Forsvarsministeren har »stor, stor tillid til« forsvarschef Bjørn Bisserup

7
Forsvarsminister Trine Bramsen (S) har stor, stor tillid til forsvarschef Bjørn Bisserup. Arkivfoto: Ernstved

Hun taler om råddenskab og dårlig kultur i både Forsvarsministeriet og Forsvaret. Men forsvarsministeren vil hverken fyre sin departementschef eller forsvarschef, for lagene nedenunder er ifølge hende ikke bedre. Det siger Trine Bramsen (S) i et interview med DRs nyhedspodcast Genstart fredag.

Det nytter ikke at fyre forsvarschef Bjørn Bisserup, selv om han på ingen måde kunne se, at den nu fængselsdømte generalmajor og tidligere hærchef Hans-Christian Mathiesen havde gjort noget forkert. Det siger forsvarsminister Trine Bramsen (S) i et interview med DRs nyhedspodcast Genstart “I krig med Forsvaret”, som du kan høre her. Podcasten udkom her til morgen.

Hun lægger ikke skjul på, at forsvarschefen skulle have iværksat en undersøgelse af sagen, da OLFI stillede spørgsmål til Hans-Christian Mathiesens favorisering af sin egen kæreste. I stedet afviste forsvarschefen at iværksætte en undersøgelse og sagde, at han havde undersøgt sagen, så godt han kunne. Han underkendte anonyme kilder, kaldte beskyldningerne for »rygter«, ligesom han gjorde dette medie til problemet.

Det var en alvorlig fejl, mener Trine Bramsen. Men det ændrer ifølge ministeren ikke noget at fyre forsvarschefen, fordi lagene under ham ikke er bedre. Samtidig er forsvarschefen blevet klogere og nyder nu ifølge ministeren hendes store tillid.

»Jeg tror ikke, at nogen er i tvivl om, hvad min holdning er til det. Jeg kan godt høre, hvor du vil hen, at så … væk med ham, og så er der nogle nye. Problemet er jo, at så har vi de næste chefer. Bliver det bedre af det? Det tvivler jeg sådan set på. Derfor vil jeg hellere have, at den, der er øverst ansvarlige chef for forsvaret, og som jeg i øvrigt har stor, stor tillid til, er med til at rydde op i det her, forstår, hvor problematisk det her er og er med til at rydde op i det.«

»Wow! Så du har en forsvarschef, hvor du siger, at hvis du fjernede ham, så ville laget under … ,« spørger DR-journalist Knud Brix og bliver afbrudt af Trine Bramsen.

»Det ville jo være nogle af de samme, som også er en del af den samme sag, ikke?«

Jamen så har vi da et kæmpe problem? Han gør noget, som, du siger, er alvorligt. Du har sagt det i klar tekst. Men hvis du fjernede ham, så dem, du skulle vælge i stedet, de ville også …

»De er også en del af sagen. Om du vil fjerne ham, fordi han er en del af den her sag, det er hele laget nedenunder jo også.«

Alene tilbage i ministeriet

Journalisten fra DR fortsætter med at bore i, hvorfor forsvarsministeren ikke renser ud i hele toppen, som også tæller departementschef Thomas Ahrenkiel. Ham har Trine Bramsen også skældt ud for sin meget passive tilgang til sagen om svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, hvor departementschefen undlod at læse mail, undlod at læse forberedende dokumenter til et møde, hvor han heller ikke nåede frem til punktet om svindlen i ejendomsstyrelsen og i øvrigt ikke satte punktet på dagsordenen til et senere møde.

Det var også Thomas Ahrenkiel, der før Trine Bramsens tid sad med i et møde i ministeriet, hvor hans egen kæreste i form af ministeriets kommunikationschef fik tildelt et engangsvederlag på 75.000 kr. og en lønforhøjelse på 1.500 kr. om måneden uden at erklære sig inhabil.

Er det ikke der, at vi har problemet? Der skulle renses ud i hele dynen?

»Men så ville jeg sidde alene tilbage i mit ministerium. Så skulle jeg være forsvarschef og departementschef, hvis vi tager din argumentation. Jeg skulle skille mig af med alle, der på en eller anden måde kender nogen. Det går ikke! Det kan jeg ikke. Vi har også et forsvar, der skal drives. Det, jeg har en meget klar interesse i, er, at dem, der har begået noget ulovligt: Væk med dem. Dem, som, jeg har en tillid til, forstår alvoren af det her, de skal være med til at rydde op.«

Vil gerne vise forsvarschefen tillid

Han var fuldt ud vidende om, hvad der foregik med HC Mathiesen. Det kan du vel umuligt være tilfreds med?

»Nej, det kan jeg ikke.«

Hvordan kan det så være den rigtige mand til at rydde op?

»Hvis jeg ikke havde tillid til, at han ville være med til at rydde op, hvis han ikke forstod alvoren af det her – så ville han ikke være der mere.«

Så nu forstår han alvoren af det her – før forstod han den ikke?

»Det er det, jeg sidder tilbage med. Hvis det viser sig, at der kommer en sag efter, at vi har haft en alvorssnak, så er det en anden sag. Men jeg vil også sige, at det bliver meget let fyr den og, fyr den og fyr den, og så er vi af med problemerne. Det tror jeg simpelthen ikke på. Tror man, at én, der er sværtet godt og grundigt ind i problemerne, som har mærket og følt på egen krop at blive udstillet som én, der har været alt for naiv. Tror man, at det er en, der vil være med til at rydde op? Det tror jeg. Den tillid vil jeg i hvert fald gerne vise,« siger Trine Bramsen til DR.

guest
7 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Inline Feedback
Læs alle kommentarer