ANMELDELSE: Thomas Kristensen har skrevet en vedkommende og interessant bog om livet som jagerpilot i Flyvevåbnet. Den er fyldt med fascinerende beskrivelser om missioner i luften, men savner trods hæderlige forsøg noget dybde og refleksion med lidt for meget drengerøv, og ”man skulle nok have været der”.

Man kan klandre Forsvaret for meget, når det kommer til kommunikation eller mangel på samme. Dette medie har efterhånden skrevet en del om ytringsfriheden, som gennem mange år har haft trange kår i landets væbnede styrker, for dem der drømte om en karriere. Derfor skal man huske at kippe med flaget, når nogen går mod strømmen og åbner for fortællinger om livet på den lukkede side af hegnet.

En af dem, som de seneste mange år har spillet en hovedrolle, når det kommer til åbenhed i Forsvaret, hedder Thomas Kristensen. Han er jagerpilot med flyvernavnet MET og har på sin egen sympatiske måde med stor succes og utrætteligt engagement forsøgt at åbne op for en ellers hermetisk lukket verden. Det har han bl.a. gjort ved at medbringe GoPro-kameraer i cockpittet af sit F-16 og efterfølgende udgive videoerne på Flyvevåbnets youtube-kanal. Det var således MET, som bl.a. stod bag ”den ultimative selfie”, som det britiske dagblad Daily Mail kaldte hans billede fra affyringen af et luft-til-luft missil over Nordsøen, og som blev et verdensomspændende internet-hit.

Artiklen fortsætter under billedet …

Thomas Kristensen er hyppig gæst i diverse magasin- og avisartikler, aften- og morgenshows på tv og deltager ofte i dokumentarudsendelser, når det handler om et indblik i det liv, som jagerpiloter lever. Siden 2011 har han udgivet flere bøger sammen med den i Flyvevåbnet navnkundige ”foto-Henning” om jagerflyet F-16, transportflyet Hercules og den alsidige MH-101 Merlin helikopter. Bøgerne er kendetegnet ved at være skrevet af forskellige bidragydere, men nu kan Thomas Kristensen så føje sin egen personlige historie til forfatterskabet.

Befriende med en sammenhængende historie

Bogen hedder ”Kysser Himlen”, og den er skrevet af Thomas Kristensen selv uden brug af ghostwriter, som man ellers ofte oplever, når personer uden det skrevne ord som levevej forsøger sig ud i den genre. Den nye rolle slipper Thomas Kristensen overraskende godt fra. Han fortæller let og levende om vejen fra barndommen på Valmuevej på Amager til en tilværelse som en af Danmark mest erfarne jagerpiloter med over 3.500 flyvetimer i et F-16 og deltagelse i internationale missioner spændende fra Balkan og Afghanistan til Libyen og Irak.

Artiklen fortsætter under billedet …

Og det er faktisk helt befriende endelig at læse en sammenhængende historie fortalt af samme person i stedet for korte punktnedslag fra diverse piloter som i de foregående coffee-table-books om Flyvevåbnets maskinpark. ”Kysser Himlen” er, hvad den giver sig ud for at være. Mest af alt en dagbog til Thomas Kristensens børn, så de kan forstå det fascinerende liv, som deres far levede – skulle han en dag blive skudt ned. Og det faktum er både bogens styrke og svaghed.

Vi er med på øvelser og skarpe missioner gennem små 30 år, og det bliver næsten lidt for meget. Store dele af den virker som en checkliste, hvor alle episoder i METs liv, der på en skala fra 1-10 slår ud på 4 eller derover skal med – uden at de hverken gør læseren klogere eller fortæller noget dybere om piloten Thomas Kristensen. Hertil hører bl.a. historierne om SAS-stewardesserne, branderter og “Jack & Coke”. Der er lidt for meget drengerøv, og ”man skulle nok have været der”.

Vinder på ærlige beskrivelser af Forsvarets dysfunktionalitet

Til gengæld vinder bogen på Thomas Kristensens ærlige beskrivelser af dysfunktionaliteter i Forsvaret. Med en fortid inden Flyvevåbnet som delingsfører ved Gardehusarregimentets opklaringseskadron i Næstved har opholdene på Flyvevåbnets Officersskole uomtvisteligt været en af Thomas Kristensens større personlige prøvelser i den lange karriere.

Artiklen fortsætter under billedet …

»Jeg mistede hurtigt motivationen på officersskolen og havde utroligt svært ved at acceptere den utroligt slatne disciplin, som skolen stod for. Det var en diametral modsætning til det, som jeg havde oplevet i Hæren. Juul, From og Hymøller fra sergentskolen var udskiftet med personer, som mindede mig om pædagogerne på mit fritidshjem.«

Mest dybde og selvrefleksion finder man i de kapitler, der omhandler de internationale missioner, som MET alle har været indsat i spændende fra Balkan over Afghanistan til Libyen og Irak. Her vil kritiske læsere dog også få bekræftet nogle af fordommene om Flyvevåbnets piloter, som drikker drinks i hotellets fredfyldte og solbeskinnede pool få timer efter at have fløjet dødsens alvorlige missioner over en krigszone.

»Det var en surrealistisk oplevelse at flyve over Sarajevo, Tuzla eller Screbrenica i Bosnien, hvor de mest modbydelige ting fandt sted, for fem timer senere a ligge i en swimmingpool på hotellet med en pina colada i hånden. Var det virkelig sådan at være i krig?,« skriver Thomas Kristensen hudløst ærligt.

Fik kvalme ved tanken om mulige konsekvenser

Til det er svaret ja. Nogle gange. Andre gange tærer det hårdt på psyken dag efter dag at kaste laserstyrede bomber og på den lille skærm i cockpittet se de ødelæggelser, som de medfører. Som da MET deltog i den syv måneder lange mission i Libyen med udgangspunkt fra Sigonella-basen på Sicilien.

Artiklen fortsætter under billedet …

»Endnu et ryk, og så var i alt to tons på vej mod hver sit mål. Jeg krængede flyet op til venstre, så jeg kunne flyve en højrehåndsrunde over målet og se, om vores bomber ramte, som de skulle. Dér kom den første eksplosion og sekundet efter den anden. I periferien af mit targeting-pod-billede skimtede jeg min wingmans bomber detonere. Der var flere brande i, hvad der lignede et fabriksområde, og rester af tage og mure lå – godt sløret af en masse sort røg –  spredt ud over området. Jeg håbede ikke, at der havde været for mange på arbejde den dag.

Et øjeblik strejfede tanken mig, om jeg måske havde frarøvet et barn dets far. Tanken gav mig kvalme, og jeg var taknemmelig for, at at vore targeting-pod hverken havde større zoom, farver eller mikrofon. Det gjorde det alt andet lige nemmere at udføre mig job uden at få store ar på sjælen. Jeg kunne ikke se afrevne lemmer, forvredne og forbrændte kroppe. Jeg kunne ikke høre folk skrige af smerte eller kalde på deres mor i de sidste minutter af deres liv. Krig er noget forbandet skidt, som der i bund og grund ikke er noget godt at sige om.«

Med ”Kysser Himlen” har Thomas Kristensen skrevet en læseværdig, vedkommende og interessant bog om livet som jagerpilot i Flyvevåbnet. Den har sine åbenlyse svagheder, men som inspiration og dokumentation fra en ellers lukket verden er den en velkommen gave, som formentlig også er at finde under flere juletræer. Denne signatur har selv en fortid som delingsfører i et motoriseret infanterikompagni ved Den Kgl. Livgarde i 1990’erne. Efter at have læst ”Kysser Himlen” kan jeg derfor kun give Thomas Kristensens ret, når han beskriver en episode som delingsfører fra øvelsesterrænet i Næstved, hvor F-16 overfløj øvelsen.

»Selv for den utrænede beskuer var det nemt at se, at det måtte være uendeligt mange gange federe at sidde deroppe i den lyseblå himmel frem for at rende rundt med grøn maling i hovedet på en knoldet mark i Slagelse.«

Vil man have et indblik i, hvad man gik glip af og forstå, hvorfor flåde- og hærofficerer let bliver så misundelige på Flyvevåbnets piloter, er det bare med at købe ”Kysser Himlen”.