for den internationale handelstrafik i Hormuzstrædet. I denne første udgave af Frontlinjen spørger vi: Hvorfor? Undervejs i programmet tager vi dig med hele vejen fra soldaternes sidste forberedelse i Korsør og op til de øverste beslutningsled – udenrigsministeren.

Andre læste også

Her er nødråbet til ministeren og departementschefen fra piloterne

Abonnement
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen og departementschef Pernille Langeberg har mandag den 22. april modtaget et brev fra 30 unge piloter med rubrikken: "Et flyvevåben i afvikling - nødråb fra piloter". Læs brevet her ... 22.04.2024 Emne: Et flyvevåben i afvikling – Nødråb fra piloter Til: Forsvarsminister Troels Lund Poulsen, Forsvarsministeriets Departementschef, Pernille...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer