Reduceret indkøb af kampfly risikerer at bringe piloternes liv i fare

0
Danmark besluttede i juni 2016 at købe 27 nye F-35 kampfly, som efter planen bliver leveret fra 2021. Foto: Lockheed Martin

Den økonomiske besparelse ved at skære bestillingen af F-35-kampfly ned fra de oprindeligt planlagte 48 til 27 fly kan vise sig at blive dyrt købt. Ifølge en intern  risikoanalyse udarbejdet af Forsvaret selv risikerer piloterne at få for få flyvetimer, Det kan gå ud over sikkerheden og i sidste ende koste både materiel og menneskeliv, skriver Altinget Forsvar.

Det kan vise sig at være forbundet med store omkostninger, at Forsvaret endte med kun at købe 27 F-35-kampfly i stedet for de 48 fly, der oprindeligt var planen. Det skriver Altinget: forsvar mandag.

Den kraftige reduktion i antallet af fly gør det vanskeligt for piloterne at få tilstrækkeligt med flyvetimer, hvilket kan være forbundet med fare for både piloter og materiel, vurderer Forsvarets Materiel- og Indkøbstjenestes kampflykontor i en intern risikoanalyse, som Altinget har fået aktindsigt i.

Sagen kompliceres yderligere af, at Danmark reelt ikke vil have alle 27 fly stående. De fem af flyene får nemlig permanent base i Arizona i USA, hvor de skal bruges til træning og uddannelse. Reelt er der derfor kun tale om 22 fly til operativ brug. Til sammenligning har Danmark i dag 44 flyveklare F-16-fly.

Den kraftige nedgang i antallet af operative fly kan i yderste konsekvens bringe piloternes liv i fare, fremgår det af Forsvarets egen vurdering.

“Der er risiko for, at det planlagte antal flyvetimer til gennemførelse af træningsprogrammerne ikke er tilstrækkeligt til at sikre det flyvesikkerhedsmæssige niveau hos piloterne. Risikoen kan udmøntes i tab af materiel og personel i yderste konsekvens,” skriver kampflykontoret blandt andet.

Hvor piloterne i dag får op til 140 årlige flyvetimer, er det meningen, at det tal fremover skal reduceres til 115. Natos anbefaling på 180 timer per pilot når man i dag kun op på ved at inkludere 40 timers simulatorflyvning, og der er ikke aktuelle planer om flere simulatortimer, hvorfor piloterne altså vil opleve en nettonedgang på 25 flyvetimer årligt.

guest
0 Kommentarer
Inline Feedback
Læs alle kommentarer