spot_img

Donald Trumps søn har selv afsløret hovedrolle i russiske forbindelser

BLOG: Nye e-mails offentliggjort af Donald Trump Jr. bringer sagen om russisk indblanding i det amerikanske valg i 2016 tættere på præsidenten. Sønnen havde et møde med en russisk advokat, men hvor meget vidste præsident-kandidaten selv?

Sagen om Donald Trumps kampagnestabs samarbejde med russerne under præsident-valgkampen sidste år udvikler sig dag for dag. Der er nedsat en undersøgelseskommission med den tidligere FBI-chef, Robert S. Mueller, i spidsen, men sideløbende med det arbejde, vælter skeletterne ud af skabene i fuld offentlighed. I går, tirsdag, valgte præsident Donald Trumps søn med navnet Donald Trump Jr. at offentliggøre en hel email-tråd med en korrespondance, som han havde med den kvindelige russiske advokat, Natalia Veselnitskaya.

Artiklen fortsætter under tweetet …

Jeg har virkelig tænkt over det, og jeg kan simpelthen ikke gennemskue strategien bag offentliggørelsen. En New York Times afsløring havde presset præsidentens søn over et par dage, og Donald Trump Jr.’s forklaringer holdt ikke vand.

Først den ene vej og så den anden vej

Først sagde han, at mødet med den russiske advokat var for at diskutere adoption af russiske børn. Hmm – og til det skal man bruge præsident Trumps kampagnechef Paul Manafort og en af Trumps tætteste rådgivere – nemlig svigersøn Jared Kushner? Den holdt ikke ret længe.

Philip Christian Ulrich har en fortid på Forsvarsakademiet og er ekspert i amerikansk sikkerhedspolitik. Han er tillige udenrigsredaktør på Kongressen.com. Foto: Ernstved

Dernæst lød forklaringen, at Donald Trump Jr. godt vidste, at advokaten havde informationer om demokraternes præsidentkandidat, Hillary Clinton. Men Donald Trump Jr. vidste ikke, hvem Natalia Veselnitskaya var, og hvad hun helt præcist ville. Og så er vi tilbage ved spørgsmålet: Hvorfor tage Paul Manafort og Jared Kushner med til sådan et møde? Hvorfor invitere to af de højest placerede rådgivere fra Trump-kampagnen med til et møde, med en person, du ikke ved hvem er, og hvad vil? Det holdt heller ikke rigtig.

Det lader til, at Donald Trump Jr. fik at vide, at New York Times ville skrive en historie om den e-mailkorrespondance, som ledte op til mødet. Derfor valgte han tilsyneladende at prøve at tage af for faldet ved at offentliggøre mail-korrespondancen … En eller anden spindoktor må forklare den for mig.

Med disse e-mails får vi sort på hvidt syn for, at der var en åbenlys villighed fra fremtrædende medlemmer af Trump-kampagnen til at modtage informationer fra Rusland. Det viser sig nemlig, at Donald Trump Jr. blev tydeligt gjort opmærksom på, at de informationer, som han kunne se frem til på mødet, kom fra Rusland.

Det var selvfølgelig derfor, at han inviterede Manafort og Kushner med. Det her var et møde på højt niveau med informationer fra Rusland, som skulle hjælpe Trumps valgkamp ved at skade Hillary Clinton og dermed hendes chancer for at vinde præsidentvalget.

Potentielt brud på amerikansk lovgivning

Hvad så nu? Potentielt set så har Jared Kushner, Paul Manafort og Donald Trump Jr. brudt loven ved at modtage informationer fra en fremmed magt, hvilket er ulovligt i henhold til amerikanske valglove. Men lige nu befinder vi os i ukendt juridisk terræn, da meget af det amerikanske juridiske system også baseres på præcedens – og det er der bare ikke rigtig noget af.

Man kan blive enige om, at Donald Trump Jr. burde være gået til FBI med den klare information, han fik i ovenstående e-mail, nemlig at Rusland aktivt søgte at hjælpe hans far. Det gjorde han ikke, og i stedet tog han mødet og inviterede fremtrædende rådgivere med.

Spørgsmålet er altså ikke længere, om der var en forbindelse mellem udsendte fra Rusland og Trump-kampagnen med det formål at undergrave Hillary Clinton og dermed påvirke valgkampen. Spørgsmålet er derfor nu, hvor meget vidste kandidat Trump selv? Var han med i de kontakter? Men så kommer det næste spørgsmål: Hvornår får republikanerne i Kongressen nok? Det går der nok en rum tid, før de gør det.

Paul Manafort er ikke længere del af Trumps hold, og Donald Trump Jr. har ikke en rolle i fars regering. Dermed kan republikanerne potentielt set læne sig op ad, at det ikke er aktive medlemmer af regeringen, som har gjort det – ud over Jared Kushner, som de nok får svært ved at røre.

Ikke et problem for regeringen

Hovedpersonerne ikke er aktive medlemmer af den siddende regeringen, og derfor kan republikanerne sige, at det ikke er et problem for regeringen – og kun for det, der engang var Trump-kampagnen.

Der kom altså en ”smoking gun” i går. Men det er Donald Trump Jr., som står med den – og ikke præsidenten. Donald Trump gik på Twitter her til morgen og forsvarede sin søn, efter at Donald Trump Jr. havde været på Fox News og forsvare sig i går aftes. Interviewet med Sean Hannity producerede – ikke overraskende – ikke de store afsløringer eller tilståelser, men en fortsat erklæring om, at man intet forkert har gjort.

Artiklen fortsætter under tweetet …

Tweetet her til morgen var selvfølgelig mere støttende end udtalelsen, som kom fra præsidenten i går: ”Min søn er en person af høj kvalitet, og jeg hylder hans åbenhed.” Ikke ligefrem et storstilet faderligt forsvar af en søn under angreb.

Der bliver nok at tale om i den kommende tid.

Se indslag om sagen fra CBSN her:

Andre læste også

»Hver gang Putin har eskaleret, er vi kommet rendende med for lidt og for sent«

Abonnement
INTERVIEW. Det er mange år siden, Anders Fogh Rasmussen indstillede sin parlamentariske karriere og satte sig for bordenden som generalsekretær i Nato. Nu er han en fri fugl, og det kommer særligt i udtryk i Venstre-koryfæets udtalte og uforbeholdne støtte til Ukraine. Vesten skal træde mere i karakter og...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer