spot_img

Jens Maaløe stopper efter 16 år som direktør i Terma

Direktøren i Danmarks største forsvarsindustrielle virksomhed stopper. Det oplyser Terma i en pressemeddelelse mandag i forbindelse med offentliggørelsen af årsregnskabet. Jens Maaløe har haft det øverste ansvar for Terma i snart 16 år.

Efter næsten 16 år stopper Jens Maaløe som direktør i den forsvarsindustrielle virksomhed Terma. Det oplyser Terma langt nede i en pressemeddelelse mandag morgen om virksomhedens netop offentliggjorte regnskab.

“Jens Maaløe har aftalt med bestyrelsen, at han fratræder sin stilling efter udgangen af regnskabsåret 2018/19, når hans afløser er fundet. Jens Maaløe fylder 64 år i januar 2019. Bestyrelsen har igangsat søgningen efter en ny direktør,” lyder det kortfattet.

Meddelelsen kommer sammen med offentliggørelsen af et ifølge virksomheden tilfredsstillende regnskab. Med en ordrebeholdning ved udgangen af regnskabsåret i februar på 2,3 mia. kr. mener Terma at have et godt udgangspunkt for de kommende års forretningsmæssige udvikling.

”Vi har igen i år set en positiv udvikling i vores forretningsområder, som har sikret Terma endnu et godt resultat. Terma fortsætter den høje investeringstakt i udvikling af nøgleteknologier og nye produkter. Kombineret med vores målrettede markedsstrategi har det sikret os et solidt fundament for de kommende års globale salg af højteknologiske løsninger inden for fly- og forsvarsindustrien, siger Termas administrerende direktør Jens Maaløe og fortsætter:

”Over 94 % af vores samlede omsætning er uden for Danmark. Vi har i det forgangne år set en pæn fremgang i salget til kunder i såvel Asien som Mellemøsten og Nordafrika samtidig med, at vi fortsat har et solidt fodfæste i Nordamerika og Europa.”

Terma beskæftiger i dag 1.460 fuldtidsmedarbejdere

Terma har i løbet af året øget medarbejderstaben med 120 nye medarbejdere og beskæftigede ved udgangen af regnskabsåret knap 1.460 fuldtidsmedarbejdere. Terma omsatte for næsten 1,8 mia. kr. i regnskabsåret 2017-2018 mod 1,7 mia. kr. året før. Resultatet før skat blev 124 mio. kr. før ekstraordinære omkostninger mod 120 mio. kr. året før.

Samtidig oplyser Terma om ændringer i selskabets bestyrelse i forbindelse med generalforsamlingen fredag. Karen-Marie Katholm er Integrated Operations Leader og medlem af ledelsesteamet i DuPont Nutrition & Health, og hun har afløst Anders Eldrup, der efter otte år i bestyrelsen ikke genopstillede.

Terma er en højteknologisk virksomhed, der udvikler produkter og systemer til civile, militære og sikkerhedsmæssige formål, herunder kommando- og kontrolsystemer, radarsystemer, systemer til beskyttelse af fly, rumfartsteknologi og strukturdele til flyindustrien. Terma A/S har hovedsæde i Lystrup ved Aarhus og danske afdelinger i Herlev og Grenaa. Internationalt har Terma selskaber og aktiviteter i Holland, Tyskland, Belgien, USA, Forenede Arabiske Emirater, Singapore og Indien.

Andre læste også

»Den sikkerhedspolitiske situation og ændringer i vores opgavefokus udfordrer os«

Abonnement
Chefen for Flyverkommandoen erkender i et skriftligt svar til OLFI, at de unge piloter er pressede. Han lover, at man fra flyveledelsens side er i gang med at adressere udfordringerne, men han vil ikke stille op til interview og svare på spørgsmål. Nej. Generalmajor Jan Dam ønsker som chef for...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer