spot_img

Flotation reddede personellet på S-249

I 2011 måtte en af Forsvarets Lynx-helikoptere nødlande på vandet ved Grønnedal i Grønland. Besætningsmedlemmer tvivler ikke på, at flotation var livreddende.

Det var en helt almindelig arbejdsdag i august 2011 med dejligt sommervejr, fladt vand og kun svag vind. Den britiske pilot Richard Dixon med flyvernavnet DIX havde sammen med to teknikere og to øvrige om bord på Søværnets Lynx-helikopter S-249 løst en opgave over land ved Grønnedal i Grønland.

Den var forløbet problemfrit. Men under indflyvningen til inspektionsskibet ”Hvidbjørnen”, som lå til kaj i Grønnedal, gik noget galt. Helikopteren hang omkring 10 meter over havet på siden af skibets helikopterdæk, da situationen pludseligt forvandlede sig livsfarligt.

»Jeg hørte et smæld bag mig og mistede kontrollen over helikopteren,« fortæller Richard Dixon via en skrattende mobiltelefon fra England, hvor han i dag bor og arbejder civilt.

Forlod den flydende helikopter

Det viste sig siden at være helikopterens drivaksel til halerotoren, der var knækket. I situationen handlede Richard Dixon instinktivt. Han tog gassen af rotoren, udløste helikopterens flotation system manuelt, og øjeblikket efter nødlandede S-249 på vandet ved siden af ”Hvidbjørnen”. Tekniker og oversergent Alex Jacobsen slukkede for motoren, og sekunderne efter kunne de fem mand i form af besætning og passagerer forlade den flydende helikopter i sikkerhed.

Oplevelsen for fem år siden husker Richard Dixon stadig tydeligt. Han glæder sig samtidig over, at S-249 havde flotation, for hvis ikke kunne det ifølge ham være gået rigtig galt.

»Jeg er ret sikker på, at jeg nok selv skulle være kommet ud, og det samme ville de tre besætningsmedlemmer formentlig. Men jeg er mere bekymret for passageren. Hvis helikopteren var vendt rundt og begyndt at synke med det samme, kunne jeg godt frygte, at han var blevet fanget inde i helikopteren,« siger Richard Dixon.

“Det gav os tid til at få besætningen ud”

Samme holdning deler oversergent Alex Jacobsen, som sad til venstre for Richard Dixon i cockpittet.

»Det kunne være endt fatalt, hvis ikke vi havde haft flotation til at holde os i overfladen,« siger han.

At Forsvaret var af samme opfattelse, kunne man læse i Ingeniøren, som skrev om hændelsen.

»Helikopteren satte sig så at sige oven på vandet. Det gav tid til, at vi kunne få besætningen ud og bjærge helikopteren. Ellers havde helikopteren været tabt,« sagde oberst Steen Ulrich, som dengang var chef for Helicopter Wing Karup.

Denne artikel er lavet i samarbejde med Jyllands-Posten og er offentliggjort samme sted søndag den 11. december 2016.

map_groennedal

Andre læste også

Action24 viser, at soldaterne selv er den bedste reklame for Forsvaret

KOMMENTAR. Action24 var en saltvandsindsprøjtning uden sidestykke, og jeg har i nyere tid aldrig set så mange glade og smilende soldater. Messen i Fredericia viste, at soldaterne sælger billetter helt uden styrelsernes indblanding. Send soldaterne ud på mini-messer i alle garnisonsbyer! Ja, det koster, men det kan være dyrere...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer