spot_img

Polen er gået fra fjende til kerneland i Nato

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

I 1990 var Polen en del af Warszawapagten og stod for Nato som en fjende. I dag hører Polen til blandt Natos kernelande og er samtidig vært for et Nato-topmøde med Rusland på dagsordenen. Den polske præsident og Natos generalsekretær glæder sig over udviklingen – og ser med bekymring på fremtiden. 

WARSZAWA: Der bliver bundet mange historiske sløjfer i disse dage i Polen, hvor Warszawa er vært for det 27. Nato-topmøde. Når alliancens stats- og regeringschefer i aften spiser middag i det polske præsidentpalads på Krakowskie Przedmiescie 48, sker det i hallen, hvor den sovjetiske udenrigsminister Molotov i 1955 underskrev Warszawapagten sammen med ministerpræsident Bulganin og regeringslederne fra de deltagende lande.

Sovjetunionen stod bag den militære pagt, som officielt blev kaldt en ”venskabs-traktat”, men i virkeligheden blev tvunget ned over hovederne på regeringslederne i Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Bulgarien, Rumænien og Albanien med det formål at sikre sovjetisk kontrol over Østeuropa med massive sovjetisk troppetilstedeværelse i de østeuropæiske satellitlande. Efter Murens fald i 1989 faldt også Warszawapagten fra hinanden, og det er i disse dage præcis 25 år siden.

Artiklen fortsætter under billedet …

PGE Narodowy Stadium ligger ved Wisla-flodens bred og blev bygget til EM i fodbold i 2012. I dag danner det det rammen om Nato-topmødet i Warszawa. Foto: Nato
PGE Narodowy Stadium ligger ved Wisla-flodens bred og blev bygget til EM i fodbold i 2012. I dag danner det det rammen om Nato-topmødet i Warszawa. Foto: Nato

Siden er der løbet meget vand gennem Wisla-floden, som i dag lægger bred til moderne strandbarer med liggestole og kølige fadøl og udsigt til det nye nationalstadion PGE Narodowy. Det blev indviet i 2012 til EM-slutrunden i Polen og Ukraine – og danner i dag rammen om Nato-topmødet med deltagelse af prominente personligheder som bl.a. præsident Barack Obama, Madeleine Albright, Angela Merkel og Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg.

På topmødet vil Polens tidligere overmagt atter en gang spille hovedrollen, når Nato skal beslutte, hvordan man vil håndtere den voksende trussel fra Rusland. Det sker under et massivt sikkerhedsopbud med afspærrede veje og politi her, der og alle vegne.

Kulturpaladset vidner om kommunismen og stalin

Længere inde i centrum af Warszawa vidner et besøg i kulturpaladset om Polens transformation fra kommunistisk allieret med Sovjetunionen til i dag at være fuldgyldigt medlem af Nato og et af kernelandene i den vestlige forsvarsalliance.

Artiklen fortsætter under billedet …

Kulturpaladset i centrum af Warszawa blev bygget fra 1952-1955 som en gave fra Joseph Stalin og Sovjetunionen til Polen. Foto: Ernstved
Kulturpaladset i centrum af Warszawa blev bygget fra 1952-1955 som en gave fra Joseph Stalin og Sovjetunionen til Polen. Foto: Ernstved

”Det er bare 17 år siden, at Polen blev medlem af Nato,” står der på store plancher i hallen, hvorfra man kan tage elevatoren op til 30. etage for at få et storslået vue over Warszawa 360 grader rundt fra den udendørs terrasse med liggestole og café.

Det 237 m høje palads blev bygget fra 1952-1955 som en gave fra Joseph Stalin og det sovjetiske folk til Polen. Jo, tak. Men efter Jerntæppets fald var der mange i Polen, som ønskede bygningen jævnet med jorden pga. båndene til det forhadte Sovjetunionen og kommunismen.

Den polske selvtillid fejler ingenting

Når Polen er vært for Nato-topmødet sker det med stor selvbevidsthed. Ikke alle i Natos hovedkvarter er lige imponerede over polakkernes evne til at tale engelsk eller omstille deres forsvar til at kunne tale sammen med Nato, men den polske selvtillid fejler – med god grund – ingenting. Polen er bare et af fem Nato-lande ud af 28, som rent faktisk bruger to pct. af BNP på forsvar, og samtidig roterer en af de nye bataljoner i Natos Very High Readiness Joint Task Force (VJTF) i Polen som et kærkomment bevis på Natos tilstedeværelse og afskrækkelse over for et stadig mere aggressivt Rusland.

Det glæder ikke mindst den polske præsident Andrzej Duda, som byder Nato velkommen til Polen.

”Nato er den mest effektive forsvarsalliance i historien. Gennem det seneste kvarte århundrede er alliancen med succes udvidet med lande forbundet af den samme stræben – at garantere fred til deres egne befolkninger sammen med de allierede nationer i alliancen. Denne idé har altid ligget polakkerne nært.”

Svært at forestille sig stærkere bånd

I løbet af juni har Polen også været vært for den store ”Anakonda 16” Nato-øvelse, som præsident Duda også besøgte. Her mødte han bl.a. en amerikansk general, som fortalte, at han ingen problemer ville have med at være under kommando af en polak.

”Hans ord betød meget for mig, fordi de vidner om ægte partner- og broderskab i en form, vi kun kunne drømme om for 30 år siden, da vi var adskilt af et jerntæppe. I dag er polske soldater klar til at forsvare deres allierede. De kan have amerikanere under deres kommando, og de kan være under kommando af briter eller tyskere. Det er svært at forestille sig noget stærkere symbol på de bånd, der er mellem de allierede i Nato,” siger Andrzej Duda.

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, trak også på de historiske bånd, da han i formiddag åbnede Nato-topmødet og fremhævede Polens stærke engagement i Nato som eksemplarisk.

”Polen har forbilledligt vist vejen ved at bruge flere penge på forsvar og gøre det klogt,” sagde han og fortsatte:

”Gennem 70 år har Nato sikret fred i Europa ved at skabe et ubrydeligt bånd mellem allierede på begge sider af Atlanten. Gennem de seneste år har verden ændret sig dramatisk, og vi fortsætter med at ændre os sammen med den. Det, som ikke vil ændre sig, er de varige bånd mellem Europa og Nordamerika, som alliancen er bygget på. Det, som ikke vil ændre sig, er vores beslutsomhed til at forsvare hinanden. Til at holde fast i vores fælles værdier. Og til at bevare fred og sikkerhed for de kommende generationer.”

nato_warsaw_summit_logo_5

Andre læste også

Sådan styrker vi effektivt Hjemmeværnet uden at bruge milliarder

BLOG. Hjemmeværnet er ofte blevet overset i diskussionerne om styrkelsen af Forsvaret og har heller ikke fyldt meget i den offentlige samtale om det nye forsvarsforlig. Niels Klingenberg Vistisen præsenterer her en række konkrete forslag til, hvordan Hjemmeværnet hurtigt og effektivt kan styrkes uden milliardinvesteringer. Jeg har ad flere omgange...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer