spot_img

“Rusland flytter store styrker over lange afstande meget hurtigt”

Den norske forsvarsminister Ine Eriksen Søreide er bekymret over den uforudsigelighed, som Rusland optræder med. Det siger hun til Olfi efter et møde i Nordefco på Frederiksberg Slot.

Vel er der ikke nogen direkte trussel fra Rusland mod Norge, og vel har nordmændene i modsætning til Sverige og de baltiske lande ikke oplevet direkte overskridelser af den norske territorialgrænse. Alligevel vækker den russiske militæraktivitet panderynker hos forsvarsminister Ine Eriksen Søreide i Oslo. Det fortæller hun til Olfi efter et møde i Nordefco på Frederiksberg Slot torsdag i sidste uge.

”Vi oplever en meget øget russisk militær aktivitet mange steder, og vi følger den nøje både over og under vand. Vi ser, at meget af det handler om at vise militære kapaciteter frem. Men min største bekymring er den uforudsigelighed, som Rusland optræder med. Man kan sige meget om Den Kolde Krig og spændingerne dengang, men der var et stabilt niveau. Nu er det meget mere uforudsigeligt,” siger Ine Eriksen Søreide.

Hun nævner Ruslands indgriben i Syrien som et eksempel, ”der kom som en overraskelse for de fleste”. Ifølge hende handler meget af det om at demonstrere, at Rusland er i stand til at operere internationalt.

”Der er mange forskellige agendaer, og det viser uforudsigeligheden. Min bekymring går ikke nødvendigvis på, at en konflikt skal starte her. Men den kan komme, hvis den starter andre steder. Det skyldes, at nogle af områderne i vores nærområder er og forbliver meget vigtige militærstrategiske områder for Rusland,” siger Ine Eriksen Søreide.

Hvad er det, I ser?

”Det er særlig flyaktivitet. Vi ser ikke vældig meget mere aktivitet, end vi gjorde før, men aktiviteten er mere kompleks. Der er flere fly samtidig, der er længere flyvninger, og der er et anderledes flyvemønster, og det følger vi tæt. Der er både den daglige aktivitet, og så er der flere øvelser og også hurtigt opståede øvelser. Vi ser også en helt anden evne til mobilitet ud af landet end før. Rusland flytter store styrker over lange afstande meget hurtigt sammenlignet med før,” siger Ine Eriksen Søreide.

Samme oplevelse har den finske forsvarsminister Jussi Niinistö, som dog samtidig også oplever svaghedstegn hos russerne.

”Vi har noteret os, at Ruslands militære trafik i luften og i vandet er øget efter krisen i Ukraine. Men lige nu er der lidt mindre end før, formentlig fordi Rusland er engageret i Syrien. Rusland er en regional supermagt, men heller ikke mere end det, for de er ikke i stand til at være alle steder på en gang,” siger Jussi Niinistö.

Den norske forsvarsminister Ine Eriksen Søreide på Frederiksberg Slot. Foto: Ernstved
Den norske forsvarsminister Ine Eriksen Søreide på Frederiksberg Slot. Foto: Ernstved

Andre læste også

Vi må tale om garnisonering, hvis bemandingsudfordringen skal løses

DEBAT: Den nuværende garnisonering i Hæren er en af de primære kilder til den udfordrede bemandingssituation. Det er nødvendigt at tage den op til revision og diskutere de geografiske rammer, hvis yngre soldater skal have lyst til at blive i Forsvaret mere end et par år, mener premierløjtnant Christian...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer