Dansk fregat skal sejle med amerikansk hangarskibsgruppe

3
Fregatten F362 "Peter Willemoes" fotograferet i Middelhavet i maj 2014. Foto: Forsvaret

Fra februar til maj skal den danske fregat “Peter Willemoes” sejle med en amerikansk hangarskibsgruppe i Middelhavet. Formålet er at udvikle Søværnets kapacitet til at varetage nye og mere komplekse operative opgaver.

Gennem de seneste 20 år har Danmark arbejdet tættere og tættere sammen med amerikanske styrker i Irak, Afghanistan, Libyen, irak og ud for Afrikas Horn. Nu bliver båndene endnu stærkere, når den danske fregat F362 “Peter Willemoes” fra februar til maj skal sejle sammen med en amerikansk hangarskibsgruppe.

Det besluttede et flertal i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn i dag, og der er derfor tale om en formsag, når beslutningsforslaget kommer til afstemning i folketingssalen senere i dag. Formålet med deltagelsen er at udvikle Søværnets kapacitet til at varetage nye og mere komplekse operative opgaver og samtidigt styrke danske og amerikanske skibes evne til at indgå i fælles operationer. Det fortæller udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).

“Vores fregat-bidrag er en vigtig investering, der er med til at ruste Søværnet til en usikker fremtid. Fregatten vil samtidig kunne yde et indirekte bidrag til kampen mod ISIL, og det er jeg glad for,” siger han.

Vil forbedre sikkerheden til søs

Sejladsen vil foregå i Middelhavet og i farvandet omkring Den Arabiske Halvø, og her vil den danske fregat indgå i øvelser og løbende træning med de amerikanske enheder. Desuden vil fregatten undervejs skulle indgå i det samlede forsvar af hangarskibsgruppen og kunne bidrage til at koordinere og kontrollere fly i luftrummet omkring hangarskibsgruppen. Det glæder forsvarsminister Claus Hjorth Frederiksen (V).

“Jeg er meget tilfreds med, at en dansk fregat kan sejle med i en amerikansk hangarskibsgruppe, og at den bidrager til hangarskibsgruppens samlede opgaveløsning undervejs. Det er med til at gøre vores i forvejen dygtige søfolk endnu bedre, samtidig med at vi kan støtte op om kampen mod ISIL og indsatsen for at forbedre sikkerheden til søs i et område, hvor mange danske skibe passerer,” siger han.

Den danske fregat vil løse opgaverne, mens hangarskibsgruppen er indsat til støtte for den internationale koalitions indsats mod ISIL i Irak og Syrien samt den internationale koalitionsstyrke Combined Maritime Forces (CMF). CMF varetager en række maritime sikkerhedsopgaver i farvandet omkring Den Arabiske Halvø, herunder bekæmpelse af terrorisme og pirateri.

guest
3 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Inline Feedback
Læs alle kommentarer