spot_img

Kina spiller nøglerolle i forhold til Nordkorea

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

ANALYSE: Nordkorea truer sine naboer med atomprøvesprængninger og affyring af missiler. Hvorvidt konflikten i Asien udvikler sig, afhænger i høj grad af Kinas ageren, skriver Johannes Riber Nordby fra Forsvarsakademiet i denne analyse.

Den 9. september gennemførte Nordkorea sin femte og sandsynligvis kraftigste underjordiske atomprøvesprængning. Reaktionerne fra det internationale samfund var på vanlig vis forudsigelige med fordømmelser fra både FN, USA, Kina og mange andre. Japan og Sydkorea var  ude med skarpe fordømmelser og advarsler om, at den koreanske halvø er på vej mod yderligere ustabilitet.

En bekymring som blev yderligere styrket, fordi Nordkorea testede mellemdistance raketter fem dage tidligere under G20 mødet i Kina. Det var et klart signal til omverdenen om, hvad den nordkoreanske ambition er; at kunne ramme USA’s nærmeste allierede Japan og Sydkorea med atomvåben.

Mistilliden mellem Nord- og Sydkorea har været høj siden Korea-krigen med et våbenkapløb til følge. Set med teknologiske øjne har det ikke været muligt for Nordkorea at følge den våbenteknologiske udvikling, som man har set i USA og Vesten generelt.

Delvist fordi landet ikke selv har industrien – delvist fordi landet ikke har haft økonomien til at købe våben af andre.  Det er netop, når dette teknologiske gab opstår, at atomvåben bliver interessante. Atomvåben kan re-balancere et styrkeforhold og afskrække en evt. modstander. Det er derfor, at lande som Israel, Pakistan, Indien og Iran har eller har haft nukleare ambitioner. Atomvåben er den bedste garanti for ikke at blive invaderet.

Nordkorea vil afskrække USA og sine naboer

Det er i den sammenhæng, at Nordkoreas atomprogram skal ses. Som en afskrækkelse af USA og dens allierede i regionen. Der ligger dog nogle basale præmisser til grund for den tankegang. For det første, at begge parter har den samme forståelse og logik. Det vil sige, at hvis Sydkorea angriber, får landet en atombombe retur i hovedet.

Omvendt skulle Nordkorea angribe først ved brug af atomvåben, bliver landet sandsynligvis udslettet. Altså en slags Mutual Assured Destruction (MAD) på regionalt plan. Et begreb, opfundet under Den Kolde Krig. Det er klart, at det virker vanvittigt at basere sin strategiske afskrækkelse på MAD, og der er altid en risiko for, at modparten ikke nødvendigvis ser samme logik på samme måde som én selv – og dermed forårsager en konflikt, der involverer atomvåben.

Afskrækkelse kan deles op i to kategorier. Den ene er MAD som beskrevet ovenfor, hvorimod den anden handler om, at en stat kan affyre sine missiler, mens modparten ikke kan rammes eksempelvis pga. et missilskjold. Derfor vil den truende part aldrig angribe, fordi effekten reelt set udebliver. Sådan en type afskrækkelse er ikke afhængig af MAD-logikken, og det er denne type afskrækkelse, som NATO med USA i spidsen er ved at udvikle gennem Ballistic Missile Defence (BMD), som Danmark også støtter.

Sydkorea opstiller sit eget missilskjold

Et tilsvarende koncept er ved at blive installeret i Sydkorea. Terminal High Altitude Area Defense (THAAD) er et amerikansk missilforsvar, som lige nu opstilles i Sydkorea under store protester fra både Nordkorea og Kina. Således argumenterer Beijing for, at der er tale om et missilsystem rettet mere mod Kina end Nordkorea, fordi det i kinesisk optik fratager landet deres nukleare afskrækkelse i regionen. Dette er nok tvivlsomt, delvis fordi Kina har flere hundrede atomsprænghoveder, men også fordi THAAD systemet har en forholdsvis kort rækkevidde. I det magtpolitiske spil er det mindre vigtigt.

THAAD systemet vil sandsynligvis betyde, at Nordkorea vil sætte yderligere skub i deres atomprogram. For med hvert THAAD system følger en kynisk kalkule på, hvor mange missiler der skal affyres, før mindst et missil slipper igennem skjoldet. Den koreanske halvø kan derfor reelt udvikle sig til et yderligere våbenkapløb med Kina og USA på sidelinjen, hvor Nordkorea vil forfølge en nuklear ambition endnu mere i håbet om at kunne afskrække et Sydkorea, som i Pyongyangs perspektiv virker mere og mere truende.

Derfor har vi heller ikke set den sidste atomprøvesprængning eller missiltest på den koreanske halvø. Kinas vilje til at holde hånden under regimet i Nordkorea og Nordkoreas evne til at skaffe den nødvendige teknologi og råstoffer vil være bestemmende for, hvor hurtigt og hvor langt Nordkorea vil gå i udviklingen af atomvåben.

Andre læste også

Før eller siden er vi nødt til at sende Nato-tropper til Ukraine

DEBAT: Folk, der advokerer for en total ukrainsk sejr, må kalibrere deres retorik og strategi, for den kommer ikke, medmindre Nato engagerer sig militært i Ukraine, skriver debattør og historiestuderende Kasper Valentin Poulsen. Der er i sandhed sorte skyer over Ukraine i disse måneder. Både præsident Volodymyr Zelenskyj og hans...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer