spot_img

Regeringen håner Forsvarets ansatte ved at prale med at nå 2 pct. af bnp i 2023

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

ANALYSE: Det kan godt være, at regeringen med massiv milliardstøtte til Ukraines militær kommer op på at bruge to pct. af bnp på forsvar i 2023 og 2024. Men glæden kan være kortvarig, for i Forsvaret opfatter man de rundhåndede milliarder som beskæmmende. Vel skal vi hjælpe Ukraine, men det må ikke ske på bekostning af det danske forsvar, og det er præcis, hvad det gør.

På anden pinsedags mandag fortalte den fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) en nyhed på Facebook, som fik læserne til at spærre øjnene op. I 2023 og 2024 kommer Danmark til at opfylde Natos målsætning fra topmødet i Wales i 2014 om, at hvert medlemsland skal bruge minimum 2 pct. af bnp på forsvar. Det lød som om, at juletræerne var vokset ind himlen.

Baggrunden er, at militær støtte til Ukraine tæller med i Natos opgørelse over landenes forsvarsudgifter målt i bnp. Og i forbindelse med oplægget til det kommende forsvarsforlig, som Troels Lund Poulsen præsenterer tirsdag, har regeringen besluttet allerede i år at hælde yderligere 7,5 mia. kr. i Ukrainefonden, som blev stiftet i marts med et bredt flertal i Folketinget bag. Oprindeligt var Ukrainefondens midler på syv mia. kr., og med de nye penge kommer det samlede bidrag alene i år op på 14,5 mia. kr.

Artiklen fortsætter under billedet …

Danmark donerer yderligere 22 mia. kr. til Ukraine og når Nato-mål om 2 pct. i 2023

Til næste år vil regeringen poste yderligere 10,4 mia. kr. i fonden, og på den måde når Danmark over den magiske grænse, som Nato-landene på topmødet i Wales i 2014 blev enige om som rettesnor fra 2024.

»Det betyder, at Danmark rent faktisk vil opfylde NATOs 2 pct. målsætning i 2023 og 2024, da den militære støtte til Ukraine regnes med i Danmarks NATO-bidrag. Det er jeg stolt af. Det sender et signal til vores allierede om, at man kan regne med Danmark, og at vi står sammen med Ukraine i kampen for frihed« skriver Troels Lund Poulsen på Facebook.

Regeringen håber på beundring hos vores allierede

Med udmeldingen om endnu mere massiv støtte til Ukraine håber regeringen, at Danmarks allierede i Nato vil nikke anerkendende og rose de danske politikere for handlekraft, vilje og mod. Her er et lille land mod nord, som løfter over sin vægtklasse og endnu en gang viser verden, hvad der er rigtigt, når Rusland truer vores vestlige demokratier.

Det kan godt være, at vi har været fodslæbende gennem 30 år, når det kommer til at bruge penge på et troværdigt forsvar, men nu er vi der! I løbet af en eftermiddag har vi løst mange års efterslæb, og vi når to pct. af bnp allerede i 2023 – et år før lovet! Halleluja!

I regeringen er det samtidig håbet, at presset mod regeringen for at komme i gang med at bruge flere penge på forsvar stilner af. Vi er der jo allerede og meget hurtigere end 2030, som vi ellers have skrevet i regeringsgrundlaget. Samtidig vil regeringen nævne alle de investeringer, som den vil bruge på Forsvaret de kommende 10 år for netop at nå op på Natos målsætning fra topmødet i Wales også i det lange løb.

Det er helt nye toner, og kritikere kan godt hjem og lægge sig.

Bliver det nogensinde bedre?

Men her risikerer regeringen at gøre regning uden vært. Danmark har i en menneskealder gjort alt for lidt til at leve op til sine forpligtelser i Nato, og i dag råder Danmark over et helt og aldeles utilstrækkeligt forsvar i næsten total opløsning. I den militære virkelighed i det danske forsvar klinger det hult og lyder direkte beskæmmende, når en forsvarsminister sammen med statsministeren praler af, at Danmark lever op til Natos målsætning om at bruge to pct. af bnp på forsvar allerede i år.

Her er virkeligheden en helt anden, og de politiske jubelmeldinger passer slet ikke på den virkelighed, som man oplever på landets kaserner, flåde- og flyvestationer. Her mangler man mandskab, og mens politikerne snakker, bliver situationen værre for hver dag, der går. Samtidig mangler der våben, ammunition, køretøjer, reservedele og alt muligt andet.

I sidste uge kunne Niels Tønning, som er formand for officersforeningen HOD, fortælle i Frontlinjen på Radio4, at det mildest talt går ad Vladivostok til. Officerskorpset kan tåle en afgang på to til tre pct. om året for at blive ved med at løse sine opgaver, men i øjeblikket er afgangen oppe på 14 pct., og den er stigende. Blandt majorerne mangler mere end hver tredje, og intet tyder på, at tingene ændrer sig før om fire til fem år.

Når den politiske ledelse i Danmark tirsdag vil præsentere sit udspil til det kommende forsvarsforlig med en sang om, at Danmark allerede i år lever op til målsætningen om at bruge to pct. af bnp på forsvar, så kan soldaterne næsten kun opleve det som, at deres politisk ansvarlige letter ben ud over dem ved højlys dag og samtidig griner ad det.

I bedste fald har de efterhånden hørt så meget vås fra politikerne, at de lader det fare. I værste fald kan lige præcis den udmelding være med til at motivere tvivlerne til også at søge et job uden for perimeterhegnet. For hvis den nye regering på trods af store løfter fortsætter i en fantasiverden, hvornår skal det så nogensinde blive bedre?

Selvfølgelig skal vi hjælpe Ukraine. Men det skal ikke ske på bekostning af det danske forsvar, og det er lige præcis, hvad der sker her.

Peter Ernstved Rasmussen etablerede OLFI i 2016 og er i dag også vært på programmet Frontlinjen på Radio4. Foto: Thomas Rønn

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

Sådan styrker vi effektivt Hjemmeværnet uden at bruge milliarder

BLOG. Hjemmeværnet er ofte blevet overset i diskussionerne om styrkelsen af Forsvaret og har heller ikke fyldt meget i den offentlige samtale om det nye forsvarsforlig. Niels Klingenberg Vistisen præsenterer her en række konkrete forslag til, hvordan Hjemmeværnet hurtigt og effektivt kan styrkes uden milliardinvesteringer. Jeg har ad flere omgange...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

1 kommentar

guest
1 Kommentar
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Claus Andersen
Læser
Claus Andersen
30. maj 2023 8:19

Så mangler vi bare at politikerne oplyser os om hvor mange penge vi får retur fra EU.

Nøjagtigt som vi har fået efter de andre donationer til Ukraine.

Selvfølgelig bliver de penge tilbageført til Forsvaret?

Prøv at spørge politikerne, eller Forsvarets øverste ledelse, om det og I vil se dem forsøge at undgå at besvare spørgsmålet for alt i verden.