spot_img

Morten Østergård og De Radikale vil bruge afstemning som Trojansk Hest

DEBAT: De Radikale går til europaparlamentsvalg med ønsket om at afskaffe det danske forsvarsforbehold, fordi Danmarks står svagt og usikkert uden for EU’s militære samarbejde. Han tager fejl. I stedet burde De Radikale bakke op om Nato-løftet og bruge 2 pct. af BNP på forsvar, skriver Tobias Weische fra Dansk Folkepartis Ungdom.

Med optakten til Europaparlamentsvalget turnerer De Radikales leder, Morten Østergaard, rundt med budskabet om, at Danmark skal afskaffe forsvarsforbeholdet ved en folkeafstemning i 2019. Morten Østergaards tese er, at Danmark står svagt og usikkert udenfor EU´s militære samarbejde.

Med en afskaffelse af forsvarsforbeholdet vil Danmark gå fuldt ind i det militære og operative samarbejde i EU, hvor oprettelsen af en EU-hær med danske soldater til sin rådighed vil blive en realitet. Dog er en afskaffelse af forsvarsforbeholdet ikke målet for De Radikale, men blot et middel til at få Danmark så langt ind i EU samarbejdet som muligt, med de markante suverænitetsafgivelser som det medfører.

Hvis målet virkelig var at sikre et stærkere forsvar for Danmark i en “verden i konstant forandring” for nu at bruge Østergaards egne ord, hvorfor har De Radikale så været bannerfører for nedskæringerne af Forsvaret så langt tilbage, som nogen kan huske? Hvorfor vil De Radikale ikke leve op til Danmarks forpligtelser i Nato og bruge 2 pct. af BNP på Forsvaret? Spørgsmålene er mange, men sandheden er absolut.

For De Radikale er forsvarsforbeholdet kun forretten

Sandheden er den at forsvarsforbeholdet kun er forretten i De Radikales utopiske visioner om et Europas forenede stater. Danmarks fire forbehold er den eneste garanti for, at vores nationale selvbestemmelse, frihed og demokrati består og for at sikre, at Danmark ikke tømmes for funktioner, kompetencer og magt. Afskaffelsen af forsvarsforbeholdet er en del af de små bidder, der bliver taget af Danmark, indtil vi til sidst ender fuldt og fast i et jerngreb under EU.

Hvis de radikale fik deres ønske opfyldt, og forsvarsforbeholdet blev afskaffet, ville det i realitet indebære, at Danmark siger ja til alt om, hvordan en europæisk forsvarspolitik ville se ud i fremtiden. Det ville derfor kun være et spørgsmål om tid, før at vi får en fælles EU-overkommando og en fælles efterretningstjeneste i EU.

Så nej, Morten Østergaard. Svaret er ikke, at Danmark skal afskaffe forsvarsforbeholdet, hvis vi skal sikre sikkerhed og tryghed. Danmark skal i stedet opfylde sine internationale forpligtigelser i Nato og bruge 2 pct. af BNP på Forsvaret. Et europæisk forsvarssamarbejde ville alt andet end lige være dårligere og svagere end Nato-alliancen.

EU har ingen betydning, når det kommer til den militære sammenligning med Nato. En afskaffelse af forsvarsforbeholdet ville placere Danmark i opposition til Nato-samarbejdet og sende de helt forkerte signaler til vores vigtigste allierede. Danmark vil vende ryggen til lande som USA, Canada og Storbritannien, som er dem, der betaler for vores sikkerhed gennem Nato.

Alt for længe har Europa overladt regningen for sikkerhed til USA

USA betaler i dag mere end 70 pct. af de samlede militære udgifter i Nato, da kun otte lande opfylder kravet om at bruge 2 pct. af BNP på forsvar. De europæiske lande har i alt for lang tid svigtet deres egne forsvar og overladt regningen til amerikanerne. Men når Trump udtaler, at Europa skal opfylde Nato-kravet, går de europæiske ledere kontra og mener, at USA vender Europa ryggen.

Tværtimod har Europa vendt USA ryggen længe nok, og vi skal tage ejerskab over vores militær og internationale forpligtelser tilbage. Et tættere militært samarbejde i EU vil derfor stille Danmark signifikant mere usikkert og svagt.

Hvis det virkelig handlede om at styrke Danmarks forsvarspolitiske situation, håber jeg, at De Radikale vil gå sammen med Dansk Folkeparti om at åbne op for forsvarsforliget og få forsvarsbudgettet op på 2 pct. af BNP. Jeg tvivler dog på det. Det er den trojanske hest i nye klæder, som danskerne skal tage imod for til sidst at blive totalt opslugt i føderationen af Europa. Danmark skal altid stå sammen med Nato og USA. Det er den største garanti for at sikre vores sikkerhed og frihed.

Tobias weische er politisk landsnæstformand i Dansk Folkepartis Ungdom. Foto: Carsten Lundager

Andre læste også

»Den sikkerhedspolitiske situation og ændringer i vores opgavefokus udfordrer os«

Abonnement
Chefen for Flyverkommandoen erkender i et skriftligt svar til OLFI, at de unge piloter er pressede. Han lover, at man fra flyveledelsens side er i gang med at adressere udfordringerne, men han vil ikke stille op til interview og svare på spørgsmål. Nej. Generalmajor Jan Dam ønsker som chef for...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer