spot_img

Derfor offentliggør jeg budgetanalysen – læs den og giv din mening til kende!

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

KOMMENTAR: Onsdag offentliggør OLFI budgetanalysen i sin fulde længde for at sikre en fri og åben debat på et oplyst grundlag. I et demokratisk lys giver offentliggørelsen en unik chance for alle interessenter for at klæde politikerne på direkte og uden filter i god tid FØR forhandlingerne om det kommende forsvarsforlig. Brug den!

Beskyldninger om rygter og von hörensagen har det ikke skortet på hen over sommeren, som OLFI bid for bid har afsløret planerne om besparelser i forbindelse med det kommende forsvarsforlig. Betroede kilder har med stor risiko indvilget i at fortælle, hvad den både omtalte og berygtede budgetanalyse indeholder af planer for at hente et provenu på en lille mia. kr. på Forsvarsministeriets område – heraf 600 mio. kr. på det operative område.

Som journalist og redaktør løber man altid en risiko og sætter både navn og integritet på spil, når man afslører fortroligheder på baggrund af anonyme kilder. Jeg har imidlertid på intet tidspunkt haft anledning til at betvivle de oplysninger, som jeg har fået – ej heller at så tvivl om motiver eller integritet hos mine kilder. De har som jeg alene det ønske, at debatten skal foregå på et oplyst grundlag og i god tid FØR, at forliget bliver indgået. Ikke efter, som det efterhånden er blevet for vane i dansk politik.

Artiklen fortsætter under billedet …

Tirsdag offentliggør OLFI budgetanalysen i sin fulde længde.

Det er en uskik. Selvfølgelig skal politikere og embedsmænd have lejlighed til at forberede politiske udspil i fred og ro – og til at iværksætte de undersøgelser, som de måtte finde nødvendige. Og lige så klart burde det i et demokratisk lys være en selvfølge, at disse undersøgelser blev gjort offentlige i god tid. Det sker bare ikke.

Som journalist og redaktør har det derfor været en drivkraft for mig at komme så tæt på budgetanalysen som muligt. Når ledende generaler, embedsmænd og politikere mener, at en offentliggørelse af budgetanalysen vil forplumre debatten og så unødig tvivl og usikkerhed hos Forsvarets ansatte, tager de alle fejl. Usikkerheden og tvivlen opstod det øjeblik, at budgetanalysen blev besluttet, og de mange civile konsulenter, som det seneste år har været på rundtur i Forsvaret, har kun øget usikkerheden. Det eneste ærlige og reelle ledelsesmæssige skridt i forhold til Forsvarets ansatte ville være at melde klart ud, hvad de har fundet frem til, og hvilke planer man arbejder med. Det sker bare ikke.

Offentliggørelse skal kvalificere debatten

Og det gør det så alligevel. Tirsdag offentliggør jeg hele budgetanalysen med materialesamling på sammenlagt over 1.000 sider. Det gør jeg for at give alle interessenter den bedste mulighed for at kvalificere debatten over for vores politikere, som i sidste ende skal strikke det endelige forlig sammen. Disse politikere efterlyser ofte mere åbenhed i Forsvaret og en bredere debat med deltagelse af Forsvarets medarbejdere.

Desværre har Forsvaret udviklet en besynderlig hold-kæft-kultur, hvor kritiske røster i højere grad bliver betragtet som illoyale i stedet for som engagerede medarbejdere til gavn for Forsvarets udvikling. I et system, hvor avancement i karrieren er afhængigt af chefens påskønnelse, er det blevet den sikre vej ikke at udtrykke sin personlige holdning. Eller endnu værre – kun at forfremme de personer til de øverste embeder, som har vist sig egnede til at føre hold-kæft-traditionen videre og vist sig villige til at optræde som politiske embedsmænd frem for primært militærfaglige rådgivere.

Resultatet kan man læse i de efterhånden flere år gamle trivselsmålinger, som afslørede en afgrundsdyb mistillid blandt medarbejderne til Forsvarets øverste ledelse. Mange medarbejdere i Forsvaret har den oplevelse, at ledelsen hellere taler politikerne efter munden, end den fortæller ærligt om rigets sande tilstand.

Artiklen fortsætter under citatet …

En fri og åben debat er i alles interesse

Som redaktør på OLFI skal jeg ikke gøre mig til dommer. Men ingen skal være i tvivl om, at jeg mener, at en fri og åben debat er i alles interesse. Både politikernes, Forsvarets ledelses og ikke mindst medarbejdernes. Det er på tide, at Forsvarets ledelse kommer ud af busken og blander sig i debatten, og det er på tide, at medarbejderne gør det. Undskyldninger for at tie gælder ikke længere.

For et år siden slog ombudsmanden fast i et sprog, som ikke kunne misforstås, at det er både »ønskeligt og nyttigt, at offentligt ansatte i vidt omfang gør brug af ytringsfriheden og deltager i den offentlige debat med deres synspunkter og viden«. Det skete sammen med en offentlig røffel til den daværende forsvarschef, som var kommet for skade at sige og gentage flere gange, at han ville fyre illoyale medarbejdere.

Retten til at ytre sig – og pligten vil nogen sige – bliver der nu god lejlighed til at bruge. Jeg vil opfordre alle, som har viden om forhold i Forsvaret til at læse budgetanalysen med fagkritiske briller. Arbejder du på et værksted i Forsvaret, skal du dykke ned og læse, hvad rapporten siger om vedligehold og værksteder. Du skal være kritisk og gerne med egne ord beskrive, hvilke konsekvenser de foreslåede besparelser ifølge dig vil få for både Forsvaret og for dig. I det hele taget har du netop nu en unik chance for at blande dig med vigtig viden i den offentlige debat til gavn og glæde for det demokrati, som vi værdsætter så højt.

Du kan klæde politikerne på uden om OLFI

Men du behøver ikke at få dit bidrag og din aktive deltagelse ud i offentligheden. Du kan også bare læse, danne dig din egen mening om tiltagene og så skrive til landets forsvarspolitikere, hvad du ser af fordele og ulemper i de givne tiltag. Det kan også være, at den oplagte løsning slet ikke fremgår af rapporten. Så er det nu, at du skal beskrive den, så politikerne har noget at bringe i spil, når de sidder ved forhandlingsbordet i Forsvarsministeriet.

Du kan enten sende et debatindlæg til OLFI på info@olfi.dk, eller du kan sende dine input direkte til en eller flere af partiernes forsvarspolitiske ordførere. Du kan se en liste over ordførerne her med tilhørende mailadresser:

Alternativet Rasmus Nordqvist (rasmus.nordqvist@ft.dk)
Dansk Folkeparti Marie Krarup (marie.krarup@ft.dk)
Det Konservative Folkeparti Rasmus Jarlov (rasmus.jarlov@ft.dk)
Det Radikale Venstre Martin Lidegaard (martin.lidegaard@ft.dk)
Enhedslisten Eva Flyvholm (eva.flyvholm@ft.dk)
Liberal Alliance Carsten Bach (carsten.bach@ft.dk)
Socialdemokratiet Henrik Dam Kristensen (henrik.kristensen@ft.dk)
Socialistisk Folkeparti Holger K. Nielsen (sfhoni@ft.dk)
Venstre Peter Juel Jensen (vpejj@ft.dk)

Med ønsket om levende debat med mange gode forslag og argumenter. Og så rigtig god flagdag til jer alle i morgen!

RETTELSE: Det er faldet flere for brystet, at jeg ville offentliggøre budgetanalysen på flagdagen. Jeg har derfor valgt at udsætte offentliggørelsen til onsdag. Jeg beklager forvirringen. 

Andre læste også

Forsvarsministeriet har udviklet sig til det rene Ebberød Bank

Abonnement
KOMMENTAR: Forsvarsministeriets Personalestyrelse har lige brugt 13 mio. kr. på en hvervekampagne, som har til formål at tiltrække nye og fastholde nuværende medarbejdere på hele Forsvarsministeriets område. Samtidig er der indført ansættelsesstop og pålagt besparelser for et trecifret millionbeløb på tværs af Forsvarsministeriets område. Husker du historien om Ebberød Bank?...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

1 kommentar

guest
1 Kommentar
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Torben Waldbjørn Nielsen
Læser
Torben Waldbjørn Nielsen
4. september 2017 20:46

Spændende med lidt detaljeret indsigt i hvad det foregår.. Forsvaret har længe talt om ytringsfrihed og åbenhed.. men viser (igen) med dette forlig, der iøvrigt bliver udarbejdet bag hametisk lukkede døre, at åbenhed, debat, ytringsfrihed.. kan fortolkes bredt. De selv samme værdier vi blive bedt om at forvarer.