Med den nye trusselsvurdering fra FE er det tid til at få igangsat en afbureaukratisering af Forsvarsministeriet og en forenkling af Forsvarets ledelseslag. Det kræver et opgør med styrelsesmodellen og en decentralisering af hele Forsvarsministeriets myndighedsområde. Vi kan ikke vente længere.

Blot halvanden måned efter, at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) udgav den omfattende trusselsvurdering ”UDSYN 2024”, har tjenesten fundet anledning til at udsende en opdateret vurdering af truslen fra Rusland mod Rigsfællesskabet. Med den meget konkrete vurdering af truslen – og ikke mindst med de tidsangivelser, der følger – så står det klart, at Danmarks trusselsvurdering nu er kommet på omgangshøjde med dem, der i lang tid har været styrende for stort set alle vores naboer og allierede i Nato; Norge, Finland, Sverige, Estland, Letland, Litauen, Polen, Tyskland og England.

Med denne trusselsvurdering må langsommeligheden i genopbygningen af et forsvarligt og forståeligt dansk forsvar og civilt beredskab endegyldigt blive bragt til ophør. Det nytter ikke længere at fastholde en organisering af Forsvarsministeriets samlede myndighedsområde, der gang på gang har bevist, at den ikke er egnet til at løfte den omfattende opgave med at udvikle, opbygge og implementere et nyt og tidssvarende forsvar, der både kan hævde vores suverænitet og forsvare Danmark samt bidrage til det samlede kollektive forsvar i rammerne af både Nato og EU. Det går ganske enkelt ikke med 8-9 sideordnede styrelser under et toptungt departement.

Folk og Sikkerhed har vedholdende argumenteret for en forenkling og decentralisering af Forsvarsministeriets samlede myndighedsområde. Skal vi nå i mål med genopbygningen af Forsvaret inden for den skærpede tidsramme på to til seks år, er der ingen vej uden om en afbureaukratisering og slankning af de øverste ledelseslag til fordel for en decentralisering og en generel styrkelse af de udførende dele af forsvaret. Forsvarsministeriets samlede myndighedsområde har én opgave, og det er at opstille og drive et forsvarligt forsvar – alt andet skal underordnes og understøtte denne opgaveløsning.

Folketinget skal have et tilsynsansvar

Det betyder, at der skal indføres en struktur, hvor ansvaret for det samlede forsvar (inkl. Hjemmeværnet), personel, materiel og indkøb, etablissementer skal høre under forsvarschefens kommando, mens ansvaret for Forsvarets Efterretningstjeneste, økonomi og den militære retspleje skal forblive under Forsvarsministeriets departement. Belært af de seneste erfaringer og for at sikre demokratisk kontrol bør det samtidigt tilsikres, at Folketingets Forsvarsudvalg får et konkret tilsynsansvar med Forsvarets samlede beredskab, personelstyrke, materielberedskab og logistiske beholdninger, så de politisk fastsatte mål for og krav til forsvaret til stadighed opfyldes.

Vi vil i Folk og Sikkerhed afkræve vores politikere en stillingtagen til, om organiseringen af Forsvarsministeriets samlede myndighedsområde er hensigtsmæssig i lyset af den opgave, som vi står overfor, og de resultater eller mangler på samme, som den nuværende organisering leverer. Vi skal have den militære faglighed på banen igen. Det er den, der er afgørende for, om vi kommer i mål med det nye forsvar.

Der skal være fokus på den skarpe ende af Forsvaret, hvor de konkrete opgaver løses. Det er her, at ressourcerne skal allokeres, og det er her, at der skal skabes arbejdsbetingelser, der gør det muligt at bygge Forsvaret op fra bunden igen. Det kan kun ske ved en konsekvent decentralisering, hvor ansvar og kompetence bliver skubbet så langt ud i organisationen som muligt.

Nøgleordene for chefansvaret på alle niveauer skal være tillid, ansvar og konsekvens. Det er de principper, der gælder i operativ indsættelse, og de skal naturligvis også gælde på alle andre områder, så man kan drage konsekvenser både, når det går godt, og når der sker fejltagelser. Og det sidste skal ske, uden at man behøver at iværksætte advokatundersøgelser for at fastlægge ansvar.

Brug for en langt større åbenhed

Forsvarsministeren og hans fungerende forsvarschef må komme ud af buskene og forklare os alle, hvilket forsvar man har til hensigt at opbygge, og hvorledes det hænger sammen med den nye sikkerhedspolitiske situation. Det aktuelle politiske mummespil må bringes til ophør, og her tre år efter Ruslands overfald på Ukraine, må det ganske enkelt være tid til at få en sammenhængende forklaring på, hvilket forsvar vi skal råde over for at kunne hævde vores suverænitet, imødegå hybride trusler, afskrække aggression og om nødvendigt gennemføre et militært forsvar af Danmark og Nato, hvis afskrækkelsen fejler.

Efter Folk og Sikkerheds opfattelse skal rygraden af det samlede forsvar fortsat bestå af en professionel kerne. Men skal det danske forsvar have den nødvendige robusthed, så skal andelen af værnepligtige forøges markant mere end de 7.500, som rammeforliget 2024-2033 fra juni 2023 fastsætter. Med forøgelsen af antallet af værnepligtige bør hele rigsfællesskabet inddrages, så unge mennesker fra Danmark, Grønland og Færøerne sammen og i fællesskab bidrager til vores fælles Forsvar.

Folk og Sikkerhed har og vil fortsat vedholdende insistere på, at vores politikere erkender, at det forsvar, som vi skal opbygge, er hele Danmarks og rigsfællesskabets forsvar. Det betyder en langt større åbenhed omkring Forsvaret og forsvarsmæssige forhold end den, vi kender i dag. Her kan vi i øvrigt henvise til den åbenhed og debat, der er gældende i Norge og Sverige samt i USA. Vi ser ikke nogen grund til, at vi i Danmark ikke kan få en langt mere åben og fordomsfri debat om det forsvar, der over de kommende år skal anvendes op til 5 pct. af vores BNP på.

Danmark er ikke længere ”bagland”

Folk og Sikkerhed hæfter sig ved, at FE’s opdaterede trusselsvurdering tilsyneladende indeholder tvivl om rækkevidden af Nato-alliancens solidaritet og dermed det kollektive forsvar. Man mener således, at Færøerne og Grønland er mindre eksponeret for en trussel fra Rusland, fordi begge dele af kongeriget ligger inden for USA’s interessesfære. Tilsvarende spekuleres der i, at Rusland kan gennemføre militære aggressioner med et eller flere Nato-lande i Europa uden at Nato’s kollektive forsvar angiveligt aktiveres.

Her er det væsentligt at konstatere, at Danmarks geostrategiske placering ved indsejlingen til Østersøen betyder, at Danmark ikke længere kan betragte sig selv som ”bagland” i forhold til en russisk aggression imod et eller flere europæiske Nato-lande. Beslutningen om, hvor Rusland i givet fald gennemfører sin næste aggression, træffes i Kreml. Det eneste, at Danmark i den situation konkret kan gøre for at imødegå dette scenarium er – sammen med de øvrige europæiske Nato-allierede – at gøre alt for at gennemføre en så konsekvent oprustning, at et nyt russisk militært eventyr ikke har nogen attraktion. Forholdet understreger desuden, at vi i Europa kommer til at forholde os til behovet for en europæisk atomar afskrækkelse – både på det strategiske og taktiske område.

Det må ligeledes konstateres, at forsvarsministerens og den fungerende forsvarschefs eneste konkrete tilkendegivelse af Danmarks militære prioriteter – Arktis/Nordatlanten, Østersøen og resten af verden – ikke flugter med den opdaterede trusselsvurdering fra FE. Det understreger behovet for en langt mere åben diskussion om de strategiske prioriteter for det nye danske Forsvar.

Vi skal styrke det nordiske samarbejde

Vi nyder i Danmark godt af, at vi har fået Sverige og Finland med i Nato. I den nordiske ramme bør vi gøre alt for at optimere de respektive landes forsvarsmæssige opgaveløsninger. Det skal ikke ske for at spare penge, men for at sikre, at de penge, der afsættes til de respektive forsvar, bruges optimalt. Folk og Sikkerhed vil i den kommende tid sætte fokus på de muligheder, vi umiddelbart kan pege på i det nordiske samarbejde, hvor organisering af fælles situationsbilleder i alle dimensioner, samarbejde indenfor anskaffelse af skibe, ubåde og fly, samt andre hovedmaterielgenstande bør være udgangspunktet i fremtiden.

Den alvorlige situation understreger også, at det er dansk forsvars behov i relation til den begrænsede danske forsvarsindustri, der skal være styrende og ikke omvendt, som man undertiden får indtryk af. Meningsløse og uøkonomiske bestræbelser på f.eks. at etablere nybygningsskibsværfter baseret på Søværnets behov for nye skibe spænder ben for hensigtsmæssige og mere økonomiske europæiske løsninger, der tager afsæt i allerede etableret værftskapacitet. Forsvarsindustrien skal fokusere på europæiske løsninger og samarbejde.

Derimod er der rig mulighed for, at Danmark tager initiativ til at udnytte de ambitiøse planer om at udbygge energiproduktionen i Østersøen, gennemsejlingsfarvandene og Nordsøen til at udvikle koncepter, der gør disse installationer til en integreret del af den samlede overvågning af denne kritiske infrastruktur. Det vil udnytte en dansk styrkeposition på energiproduktion til søs, og et pålæg om, at sensorpakker skal indbygges i udbudsmaterialet for fremtidige udbud af vindmølleparker, kunne være et alternativ til kravet om statsligt medejerskab af vindmølleparkerne.

Den grønne trepart skal tage højde for national sikkerhed

Danmark nyder også godt af at være mere end selvforsynende med fødevareproduktion. Betydningen heraf skal ikke underkendes og er på mange måder en vigtig strategisk styrkeposition. Hvis Danmark kan medvirke til at brødføde lande i vores nærområder under en fremtidig krise eller konflikt med Rusland, yder vi et markant bidrag til vores nabolandes kamp- og modstandskraft.

Skovrejsning har også en forsvarsmæssig dimension som terrænhindring. Derfor skal overvejelser af forsvarsmæssig karakter også indgå i udmøntningen af den grønne trepartsaftale. Her er der i sandhed tale om strategisk planlægning, der går hånd i hånd med genopretningen af den danske natur.

På søfartsområdet har Danmark ligeledes en strategisk styrkeposition, der både kan understøtte dansk forsvar og vores allierede i både Nato og EU. Fra de seneste års stort anlagte Nato-øvelser i Norge står det klart, at evnen til at flytte Natos reaktionsstyrker fortsat er en udfordring, der ikke i tilstrækkeligt omfang tages alvorligt. I erkendelse af, at Natos europæiske medlemslande i højere grad end tidligere kommer til at tage ansvaret for forsvaret af Europa, er det ganske enkelt nødvendigt at finde økonomiske løsninger på flytning af både reaktionsstyrker og de efterfølgende forsyninger. Med Natos nye strategiske koncept begynder forsvaret af Danmark i de baltiske lande. Her skal vi i samarbejde med det blå Danmark finde løsninger, der åbner mulighed for at trække på den civile danske skibsfart i både krise og krig, således som det er gjort med ARK-projektet og samarbejdet med rederiet DFDS.

Forsvaret af Bornholm skal styrkes

Sidst, men ikke mindst, udestår der en stor opgave med at få det danske totalforsvar genetableret, så samfundsvigtige opgaver kan understøttes, og civilsamfundet kan videreføres under krise og krig. Ligesom det er tilfældet med den svenske ø Gotland, ligger Bornholm strategisk placeret og eksponeret i Østersøen. Mens Sverige konsekvent har styrket Gotland militært og civilt beredskabsmæssigt, er der ikke sket noget lignende på Bornholm.

Det går ikke længere efter FE’s nye opdaterede vurdering af truslen fra Rusland. Folk og Sikkerhed peger på, at Bornholm kan gøres til et levende laboratorium for genetableringen af et moderniseret totalforsvarskoncept, der sikrer, at øen både kan forsvares og beskyttes i krise og krig, og som samtidigt kan bredes ud til hele landet. Civilsamfundet skal således aktiveres og medinddrages. Vi skal alle hjælpe til.

Der er nok at tage fat på, og med den opdaterede trusselsvurdering fra FE er der langt mindre tid til at få det danske og de øvrige europæiske forsvar på fode igen. Det kræver en massiv folkeoplysende indsats om Forsvaret og det civile beredskab. Den opgave er Folk og Sikkerhed fortsat klar til at løfte, men det kan ikke gøres uden ressourcer.

Det kræver også klare udmeldinger og hurtige beslutninger, der kan mærkes i den spidse ende af dansk forsvar. Sker det ikke, og er der ikke tillid til, at Forsvarsministeriets myndighedsområde er organiseret til at løfte opgaven, risikerer vi, at politisk tøven og nøl undergraver befolkningens tillid til regeringen og Folketingets partier.

Den situation skal vi undgå. Det kræver, at befolkningen nu får indsigt i de overvejelser, der gøres om det nye forsvar, og at der sættes politisk handling bag ordene. Det handler om vores fælles sikkerhed, og som det fremgår af FE’s opdaterede trusselsvurdering, er tiden ikke på vores side.