spot_img

Trumps forsvarsminister giver USA’s allierede en smule ro i sjælen

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

ANALYSE: Fredag aflagde Donald Trump ed som USA’s 45. præsident. Næppe før har bekymringerne været større til en ny leder af den vestlige verden på grund af hans flirten med Rusland og Vladimir Putin. I Vesten og Nato knytter håbet sig til forsvarsminister James Mattis – bedre kendt som “Mad Dog”.

De holder vejret. Ikke bare i Nato, men også i en lang række regeringer rundt omkring i verden. For hvad er det for en udenrigs- og sikkerhedspolitik, Donald Trump vil føre efter fredag at have aflagt ed som USA’s 45. præsident? Spørgsmålene blæser i vinden.

Over de seneste måneder har Trump i en række interviews givet udtryk for holdninger, som vækker alvorlig bekymring blandt USA’s allierede. I sit seneste interview inden sin indsættelse sagde han, at Nato som institution er »forældet«, og han har tidligere sået alvorligt tvivl om, hvorvidt USA vil overholde sine forpligtelser i forhold til Nato – ikke mindst ved aktivering af Artikel 5. Det er musketér-eden, som siger, at et angreb på et Nato-land er et angreb på alle.

Da New York Times i sommer interviewede Donald Trump, sendte han chokbølger gennem Nato, da han blev bedt om at svare på, om USA under hans lederskab ville forsvare de baltiske lande, hvis Rusland valgte at angribe.

»Hvis de lever op til deres forpligtelser, er svaret ja.«

Med andre ord: Bruger balterne ikke to pct. af BNP på deres eget forsvar, kan de ikke forvente hjælp fra USA – muskertéred eller ej. Under den første tv-transmitterede præsident-debat med demokraternes Hillary Clinton uddybede Donald Trump i september.

»Hvad jeg mener om Nato? Jeg er forretningsmand, og jeg har også min sunde fornuft. Af de 28 medlemslande betaler en stor del af dem ikke deres rimelige andel. Og det generer mig, for vi forsvarer dem, og de burde i det mindste betale os, hvad de skulle ifølge traktaten og kontrakten,« sagde han.

Taler om Putin i positive vendinger

Donald Trump har talt om Vladimir Putin og Rusland i yderst positive vendinger, og han har rost Julian Assange og WikiLeaks for at offentliggøre interne mails fra demokraternes konvent i sommer. De afslørede, at den demokratiske partiledelse støttede Hillary Clinton og forsøgte at underminere udfordreren Bernie Sanders kampagne.

Da CIA i en rapport i december pegede på, at Rusland stod bag i et forsøg på at øge Donald Trumps chancer for at vinde præsidentvalget, rettede Trump hård kritik mod både CIA og FBI. Det er vist aldrig sket før, at en kommende amerikanske præsident angriber landets efterretningstjenester, roser ham, som et bredt flertal af amerikanerne ser som landets største trussel (Putin) og samtidig hylder en mand, som er eftersøgt for at udgøre en trussel mod USA’s sikkerhed.

På et pressemøde i Florida i slutningen af juli gik Trump så langt som til at komme med en direkte opfordring til russiske hackere i håbet om at finde de slettede emails, som Hillary Clinton i sin tid som udenrigsminister skulle have sendt fra sin private emailadresse:

»Rusland, hvis I lytter, jeg håber, at I er i stand til at finde de 30.000 e-mails, der mangler.«

Udenrigsminister Tillerson har fået orden af Putin

I det hele taget er det Donald Trumps åbenbare fascination af Vladimir Putin og positive tilgang til Ruslands lederskab, som bekymrer mest. Dette varme forhold til Rusland spiller også en rolle for den nye udenrigsminister, Rex Tillerson. Ind til for en måned siden var han øverste direktør i det amerikanske olieselskab Exxon Mobil, og han har to årtier haft ualmindeligt tætte bånd til Vladimir Putin. Flere medier kalder deres forhold for en bromance, og Putin har sågar tildelt Tillerson den russiske venskabsorden (Order of Friendship).

Tillerson bliver tillige beskyldt for at forsøge at påvirke kongressen i pro-russisk retning, da denne debatterede sanktioner mod Rusland efter russernes annektering af Krim og besættelse af den østlige Donbasprovins i Ukraine.

På Trumps pro-russiske hold var også erhvervsmanden Paul Manafort, som var kampagneleder for Trump ind til august, da han valgte at trække sig efter et voksende pres på grund af sine meget varme forbindelser til russiske oligarker og ikke mindst den korrupte og forhadte tidligere ukrainske præsident Viktor Janukovitj.

Meget tyder med andre ord på, at Trump og hans administrations kærlighed til Vladimir Putin og Rusland har betydelige økonomiske undertoneren, og en stor del af Donald Trumps formue kommer da også fra russiske investorer. I 2008 udtalte Donald Trumps søn, Donald Trump Jr., ifølge POV International, at pengene ”vælter ind fra Rusland”, og at der er en ”uforholdsmæssig stor del” af Trump-firmaets aktiver, der er betalt med investeringer fra russere.

James “Mad Dog” Mattis er garanten for Nato

Alt dette ikke bare bekymrer de allierede lande i Nato, men skræmmer. For hvad er det egentlig for en mand, der i hvert fald i de næste fire år skal lede den frie verden? En præsident og en regering, der åbenlyst flirter med Rusland og Putin, som de allierede I Nato over de seneste par år har lagt på is og rettet alliancens våben mod.

Når der trods frygt og usikkerhed om den nye mand i Det Hvide Hus alligevel spores en smule fortrøstning, skyldes det Donald Trumps valg af forsvarsminister. Han hedder James Mattis og har fået det lidet flatterende tilnavn ”Mad Dog” – ”den gale hund” – hvilket han i øvrigt overhovedet ikke bryder sig om.

Artiklen fortsætter under billedet …

General Jim Mattis i samtale med general Martin Dempsey om bord på et C-17 fly på vej mod Bagdad i december 2011. Foto: US Army
General Jim Mattis i samtale med general Martin Dempsey om bord på et C-17 fly på vej mod Bagdad i december 2011. Foto: US Army

Jim Mattis, som han går under i daglig tale, er en pensioneret, firestjernet krigsveteran fra både Irak og Afghanistan, der sluttede sin karriere som chef for Central Command (CentCom). Historisk set er han den første forsvarsminister siden George Marshall (1950-1951) med en fortid som pensioneret general.

Både blandt republikanere og demokrater er Jim Mattis bredt respekteret og står nok for en radikalt anderledes kurs særligt i Mellemøsten end Barack Obama, men han er samtidig garanten for den nye amerikanske regerings fortsatte forankring i Nato.

Kalder Nato den stærkeste militære alliance måske nogensinde

Det blev tydeliggjort, da han i sidste uge i fire timer var gennem den obligatoriske senatshøring for at blive godkendt som forsvarsminister. Jim Mattis har selv gjort tjeneste som Natos Supreme Allied Commander of Transformation fra 2007 til 2009 og kaldte Nato for »formentlig den mest succesfulde militære alliance i moderne historie, måske nogensinde«. Og så kaldte han Rusland og Vladimir Putin for en trussel.

»Lige nu er det vigtigste, at vi erkender virkeligheden af, hvad vi gør i forhold til Hr. Putin. Og at vi erkender, at han prøver at nedbryde den nordatlantiske alliance, og at vi tager de nødvendige skridt, diplomatiske, økonomiske og militære i samarbejde med vore allierede for at forsvare os selv, hvor det er nødvendigt,« sagde han og identificerede den russiske aggression, terrorisme og Kinas handlinger i Det Sydkinesiske Hav som de største sikkerhedsmæssige farer siden Anden Verdenskrig.

Jim Mattis er – i modsætning til præsidenten – imod tortur af fanger og har sagt til Donald Trump, at han kan opnå bedre resultater i afhøringer af fanger med en pakke cigaretter og et par øl end med waterboarding. Et svar, som Donald Trump i øvrigt roste. Mattis ser derudover Iran som den største trussel i Mellemøsten – og langt større end truslen fra Islamisk Stat.

Mattis føler stærkt for Nato

Men hvad betyder det så alt sammen for præsident Trump, USA og de allierede i Nato? At regeringerne blandt Nato-landene har fået noget af et wake up call, skal man bare læse Berlingskes interview med forsvarsminister Claus Hjorth Frederiksen (V) i sidste uge for at forstå. Manden, der som finansminister pålagde Forsvaret besparelser på 3.000 mio. kr. om året ud af et budget på omkring 20 mia. kr., taler nu om, at »der tegner sig et meget alvorlig trusselsbillede mod Danmark« fra Rusland og lover samtidig flere penge til Forsvaret.

De øvrige Nato-lande er efter årtiers nedrustning over en bred kam noget længere end Danmark i bestræbelserne på at ruste op, og alene i det lys har den tidligere amerikanske regering og Donald Trump opnået meget. Samtidig tyder noget på, at præsident Trumps kurs for Amerika er påvirkelig af gode råd, og at man ikke nødvendigvis skal stole på, at alt, hvad præsidenten tweeter i 140 tegn, bliver ført ud i livet. Ifølge Jim Mattis kan præsident Trump i hvert fald lytte.

»Jeg har haft diskussioner med ham om dette emne (om Nato, red.). Han har vist sig at være åben endog til et punkt, hvor han stillede flere spørgsmål og gik dybere ind i, hvorfor jeg føler så stærkt (for alliancen, red.).«

Det er dette halmstrå, som de allierede i Nato klamrer sig til.

Se den fulde senatshøring af general Jim Mattis nedenfor …

Andre læste også

Stop nu den manipulerende propaganda!

Abonnement
KOMMENTAR: Forsvaret genvinder aldrig befolkningens tillid, før hele det militære system åbner mere op og begynder at kommunikere ærligt og troværdigt. Sagen om ”Iver Huitfeldt” blev håndteret katastrofalt, og den nu detroniserede forsvarschef Flemming Lentfer fortsætter i egen kamikazestil gennem sin advokat. Vi sagde det i kærlighed. ”Cirkus Mili” var...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer