spot_img

Gade bliver formand for Folketinget, men nu ripper Venstre-mand op i gammelt sår

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

Venstre-manden Jarl Cordua undrer sig over, at Søren Gade nu bliver formand for Folketinget. Har politikerne på Christiansborg fuldstændigt glemt Søren Gades fortid og mange skandaler, spørger han. Også Enhedslisten minder om Søren Gades fortid og vil ikke bakke op om Gades formandskandidatur.

Onsdag bliver Venstres Søren Gade formand for Folketinget. Det ligger i hvert fald i kortene, efter at Socialdemokratiet og et bredt flertal af Folketingets partier bakker op om Venstres indstilling af Søren Gade til landets højeste embede. Men ikke alle er lige begejstrede for, at den tidligere forsvarsminister nu kan krone karrieren med at blive formand for Folketinget.

En af dem er kommentatoren og radioværten Jarl Cordua, som har en fortid i Venstre som medlem af partiets forretningsudvalg i København og tidligere kampagneleder ved både kommunalvalg, folketingsvalg og europaparlamentsvalg.

»Det er fantastisk, som Søren Gade kan fortrylle folk. Jeg tror godt, at han kan fungere som formand for Folketinget. Men man kan forundres over de sager, der var, og den måde han forlod ministerposten, hvor han blev presset væk på grund af jægerbogssagen og lækage af fortrolige oplysninger fra Udenrigspolitisk Nævn. Nu er han pludselig alle tiders guttermand,« siger Jarl Cordua.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse, hvordan Søren Gade kan blive en udfordring i Venstre på trods af et kanonvalg …

Ind til videre er det kun Enhedslisten, som ikke bakker op om Søren Gade som formand for Folketinget. Afvisningen bunder i de sager, som fældede Søren Gade som forsvarsminister uden at blive afdækket fuldt ud.

»Vi må sige, at Søren Gade bestemt ikke er vores kandidat. Vi er helt uenige i beslutningen om at pege på ham. Det er primært på grund af de skandalesager, der har været,« siger Peder Hvelplund, som er gruppeformand i Enhedslistens folketingsgruppe.

Chefen for FE afslørede Gade som ophavsmand til lækagen

Den sag, som i 2010 endte med at koste Søren Gade jobbet som forsvarsminister, udspillede sig i virkeligheden flere år før hans fratrædelse. Den handlede om Jægerkorpsets indsættelse i Irak i 2007. På et møde i Udenrigspolitisk Nævn havde Søren Gade orienteret om udsendelsen, og historien endte i både Jyllands-Posten og TV2, selv om møderne i Udenrigspolitisk Nævn er fortrolige, og lækager kan straffes efter straffeloven.

Dengang rettede meget af mistanken sig mod Søren Gades daværende særlige rådgiver, Jacob Winther, som også blev sigtet af politiet for læk af fortrolige oplysninger. Siden viste det sig, at det formentlig var Søren Gade selv, der kom til at tale over sig under en rejse til Irak i 2007, hvor journalister fra en række medier var med. Det kom frem under en retssag, hvor der blev læst op af politiets afhøring af den daværende chef for FE, Jørn Olesen.

»Dialogen mellem forsvarsministeren og oberst K.B. Petersen kunne formentlig høres af alle … og journalisterne var til stede, da Jægerkorpsets indsættelse blev nævnt,« havde Jørn Olesen således sagt under en afhøring hos politiet.

Netop det forhold, at Søren Gade formentlig selv var ophavsmand til lækagen, men lod sin spindoktor bære ansvaret gennem en sigtelse, vækker stadig forargelse hos Jarl Cordua og Peder Hvelplund.

»Han smed sin egen spindoktor ”under bussen” for at redde sin egen karriere. Han stod og fortalte stats­hem­me­lig­heder over for pressen for at vise handlekraft og se godt ud. Efterfølgende prøvede hans spindoktor at rydde op, og det endte i en skandale. Da spindoktoren skulle for retten, var Søren Gade pist væk. Det harmonerer ikke med alle tiders guttermand, der opfører sig på den måde. Man kunne måske vælge en formand for Folketinget, der ikke går og lækker statshemmeligheder til pressen,« siger Jarl Cordua.

Gade var både magtsyg og halvkolerisk

Søren Gade spillede også en hovedrolle i jægerbogsskandalen, som udspillede sig i 2009, da forfatteren Thomas Rathsack udgav bogen ”Jæger – I krig med eliten”. Den hørte Søren Gade første gang om, da en journalist fra Jyllands-Posten interviewede ministeren og spurgte ind til nogle detaljerede oplysninger i bogen.

Søren Gade satte himmel og hav i bevægelse, og det førte i første omgang til et fogedforbud mod udgivelse af bogen. Det fik Politiken til at udgive bogen som særtillæg, og siden forklarede Søren Gade til Udenrigspolitisk Nævn, at bogen allerede var oversat til arabisk. Da Clement Kjærsgaard på DR spurgte Søren Gade, hvem det ville få konsekvenser for, hvis oversættelsen skulle vise sig at være lavet i Forsvaret, svarede Søren Gade prompte:

»Far her,« hvorefter han pegede på sig selv.

Artiklen fortsætter under videoen …

Det viste sig så, at oversættelsen var foretaget i Forsvarskommandoen, men Søren Gade gik ikke af. Han holdt også hånden over Bjørn Bisserup, som var chef for Forsvarsstaben, hvor oversættelsen var blevet fabrikeret, og han blev siden forsvarschef. I stedet måtte daværende forsvarschef Tim Sloth Jørgensen træde tilbage, selv om han nok var den, som vidste mindst om, hvad der var foregået.

Da Søren Gade et halvt år efter sin afsked som minister var blevet “afsløret” af chefen for FE i byretten, fik aversionerne blandt nogle af Forsvarets øverste officerer frit løb. Det fremgik bl.a. af en mail fra en pensioneret topofficer, som Berlingske kunne referere.

»Vi er mange, der anser Gade som en magtsyg, halvkolerisk person, som skjuler sig under en jovial maske. Den falder nu – langt om længe.«

OLFI har til denne artikel forgæves forsøgt at få en kommentar fra Søren Gade, som er på rejse til Washington.

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

Sådan styrker vi effektivt Hjemmeværnet uden at bruge milliarder

BLOG. Hjemmeværnet er ofte blevet overset i diskussionerne om styrkelsen af Forsvaret og har heller ikke fyldt meget i den offentlige samtale om det nye forsvarsforlig. Niels Klingenberg Vistisen præsenterer her en række konkrete forslag til, hvordan Hjemmeværnet hurtigt og effektivt kan styrkes uden milliardinvesteringer. Jeg har ad flere omgange...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

1 kommentar

guest
1 Kommentar
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Morten Brandborg
Læser
Morten Brandborg
14. november 2022 15:04

Cordua er kendt som fejlfinder og siger sjældent ret meget pænt.
Politikeres fejl bliver normalt tilgivet efter en kortere årrække, eksempelvis Jeppe Kofod.s alvorlige sag.
At Søren gade nyder stor anseelse, viser hans personlige stemmetal, knap 18.000. Men har har angiveligt skaffet sig fjender, hvilket har placeret ham på øretævernes holdeplads.