ANALYSE: Fredagens terrorangreb i Moskva udstillede Putin-regimets manglende evne til at reagere på flere advarsler fra bl.a. USA. Således havde både USA og Putins egne efterretningstjenester advaret mod et terrorangreb. Islamisk Stat har taget ansvaret og dermed vækket et gammelt spøgelse i Rusland.

Ruslands præsident Vladimir Putin har gennem to år konsekvent undgået at bruge ordet krig om det russiske engagement i Ukraine, som i stedet bliver omtalt som en “speciel militæroperation”. Fredag bekendtegjorde Putins talsmand Dmitrij Peskov imidlertid, at Rusland er i krig i Ukraine. Det var muligvis en bevidst plantet fortalelse, og Peskovs udtalelse blev hurtigt korrigeret.

Rusland er naturligvis ikke ”de jure” i krig i Ukraine. Det er her, at sprogbrugen har praktiske konsekvenser. Så længe, Rusland ikke har erklæret krig, er der en række konsekvenser i relation til folkeretten og FN’s charter, der ville blive bragt i spil. Der ønsker Rusland ikke at være, og derfor vil Putin ikke tale om en krig. Få timer efter måtte Peskov, Putin og russerne i al almindelighed dog konstatere, at landet er i krig. Det var dog ikke den krig, som de selv tænkte på.

Fredag aften ramte terrorangrebet mod publikum i Crocus City koncertsalen. De første forlydender lød på 60 dræbte, men tallet blev fordoblet lørdag og vil nok vokse yderligere. Koncertsalen ligger i Krasnogorsk, en sattelitby på størrelse med Vejle Kommune. Teknisk set ligger den lige præcis ikke i Moskva, men i den omkringliggende Moskva-region – i praksis er den dog smeltet sammen med Moskva, hvorfor det var Moskva, der blev angrebet og dermed udsat for en krigshandling.

Islamisk Stat stod bag

Det var imidlertid ikke Ukraine, der stod bag, men Islamisk Stat – nærmere bestemt den fraktion, der hedder ISIS-Khorasan (ISIS-K). Den ønsker at etablere et kalifat, der dækker Afghanistan, Pakistan, Turkmenistan, Tadjikistan, Usbekistan og Iran. ISIS-K påtog sig ansvaret for aktionen, men kan man nu også regne med det? Ikke i sig selv, men det er den mest sandsynlige hypotese med det vidensniveau, som vi har i skrivende stund.

Terroraktionen blev naturligvis fordømt internationalt – også i Vesten. Selv af Taliban i Afghanistan, der ser ISIS-K som en udfordrer. Flere havde imidlertid advaret mod et muligt forestående terrorangreb. Bl.a. havde den amerikanske ambassade i Moskva i ugerne op til præsidentvalget i Rusland den 15.-17. marts advaret mod deltagelse i offentlige forsamlinger i Moskva begrundet med et forhøjet trusselsniveau, når det gælder terror.

Putin viste sin utilfredshed med USA’s advarsel ved i sin tale om nationens tilstand den 29. februar, at beskylde USA for afpresning ved at komme med den slags udmeldinger. Sandheden her har to ben. For det første har de russiske tjenester den seneste tid offentliggjort nedslag på formodede terrorister og terrorplaner i Moskva. For det andet havde USA åbenbart bedre efterretninger om situationen i Moskva og det konkrete trusselsbillede end Putin selv.

Angrebet er således et pinligt nederlag for Putin, som havde hånet USA for netop at advare mod det, der skete i den russiske hovedstad.

Det går bedre for Rusland på slagmarken

Anderledes positivt går det for Rusland på slagmarken i Ukraine i denne tid. Vesten halter betydeligt efter i sin støtte til Ukraine, og Europa kan ikke levere artillerigranater i det lovede omfang, og i USA kæmper præsident Joe Biden nu på fjerde måned med at få den næste støttepakke til Ukraine igennem Kongressen.

I Moskva ved man godt, at Ukraine er fortabt uden vestlig støtte. Dertil kommer, at Rusland lige har genvalgt Putin med historiske stemmetal. Det gik lige så godt. Indtil fredag. Terrorangrebet udfordrer Putin’s position på to fronter.

Den første er indenrigs. I Moskva har man en 25-årig historie med islamistisk terror, og man troede fejlagtigt, at den tid nu var ovre. Men fortiden kom tilbage fredag den 22. marts. Der er mange fortilfælde, som moskovitterne har en kollektiv hukommelse om, og terroraktionen mod Dubrovka-teateret den 23. oktober 2002 giver særligt mindelser.

Borgere, der går til et kulturarrangement, hvor terroren indfinder sig, og dødsfaldene skal tælles i mere end et hundrede ofre. I Dubrovka-angrebet omkom to personer for terroristernes hånd, resten for de russiske styrkers forsøg på at befri gidslerne. Terrorgruppen havde tilknytning til Tjetjenien. For moskovitterne må konklusionen være; Putin kan ikke beskytte os.

Den anden er udenrigs. Det handler ikke så meget om Vesten eller Ukraine, men om alle de stater, som Rusland – og Putin – gerne vil stå i respekt overfor. I Kina, Indien, Iran, Nordkorea og Brasilien vil man stille sig selv spørgsmålet; ”Har du styr på din kiosk, Vova?” (”Vova” er kælenavnet for ”Vladimir”).

Den 23. juni 2023 forlod Wagner-gruppen Ukraine og satte kursen mod Moskva. Den 22. marts 2024 kunne de russiske sikkerhedstjenester ikke forhindre et omfattende terrorangreb 20 km fra Kreml. Indføres den indenrigspolitiske og den udenrigspolitiske i én ligning, så er Putin’s autoritet lige nu udfordret, og det samme er tiltroen til Rusland som magtfuld geopolitisk aktør.

Putin har overlevet lignende udfordringer før – her kan man blot håbe det bedste og frygte det værste.