spot_img

Farvel til en af de sidste store

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

NEKROLOG: Journalisterne i Washington elskede McCain, fordi han var frygtløs og antiautoritær. Jeg var selv en af dem og fik i 1999 et par gange lov til at køre med ham på hans “Straight Talk Express”. Lavpunktet i hans politiske karriere må være valget af Sarah Palin som kandidat til posten som vicepræsident.

En amerikansk helt har gjort honnør for sidste gang. John McCain er her ikke længere. Washington har mistet en “force of nature”, som Washington Post skriver. En sjælden politiker, som med stort personligt mod kæmpede for sine konservative værdier. Han var først og fremmest loyal mod sit land og gik ofte til angreb mod hykleri i egne rækker. En politisk rebel. En kriger for demokrati og frihed.

Journalisterne i Washington elskede McCain, fordi han var frygtløs og antiautoritær. I 1999 var jeg en af dem. Her mødte jeg ham første gang på landevejene i New Hampshire, hvor han under primærvalget kørte fra by til by ombord på sin “Straight Talk Express” . Nogle gange var der kun 30-40 mennesker i de forsamlingshuse, hvor han tordnede imod pengenes magt i amerikansk politik. Et par gange fik jeg lov til at køre med i hans bus fra sted til sted. Han var en ven af Danmark, så selv om der var stemmer at hente, blev også DR budt velkommen.

Men at gå imod kapitalens indflydelse på amerikansk politik var ikke en populær mærkesag i det republikanske parti. Da “Straight Talk Express” nåede til South Carolina, blev McCain knust af Karl Rove og George W. Bush i et af de mest beskidte karaktermord i nyere politisk historie. John McCain glemte det aldrig, men han kom alligevel videre. Mere end nogensinde besluttet på at stå fast på nødvendigheden af moral og ære som sit politiske fundament.

Betragtede rejsen som sidste mulighed for at nå det højeste embede

“It was the greatest honor of my life”, sagde han, da jeg efter nederlaget besøgte ham på hans kontor på Capitol Hill. Hans suite var som et museum med minder fra Vietnam-krigen, billeder fra sine rejser rundt i verden, karikatur-tegninger og fotos med både kendte og ukendte amerikanere. På det tidspunkt var årstallet 2000, og det virkede som om, at han betragtede rejsen som sin sidste mulighed for at nå den absolutte top – embedet som præsident.

Men i 2007 kom han tilbage som republikansk kandidat, og året efter blev han officielt nomineret til at kæmpe i spidsen for sit parti imod Barack Obama. Et lavpunkt i hans politiske karriere må være valget af Sarah Palin som kandidat til posten som vicepræsident. Det satte tonen for en valgkamp, hvor McCain fremstod som “fortiden” i en ulige og næsten uværdig kamp imod “fremtiden”.

Men heller ikke det nederlag stoppede McCain. Siden Donald Trumps indtog på den politiske scene, har John McCain været hans måske mest betydningsfulde kritiker. Washington er ikke det samme uden John McCain. En af de sidste store fra den generation er gået bort.

“God bless you – and God bless America.”

Torsten Jansen er partner og direktør for Public Affairs i LEAD Agency med speciale i rådgivning af udenlandske virksomheder i Danmark samt danske virksomheder globalt. Han er tidligere diplomat i Udenrigsministeriet og chef for Public Affairs på den danske ambassade i Washington DC og har desuden en fortid som udlandschef, korrespondent og studievært i Danmarks Radio. Privatfoto

Andre læste også

Sådan styrker vi effektivt Hjemmeværnet uden at bruge milliarder

BLOG. Hjemmeværnet er ofte blevet overset i diskussionerne om styrkelsen af Forsvaret og har heller ikke fyldt meget i den offentlige samtale om det nye forsvarsforlig. Niels Klingenberg Vistisen præsenterer her en række konkrete forslag til, hvordan Hjemmeværnet hurtigt og effektivt kan styrkes uden milliardinvesteringer. Jeg har ad flere omgange...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer