spot_img

To værnschefer går med i Copenhagen Pride på lørdag

To værnschefer fra Forsvaret og chefen for Forsvarsakademiet deltager officielt i Copenhagen Pride sammen med Beredskabsstyrelsen, Forsvarsministeriets departement og de øvrige styrelser under ministeriet. Paraden finder sted på lørdag med start ved Frederiksberg Rådhus.

Siden 2015 har Forsvaret været en fast del af inventaret ved Copenhagen Pride, som hylder og fejrer mangfoldighed i samfundet. Det sker også i år, når alle styrelser under Forsvarsministeriet inklusiv ministeriets departement ifølge Forsvarsministeriets Personalestyrelse (FPS) er repræsenteret.

Læs også: Forsvaret dansede med under regnbuen på dyster baggrund

”Vi deltager for at understrege, at vi er en mangfoldig arbejdsplads og at alle medarbejdere – nuværende som fremtidige – er velkomne i hele Forsvarsministeriets koncern. Derudover synes jeg, at det er et vigtigt budskab, at vi lever efter de samme demokratiske værdier, som vi kæmper for i vores internationale missioner – herunder at alle har ret til at leve frit og trygt,” siger Laila Reenberg, som er direktør i FPS.

Artiklen fortsætter under billedet …

En flirtende kronhjort sneg sig i 2016 fra Dyrehaven med Linje 9A ind til Pride Parade. Arkivfoto: Ernstved

I 2016 gik daværende viceforsvarschef Per Ludvigsen med i paraden, men i år er de højest placerede officerer to værnschefer.

Det drejer sig om kontreadmiral Torben Mikkelsen, som er chef for Søværnet, og generalmajor Anders Rex, som er chef for Flyvevåbnet. Fra Forsvarsakademiet deltager chefen i form af kontreadmiral Henrik Ryberg, som for få måneder siden afløste kontreadmiral Nils Wang. Sidstnævnte var manden, der stod bag Forsvarets storstilede debut ved paraden tilbage i 2015, og han gik med alle efterfølgende år som – i ordets bogstaveligste forstand – bannerfører for Forsvarets deltagelse.

Copenhagen Pride rummer samme værdier som Forsvaret

Kontreadmiral Frank Trojahn er chef for Udviklings- og koordinationsstaben i Værnsfælles Forsvarskommando, og han går ikke selv med på lørdag, men bakker fuldt ud op om paraden.

”Copenhagen Pride er en folkefest, hvor man hylder pladsen til forskellighed og mangfoldigheden i vores samfund og demokrati. Det er værdier og en rummelighed, som vi også repræsenterer som arbejdsplads, og som vi kæmper for i verdens brændpunkter,” siger han.

Artiklen fortsætter under billedet …

Højt humør blandt Forsvarets ansatte under Copenhagen Pride i 2016. Arkivfoto: Ernstved

Forsvaret går sammen med gruppen ”Blå Blink”, der også tæller uniformerede ansatte fra Beredskabet og Brandvæsnet. Gruppen går med i den bagerste del af paraden, hvor også politikere og andre meningsdannere deltager for at vise deres opbakning. Deltagelse i Priden er frivillig og foregår i fritiden, men gerne i uniform. Eneste krav er, at uniformen bæres reglementeret og med huebeklædning. Til de, som ikke har eller ønsker at gå i uniform, vil der være mulighed for at få udleveret en T-shirt med Forsvarets logo.

Programmet for “Blå Blink” ved Copenhagen Pride:

Kl. 09.30:          Møde på Frederiksberg Brandstation til fælles morgenmad og briefing
Kl. 10.30:          Afgang til Frederiksberg Rådhus
Kl. 12.00:          Fremmøde i Frederiksberg Bredgade for ikke-deltagere til morgenmad
Kl. 13.00:          Paradestar med afgang fra Frederiksberg Rådhus
Kl. 15-16           Paraden ankommer til Rådhuspladsen i København

RETTELSE: Af artiklen fremgik det indledningsvis, at Laila Reenberg som direktør i Forsvarsministeriets Personalestyrelse var forhindret i at gå med i priden. FPS oplyser 16. august, at direktøren alligevel går med. 

Andre læste også

Action24 viser, at soldaterne selv er den bedste reklame for Forsvaret

KOMMENTAR. Action24 var en saltvandsindsprøjtning uden sidestykke, og jeg har i nyere tid aldrig set så mange glade og smilende soldater. Messen i Fredericia viste, at soldaterne sælger billetter helt uden styrelsernes indblanding. Send soldaterne ud på mini-messer i alle garnisonsbyer! Ja, det koster, men det kan være dyrere...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer