spot_img

General Petraeus spøger stadig i kulissen trods skandale og deroute

ANMELDELSE: En ny dansk bog fortæller historien om den amerikanske general David Petraeus, som var på vej mod de politiske stjerner i USA, da han blev fældet af sin egen dumhed. Siden blev han idømt to års betinget fængsel, men spøger stadig i kulissen i amerikansk politik.

Han er en af de mest markante, respekterede og omtalte amerikanske generaler i sin tid. Og havde det ikke været for en selvforskyldt skandale, tyder meget på, at general David Petraeus i dag kunne have været USA’s udenrigsminister. Det er essensen af bogen “I Nationens Tjeneste” om generalen, som udenrigsredaktør Philip Chr. Ulrich fra Kongressen.com har skrevet, og som udkommer i dag på Syddansk Universitetsforlag.

Philip Chr. Ulrich er udenrigsredaktør på Kongressen.com og har skrevet bogen “I Nationens Tjeneste” om general David Petraeus. Foto: Ernstved

David Petraeus har været en del af den amerikanske (militær)elite i mange år og bl.a. været chef for Central Command, som er en af USA’s vigtigste udenrigspolitiske poster. Men det er hans tid som chef for styrken i Irak 2007-2008, der for alvor gjorde ham til den nationale militære helt, som amerikanerne savnede – efter mange års trøstesløse krige i Afghanistan og Irak. Her opbyggede han sit ry som landets fremmeste ekspert i oprørsbekæmpelse, som ellers var en disciplin, det amerikanske militær havde vægret sig mod efter nederlaget i Vietnam, som forfatteren på glimrende vis redegør for.

For præsident George W. Bush var general Petraeus den rette mand på rette sted til rette tid. Han vandt ikke krigen, men næsten. Sådan opfattede amerikanerne og præsidenten det i hvert fald, og var det ikke for Patraeus’ nye strategi, havde amerikanerne formentlig mistet både flere mand, ligesom Irak var endt i regulær borgerkrig (nogle vil påstå, at det allerede var sket).

Blev sat på sidespor med belønning

I 2011 forlod Petraeus militæret for at tiltræde stillingen som præsident Barack Obamas chef for efterretningstjenesten CIA. Onde tunger ville vide, at Obama først og fremmest havde udnævnt Petraeus for at mindske sandsynligheden for, at den pensionerede general ville stille op som republikanernes præsidentkandidat i 2012. Selv afviste David Petraeus, at han havde slige planer, men hans offentlige optræden dengang lagde ikke en dæmper på gisninger og spådomme om hans mulige kandidatur.

Artiklen fortsætter under billedet …

Petraeus taler med amerikanske soldater udstationeret i det østlige Afghanistan i august 2010. Foto: U.S. Air Force

I Det Hvide Hus så man på David Petraeus som en potentiel politisk modstander, idet generalen var erklæret republikaner og stod med gode kort på hånden. Petraeus selv ville gerne være forsvarschef, men det ville ifølge Det Hvide Hus give ham en alt for fremtrædende platform at videreudbygge sin popularitet på. I stedet tilbød Obama Petraeus stillingen som chef for CIA, hvilket både var en ærefuld forfremmelse og påskønnelse af generalens mangeårige heltemodige indsats – og samtidig en post, som han skulle udføre trukket tilbage fra offentlighedens søgelys og uden mulighed for hele tiden at promovere sig selv.

Her nåede Petraeus dog ikke at sidde længe. Han blev fældet af sin egen skygge, fordi han under udarbejdelsen af sin biografi havde haft et flere måneder langt forhold til forfatteren – den militært uddannede officer Paula Broadwell. Affæren blev kun opdaget, fordi Paula Broadwell fra en anonym mailadresse var begyndt at sende truende mails til en Jill Kelly i Florida, som ifølge Broadwell lagde an på generalen. Kelly bad en bekendt, som arbejdede i FBI, om at undersøge sagen, og efterforskningen viste, at afsenderen var Paula Broadwell. Men den viste også, at Broadwell havde et forhold til general Petraeus, og at han havde videregivet nationale fortroligheder til forfatteren.

Artiklen fortsætter under billedet …

General David Petraeus fotograferet sammen med den kvinde, der blev hans militære endeligt – forfatteren og officeren Paula Broadwell.

David Petraeus havnede i en sand skandale og trak sig ydmyget fra sin stilling som chef for CIA. Men pinslerne sluttede ikke her. I 20015 anbefalede FBI og det amerikanske justitsministerium, at der blev rejst tiltale mod Petraeus for lækage af klassificeret information til Paula Broadwell, og således gik det. I april 2015 blev David Petraeus idømt to års betinget fængsel og en bøde på 100.000 dollars.

Man skal endnu ikke afskrive Petraeus

Men dommen til trods skal man ifølge Philip Chr. Ulrich ikke afskrive David Petraeus som færdig mand i amerikansk politik. For et år siden var han på trods af dommen på tale som ny udenrigsminister i Donald Trumps regering, og med udenrigsminister Rex Tillersons aktuelle problemer på posten, spøger David Petraeus atter i kulissen.

“I Nationens Tjeneste” udkommer i dag på Syddansk Universitetsforlag. Den er skrevet af Philip Chr. Ulrich og koster 248,00 kr.

Hvis man vil forstå generalens historie og læse den i en historisk kontekst, der samtidig forklarer det amerikanske forsvars moderne udvikling, ligger bogen lige for. Philip Chr. Ulrich har skrevet en fremragende bog, som ikke bare fortæller historien om en bemærkelsesværdig mand, officer og potentiel nationalhelt. Han fortæller tillige historien om det amerikanske forsvar med en indsigt, så man skulle tro, at forfatteren selv har en militær baggrund, hvilket dog ikke er tilfældet. Til gengæld har han interessen, passionen og evnen til at fortælle, og det skal han have tak for.

Tillad mig dog at komme en smule malurt i bægeret. Philip Chr. Ulrich har en – for en hver redaktør (jeg er selv en af dem og redigerer hans blogindlæg på OLFI) – dårlig vane med ikke at oversætte citater fra engelsk til dansk. Det er en uskik, som redaktøren på bogen om Petraeus burde have slået ned på, men som ikke et sket. Det er ikke et problem, så længe at man forstår engelsk. Men det irriterer, forstyrrer læsningen og vidner om en uheldig dovenskab fra forfatterens (og redaktørens side), at citaterne står på engelsk i stedet for at være oversat til dansk.

Når det er sagt, at det en bog, som enhver interesseret i amerikansk militærhistorie bør købe og have stående på sin hylde.

I Nationens Tjeneste kan købes direkte på Syddansk Universitetsforlags hjemmeside.

Andre læste også

»Den sikkerhedspolitiske situation og ændringer i vores opgavefokus udfordrer os«

Abonnement
Chefen for Flyverkommandoen erkender i et skriftligt svar til OLFI, at de unge piloter er pressede. Han lover, at man fra flyveledelsens side er i gang med at adressere udfordringerne, men han vil ikke stille op til interview og svare på spørgsmål. Nej. Generalmajor Jan Dam ønsker som chef for...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer