Løfte om dansk deltagelse i missilforsvar blæser i vinden

0
I juni fik såvel fregatten "Niels Juel" som støtteskibet "Esbern Snare" lejlighed til at afprøve alle deres våbensystemer under øvelsen Operation Mjølner i Norge. Her er det et missil, der bliver sendt af sted fra støtteskibet "Esbern Snare". Foto: Forsvaret

Selv om Danmark på Nato-topmødet i Wales lovede at deltage i Natos missilskjold med en sensor og radarkapacitet, skal man ikke tage det løfte alt for alvorligt. Det kom frem under en konference fredag om missilforsvaret på fregatten “Niels Juel”.

Når politikkerne på Christiansborg i løbet af 2017 skal forhandle et nyt forsvarsforlig på plads, kommer debatten om en eventuel dansk deltagelse i Natos missilforsvar til at fylde en del. På Nato-topmødet i Wales i 2014 lovede daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), at Danmark ville opgradere minimum en af fregatterne i Iver Huitfeldt-klassen til at kunne deltage med en sensor og radarsystemer til at opfange indkommende ballistiske missiler.

Men det løfte skal man ikke tage alt for alvorligt. Det kom frem på en konference fredag om Danmarks deltagelse i missilskjoldet, som forsvarsindustrien i form af FAD havde arrangeret i samarbejde med Københavns Universitet og Center for Militære Studier på fregatten “Niels Juel” i Københavns Havn.

Her debatterede politikkere fra Dansk Folkeparti, Venstre, Konservative og SF Danmarks eventuelle deltagelse i missilforsvaret sammen med eksperter og forsvarsindustrien. Selv om der fortsat tegner sig et politisk flertal for Danmarks deltagelse, udtrykte såvel de konservative som Dansk Folkeparti sig skeptiske på grund af Forsvarets generelle dårlige økonomi. Og i SF ser udenrigs- og forsvarsordfører Holger K. Nielsen ikke den daværende statsministers løfte til Nato som bindende.

“Vi har demokrati i det her land, og der kan flertallet skifte. Hvis er flertal går imod Helle Thorning-Schmidts løfte, som vi håber på, så må vi ændre det. Sådan er politik. Vi er imod missilforsvaret, og vi er nødt til at have en meget mere strategisk diskussion af deltagelsen i det,” sagde Holger K. Nielsen.

DF: Troværdigheden afhænger ikke af Danmarks deltagelse

Dansk Folkepartis forsvarsordfører Marie Krarup så heller ingen grund til at lægge alt for meget i det løfte, som Danmark gav til Nato i Wales.

”Man kan ikke sige, at vores troværdighed alene afhænger af, om vi deltager i missilforsvaret. Vi kan bidrage til Nato på mange måder, og jeg synes ikke, at vi skal fastholde, at det kun kan være på den her måde. Hvis vi vurderer, at vi kan bruge pengene bedre på en anden måde og stadig bidrage troværdigt, kan jeg ikke se, hvorfor vi skal være låst af, at der var en socialdemokratisk statsminister, der lovede noget på et tidspunkt,” sagde Marie Krarup.

Hun mener imidlertid, at missilforsvaret i stedet for at gøre Danmark mere sikkert kan være med til at øge truslen, fordi Rusland vil opfatte det fjendtligt. Derfor er det ifølge Dansk Folkeparti langt vigtigere at styrke det primære danske territorialforsvar end at gå med i missilforsvaret.

Et ord er et ord og en aftale en aftale

Hos Venstre var der større opbakning til løftet om dansk deltagelse i missilforsvaret.

“Jeg kommer fra en verden, hvor et ord er et ord, og en aftale er en aftale. Det må være sådan, at når en dansk statsminister med et afstemt parlamentarisk flertal giver sådan melding til Nato, så bør vi også holde det,” sagde forsvarsordfører Peter Juel Jensen.

Rasmus Jarlov er forsvarsordfører i Det Konservative Folkeparti. Han udtrykte ligesom Marie Krarup et ønske om først og fremmest at tilføre Forsvaret flere penge, inden man investerer mange mia. kr. i et missilforsvar. Men løftet fra Wales skal Danmark ifølge ham stå ved.

“Man skal lade være med at give sådan et løfte på statsministerplan, hvis man ikke har tænkt sig at gennemføre det. Selvfølgelig kan flertallet skifte, men vi prøver normalt at føre en udenrigspolitik, hvor vi respekterer de udmeldinger, som regeringen kommer med. Når man har fået opbakningen og meldt den ud, skal man stå ved den,” sagde Rasmus Jarlov.

Marie Krarup (DF), Peter Juel Jensen (V), Holger K. Nielsen (SF) og Rasmus Jarlov (K) debatterede Danmarks eventuelle deltagelse i Natos missilforsvar på en konference fredag om bord på fregatten "Niels Juel". Foto: Ernstved
Marie Krarup (DF), Peter Juel Jensen (V), Holger K. Nielsen (SF) og Rasmus Jarlov (K) debatterede Danmarks eventuelle deltagelse i Natos missilforsvar på en konference fredag om bord på fregatten “Niels Juel”. Foto: Ernstved
guest
0 Kommentarer
Inline Feedback
Læs alle kommentarer