spot_img

Per Pugholm Olsen bliver første danske chef for Nato Mission Iraq

Generalløjtnant Per Pugholm Olsen bliver første mand på posten, når Danmark i december overtager kommandoen over Nato Mission Iraq. Inden da tiltræder Pugholm i Forsvarskommandoen, hvor han allerede fra næste uge vil lede planlægningen forud for kommandooverdragelsen.

Det bliver generalløjtnant Per Pugholm Olsen, der i første omgang skal stå i spidsen for den danske ledelse af Nato’s trænings- og rådgivningsmission Nato Mission Iraq, når Danmark overtager kommandoen fra canadierne i slutningen af 2020. Det skriver Forsvaret på sin hjemmeside. Dermed bliver Per Pugholm Olsen den første danske af to danske chefer for missionen.

Per Pugholm Olsen har en lang karriere i Forsvaret bag sig og har tidligere været chef for hedengangne Forsvarets Materieltjeneste, ligesom han har fungeret som Danmarks militære repræsentant i Nato (DAMIREP) og fra 2005 til 2006 som næstkommanderende i Coalition Military Assistance Training Team (CMATT), som også opererede i Irak.

Den 56-årige generalløjtnant varetog senest stillingen som civil koncernstyringsdirektør i Forsvarsministeriets departement, men blev fritaget for tjeneste i forbindelse med sagerne om mulig svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse i december. Han måtte i den forbindelse lægge ryg til hård kritik og blev af ministeren fremhævet som hovedansvarlig for, at hun ikke blev informeret tidligere i forløbet.

Halvandet års under dansk flag

I dag er Pugholm imidlertid taget til nåde og trukket i trøjen igen, hvorfor han efter planen leder missionen gennem første halvdel af de i alt 17 måneder, missionen vil være under dansk kommando mellem december i år og maj 2022.

Der er tale om en såkaldt non-combat mission, der bidrager med uddannelse og rådgivning af det irakiske forsvarsministerium og dets militære uddannelsesinstitutioner. Missionen blev iværksat i sommeren 2018 og har til formål at ruste irakerne til på egen hånd at forhindre Islamisk Stat i at vende tilbage til de befriede områder. For nuværende består missionen af i alt cirka 500 soldater fra Nato samt partnerlandene Finland, Sverige og Australien.

Udover at varetage ledelsen vil Danmark bidrage med en stab samt et sikrings- og eskortebidrag. Dertil kommer et helikopterbidrag på op til tre helikoptere fra maj 2021 og et år frem. Alt medregnet sendes omkring 210 danske soldater til Irak for at lede og støtte missionen. Regeringen trækker dog også 165 personer og et radarbidrag med 20 personer hjem fra Operation Inherent Resolve, har Forsvarsministeriet tidligere oplyst.

 

Andre læste også

Vi må tale om garnisonering, hvis bemandingsudfordringen skal løses

DEBAT: Den nuværende garnisonering i Hæren er en af de primære kilder til den udfordrede bemandingssituation. Det er nødvendigt at tage den op til revision og diskutere de geografiske rammer, hvis yngre soldater skal have lyst til at blive i Forsvaret mere end et par år, mener premierløjtnant Christian...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

1 kommentar

guest
1 Kommentar
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Peter Nielsen
Læser
Peter Nielsen
11. marts 2020 22:45

Godt at se at Danmark stadigt har tillid til PP Olsen