ANALYSE: Danmark har fem kerneprioriteter i sin udenrigspolitik, som regeringen og Folketinget skal blive skarpere på at prioritere mellem. Det er essensen af Peter Taksøe-Jensens udredning, skriver professor Sten Rynning i denne analyse.
Så fik vi Taksøe-udredningen, som skal udstikke en ny kurs for dansk diplomati og forsvar. Flere har forsøgt at tage forskud på glæderne, blandt andet ansporet af Taksøe-Jensens efterhånden mere gavmilde godbidder om hans syn på verden. Politiken har i de seneste dage simpelthen forudset et systemskifte—fra en værdibaseret og offensiv aktivisme (Fogh Rasmussen og W. Bush) til en interessebaseret og selektiv aktivisme (Løkke Rasmussen og Obama).
Denne kontrast mellem værdi- og interessebaseret politik er imidlertid vildt forfejlet og en glidebane ned til ligegyldighedens polemik. Den minder om noget, man kan overhøre på universiteterne, når der går selvsving i den til julefrokosten eller i metodefagene: det hele handler om værdier, siger den ene; nej, interesser, siger den anden. Konstruktionerne er delikate men ligegyldige.
Naturligvis kobler værdier og interesser sig sammen, og udredningen er klokkeklar på dette punkt. Helt i tråd med den klassiske debat om ’nationale interesser’ og prioriteringer i udenrigspolitikken forsøger udredningen at etablere et værdigrundlag, som giver anledning til interessedannelse. Uden værdier, ingen interesser.
Danmark har fem kerneprioriteter
Fra danske værdier når udredningen frem til, at Danmark har fem kerneprioriteter (nærområdet, Europa, flygtninge og migration, økonomisk diplomati og globale goder). Og den foreslår en ny strammere beslutningsproces i Købehavn, hvor såvel regering som Folketing skal blive skarpere på at prioritere og lægge køreplaner.
Det er slet ikke dumt, og det bør være en velkommen lejlighed for Riget til at tage fat. For vi skal jo heller ikke glemme, at udredningen også kommer som følge af det slid, som 20 år aktivisme har medført, og det hul i statskassen, som fraværet af økonomisk vækst skaber.
Den store kontrovers er på sin vis uudtalt i udredningen—nemlig spørgsmålet om Danmark overvejende skal basere sin politik på et globalt eller snarere et vestligt udsyn. Begge dele, siger udredningen i en ikke-super-skarp prioritering. På sin vis kan man godt forstå det, for både FN såvel som det transatlantiske samarbejde er grundlæggende vigtige. Men hvis man nu stod i en spids situation og skulle vælge, hvad så?
Danmark må betale mere i forsikringspræmie til Nato
Nogle siger nu FN: efter en værdi-baseret omgang Vestlig politik er tiden kommet til en mere nøgtern og almen politik. Taksøe-Jensen har selv spillet bolden i denne retning, i og med at han har indikeret, at Irak-krigen nok ikke var en vigtig dansk interesse. På den anden side har han i selvsamme interviews og også i selve udredningen fremhævet behovet for at hæve forsvarsbudgetterne: truslen fra Rusland lurer, og Danmark må betale mere i forsikringspræmie i NATO—den vestlige klub par excellence.
FN eller NATO—hvad siger læseren? Kollektiv sikkerhed eller kollektivt forsvar? Hvis læseren sidder og fumler lidt og gerne vil give til både Peter og Poul, så kan jeg kun anbefale et grundigt engagement med udredningen, og så en runde mere med spørgsmålet. For det handler jo om prioritering og evnen til at vælge, når det gør ondt.
Don Corleone—selve Godfather i filmen af samme navn—vægtede familien: er der problemer, så saml familien. Eller i en lidt anden variant: en mand, som aldrig bruger tid med sin familie, kan aldrig blive en rigtig mand. Fraværet af bekymringen som disse (og længere skal beundringen for sicilianeren ikke strækkes) forklarer, hvorfor Danmarks nære område oplever en sikkerhedspolitisk krise.
Interesser udspringer fra værdier
Europa sejler uden kompas, fordi nationale ledere ikke går forrest i kampen for at bøje nationale og europæiske perspektiver mod hinanden: nogle vil ud af EU, andre vil bare være der med forbehold. NATO lider under dette samt et amerikansk lederskab, som har forsøgt at skifte vægten fra familien over til engagement med rivalerne (Kina, Rusland, Iran).
Vægtlægningen mellem det globale og det vestlige kan man have mange meninger om, men i sidste ende handler det om analyse af konsekvenser. Hvis NATO og EU sejler, vil europæisk sikkerhed så blive varetaget af en bredere dialog med Rusland? Hvem skal forestå dialogen? Og hvem skal skabe troværdighed omkring diplomatiske aftaler?
En interesse-baseret og selektiv aktivisme—Politikens nye tankesæt—er simpelthen ikke godt nok i dette spil. Det bliver til en flad købmandspolitik, hvor man forsøger at få tingene billigst muligt og giver køb på værdierne. Tankesættet er uden sans for, at interesser udspringer fra værdier og den fortolkning af en dynamisk verden, som værdier giver anledning til. Uden denne værdi-interesse kobling kan man heller ikke svare på de to spørgsmål, som rejses i kapitel 1 i udredningen: hvad er ”vitalt”, og hvad er bare ”meget vigtigt”?
Værdier har kontekst og historie, og de handler derfor om familie. Og i sidste ende handler udredningen om valget af familie og de, som man skal stå sammen med, når situationen bliver helt spids. Eller sagt med et siciliansk tilsnit: en strategisk interesse, som ikke bruger tid med sin familie, kan aldrig blive en rigtig interesse.
Sten Rynning er professor på Syddansk Universitet i Odense og leder af Center for War Studies. Han har siddet med i Peter Taksøe-Jensens følgegruppe på 20 eksperter, som er kommet med input til udredningen “Dansk diplomati og forsvar i en brydningstid”.