Topmøde

I dag indleder Flyverhjemmeværnet en måneds overvågning af Middelhavet

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

Et fly fra Hjemmeværnet deltager gennem hele august i EUs kamp mod grænseoverskridende kriminalitet i Middelhavet. Indsatsen sker i regi af den internationale Joint Operation Indalo, som er en del af EUs grænsepoliti Frontex, og skal bidrage til at begrænse menneske- og narkosmugling.

I slutningen af juli lettede Hjemmeværnets Britten Normann Defender-fly fra Danmark og satte kurs mod Malaga. Besætningen består af syv frivillige og en fastansat fra Flyverhjemmeværnet. Fra i dag og frem til den 31. august deltager de og flyet i den internationale mission Joint Operation Indalo, som er en del af EU’s grænsepoliti Frontex i Middelhavet.

Opgaven for det danske to-motorede propelfly er at overvåge farvandet ved den spanske sydkyst med særligt fokus på Marokko for at dæmme op for illegal migration og grænseoverskridende kriminalitet som menneskesmugling, narkosmugling og våbensmugling. Desuden handler opgaven om at styrke kystvagtfunktioner, mens der også kan blive behov for støtte i eftersøgnings- og redningsoperationer.

Artiklen fortsætter under billedet …

Flyverhjemmeværnets Britten Normann Defender-fly er udstyret med to 6-cylinderede stempelmotorer, som giver en flyvetid på op til 6 timer. Foto: Forsvaret/Christian Sundsdal

Hjemmeværnet har tidligere udsendt soldater i internationale missioner til bl.a. Kosovo og Afghanistan. Men det er nyt, at de frivillige soldater deltager i internationale missioner fra luften med Hjemmeværnets eget fly, fortæller oberst Per Jan Larsen, som er chef for Flyverhjemmeværnet.

”Opgaven ved Frontex er en anerkendelse af, at Hjemmeværnet kan løse en skarp, international opgave. Det lader sig kun gøre pga. de kompetencer, som holdet bag Defender-flyene har opnået gennem langvarig træning og mange indsættelser i dansk luftrum for både forsvaret, politiet og samfundet,” siger han.

Både politiet og forsvaret har gavn af Flyverhjemmeværnet

Opgaven for Frontex kræver både specielle kompetencer, men også specielt udstyr til overvågningen. Derfor er Hjemmeværnet ifølge chefen skræddersyet til opgaven i Middelhavet.

”Hjemmeværnets fly er de seneste år blevet flittigt brugt i Danmark til støtte for Forsvaret og politiet bl.a. i forbindelse med bandekonflikten i København og eftersøgninger til lands og over vand. Vores fly og besætning er så eftertragtet for flere myndigheder, fordi flyets specielle udstyr sammen med en dygtig besætning gør det velegnet til at løse overvågningsopgaver både dag og nat og over land og vand,” fortæller Per Jan Larsen.

Artiklen fortsætter under billedet …

Hjemmeværnets fly deltager i Joint Operation Indalo, som er en del af EUs grænsepoliti Frontex’ mission i Middelhavsregionen. Foto: Forsvaret/Christian Sundsdal

Den udsendte besætning til Malaga består primært af frivillige soldater i Flyverhjemmeværnets eskadrille 270, som til dagligt løser mange forskellige opgaver for Hjemmeværnet uden at få løn for arbejdet. I forbindelse med udsendelsen til Frontex har de dog skrevet kontrakt og får løn for hele perioden på lige vilkår med andre udsendte danske soldater.

En af de frivillige udsendte fra Flyverhjemmeværnets eskadrille 270 har flyvernavnet JOR. Han er til dagligt driftsleder i det civile og glæder sig til en udfordrende måned under varmere himmelstrøg.

”Opgaven var et naturligt skridt og en god mulighed for at afprøve de kompetencer, jeg har fået i eskadrillen på en spændende opgave. Og så er det vigtigt for mig at vise, hvad vi kan i Hjemmeværnet – at vi kan løfte mange opgaver, og at vi er ressourcerne værd,” siger JOR.

Andre læste også

OLFI opdaterer til version 2.0 med et ansigtsløft og nye funktioner

Efter mere end otte år med det samme website går OLFI fremtiden i møde med en længe ventet version 2.0. Den byder på et mere tidssvarende udseende og nye funktioner. Vi håber, at I vil synes om forandringerne! Det har været min dårlige samvittighed. Alt for længe er jeg blevet...

Kommentér artiklen ...

Abonnér
Notify of
guest
0 Kommentarer
Inline Feedback
Læs alle kommentarer