Politikere: Flotation ikke del af forhandlinger om nye helikoptere

Folketingspolitikeren Bjarne Laustsen (S) er kommitteret for Hjemmeværnet og var som daværende forsvarsordfører med til at træffe beslutning om købet af Seahawk i 2012. Her ses han sammen med daværende forsvarsminister Peter Christensen (V) i februar, da Hjemmeværnet fik overdraget to nye Britten-Norman Islander II fly, der skal bruges til primært overvågningsopgaver. Foto: Forsvaret

Forsvaret gjorde ikke politikerne i Folketingets Forsvarsudvalg opmærksomme på, at de nye Seahawk helikoptere ikke kan leve op til civile lovkrav, selv om helikopterne skal flyve redningsberedskab i Nordatlanten og ofte have civile passagerer om bord.

Emnet stod slet ikke på dagsordenen. I Folketingets Forsvarsudvalg blev der i 2011 og 2012 diskuteret ombygning af Forsvarets inspektionsfartøjer og monteringen af en fastholdelseskrog på undersiden af helikopterne, hvis valget af Danmarks nye skibsbaserede helikopter skulle ende med at blive den amerikanske Seahawk.

Derimod var det aldrig et emne under forhandlingerne, at netop Seahawken ikke lever op til den civile lovgivning, fordi den ikke har det såkaldte flotation system – en slags maritim airbag, der puster sig op og holder helikopteren flydende, såfremt den er nødsaget til at lande på vand.

At Forsvaret ikke gjorde opmærksom på netop dette forhold undrer nogle af de politikere, der var med til at træffe beslutning om at vælge Lockheed Martins Seahawk frem for Agusta Westlands Wildcat.

»Det var ikke noget, som vi diskuterede. Og det overrasker mig, særligt fordi den skal flyve med civile passagerer. Jeg mener, at det er meget problematisk. For havde vi vidst det, kunne vi have spurgt ind til det,« siger SF’s forsvars- og udenrigspolitiske ordfører, Holger K. Nielsen.

Samme holdning deler socialdemokraternes Bjarne Laustsen, som var partiets forsvarsordfører under forhandlingerne om købet af en ny skibsbaseret helikopter.

»Jeg kan sige med 99 pct. sikkerhed, at Seahawkens manglende evne til at flyde ikke var et spørgsmål, der var oppe at vende. Hvis nogen havde gjort os opmærksom på det, havde vi selvfølgelig boret mere i det,« siger Bjarne Laustsen.

Dansk Folkepartis Marie Krarup mener heller ikke, at der blev diskuteret flotation under forhandlingerne. I Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse fortæller orlogskaptajn Claus Buur, at Forsvaret generelt aldrig oplyser om civil lovgivning, som Forsvaret ikke lever op til.

»Nej, for det er et underliggende grundparameter, som ikke kun gør sig gældende for det her projekt. Vi har ikke specifikt gjort opmærksom på de civile regler, som vi ikke opfylder. Vi kigger på den militære opgaveløsning og de militære standarder, som helikopterne er bygget efter.«

OLFI og Jyllands-Posten har bedt om et interview med forsvarsminister Claus Hjorth Frederiksen (V) og i en mail stillet ham syv konkrete spørgsmål. Det har imidlertid ikke været muligt at interviewe forsvarsministeren, som i stedet har sendt et citat i en mail, som ikke svarer på nogen af de stillede spørgsmål.

OLFI og Jyllands-Posten har tillige stillet otte konkrete spørgsmål til forsvarschef Peter Bartram, som imidlertid ikke ønsker at stille op til interview. Ligesom forsvarsministeren har han sendt en kortfattet mail, som ikke besvarer et eneste af de stillede spørgsmål.