spot_img

Mette Frederiksen vil gå langt for igen at få Morten Bødskov som forsvarsminister

ANALYSE: Folketingsvalget blev præcist så tæt som spået. Mette Frederiksen står med de bedste kort på hånden for at fortsætte som statsminister, og den største opgave for en ny regering bliver indgåelsen af nyt forsvarsforlig. Her kommer Morten Bødskov til at spille en nøglerolle, hvis socialdemokraternes plan holder.

En nøglerolle. Sådan kan man bedst beskrive den funktion, som Morten Bødskov har fået i Socialdemokratiet, efter at han i februar afløste Trine Bramsen som forsvarsminister. Begivenhederne på valgaftenen tirsdag understregede en tendens, som har været konstant siden Bødskovs overtagelse af Forsvarsministeriet i februar få uger inden Ruslands invasion af Ukraine.

I Fællessalen på Christiansborg stod socialdemokraterne tæt og ventede på det endelige valgresultat. De var der næsten alle sammen fra menige til ministre; udenrigsminister Jeppe Kofod, klimaminister Dan Jørgensen, transportminister Trine Bramsen, kulturminister Ane Halsboe Jørgensen, resten af regeringen og folketingsgruppen foruden håbefulde kandidater og masser af højrøstede DSU’ere.

Musikken var høj og stemningen spændt. På to storskærme kørte henholdsvis DR’s og TV2’s livesending med de sidste prognoser, som indtil kl. 00.48 med 99,6 pct. af stemmerne optalt viste henholdsvis 86 og 87 mandater til rød blok, hvilket lige præcis var forskellen på flertal og ikke-flertal.

Artiklen fortsætter under billedet …

Forsvarsminister Morten Bødskov ankommer sammen med finansminister Nicolai Wammen langt over midnat til Socialdemokratiets valgfest i Fællessalen på Christiansborg. Foto: Ernstved

Kun tre ministre manglede. Det var statsminister Mette Frederiksen og hendes to tro væbnere – finansminister Nicolai Wammen og forsvarsminister Morten Bødskov. De indfandt sig først få minutter inden, at de endelige stemmer var optalt, og de blev modtaget som rockstjerner på trappen op til hovedindgangen, i Vandrehallen og i Fællessalen. Hverken på Christiansborg eller hjemme foran tv-skærmene kunne nogen være i tvivl om, at her kom statsministerens nærmeste rådgivere og tætteste allierede.

Skabte ro i Forsvarsministeriet efter kaos under Bramsen

Onsdag aften vandt Socialdemokratiet det valg, som sikrede et rødt flertal på det smallest mulige mandat. Flertallet til trods gik statsminister Mette Frederiksen (S) i dag til dronningen for at meddele, at regeringen træder tilbage. I løbet af eftermiddagen gik partierne til dronningen for at pege på en kongelig undersøger, og ud på aftenen kunne Mette Frederiksen nu som fungerende statsminister meddele, at flest partier havde peget på hende. Hun forklarede videre, at hun har inviteret alle partier til sin embedsbolig på Marienborg fredag for at indlede forhandlingerne om at danne en bred regering hen over midten. Det kan tage både dage og uger. Når en ny regering er på plads, bliver den første massive opgave at indlede forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig.

I Danmark er der tradition for konsensus på det forsvarspolitiske område, men med Trine Bramsen havde Forsvaret udviklet sig til kaos og konflikt, hvor selv sikre vindersager som udnævnelsen af en ny forsvarschef blev forvandlet til kriser. Hun fik ballade og dårlig omtale, og skabte på grund af sin attitude fjender ikke bare i oppositionen, men også i pressen, som betragtede hendes ageren med stadigt voksende undren.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse artiklen om Trine Bramsens tid som øverste politiske chef i Forsvarsministeriet …

To uger før Ruslands invasion af Ukraine måtte Benny Engelbrecht træde tilbage som trafikminister, og det åbnede for en lille rokade, hvor Trine Bramsen røg ud, og Morten Bødskov kunne overtage posten som forsvarsminister. Siden har han med rolig hånd styret Forsvaret gennem den ene krise efter den anden, og selv om kritikken hagler ned over det samlede politiske niveau for at gøre for lidt, for langsomt og for sent, har han siddet sikkert i stolen.

Han har skabt politisk ro i et af de ministerier, som i den kommende folketingssamling kommer til at være arnested for et af de mest profilerede politiske områder. Det skyldes krigen i Ukraine og indgåelsen af det nationale kompromis i marts, som i løbet af 11 år skal hæve forsvarsbudgettet til 2 pct. af bnp, som vi lovede Nato tilbage i 2014. Et nyt forsvarsforlig skal være indgået senest med udgangen af 2023, men regeringen har med mere end et halvt års forsinkelse meldt ud, at forhandlingerne går i gang som det første, når en ny regering er trådt til. Hvor vigtig forsvarspolitikken og det kommende forlig er, understregede Mette Frederiksen, da hun præsenterede Zilmer-rapporten om dansk forsvars- og sikkerhedspolitik frem mod 2035 på Frederiksberg Slot bare to dage før valgudskrivelsen.

»Jeg kan næsten ikke understrege nok, hvor vigtige de forhandlinger bliver. Når man ser på den udenrigs- og sikkerhedspolitiske scene med regeringens briller, så tegner der sig desværre en både nutid og fremtid, der er mere dyster end, hvad vi har været vant til længe. Den er mere uforudsigelig, end vi har set den siden Murens fald. Vi står helt grundlæggende over for en ny sikkerhedspolitisk virkelighed,« sagde hun.

Gigantisk forlig af historiske dimensioner venter

Et forsvarsforlig er ikke nogen nem opgave at løfte, og det kommende forlig bliver et gigantisk et af historiske dimensioner, fordi det skal hæve forsvarsbudgettet med 18. mia. kr. ekstra om året, når det er fuldt indfaset, og fordi det efter anbefaling fra forsvarschef Flemming Lentfer skal strække sig over en 10-årig periode. Forhandlingerne kommer til at handle om milliardinvesteringer i våben, ammunition og nyt materiel, om uddannelser, ansættelsesvilkår, arbejdsmarked og personalepolitik, om renoveringer og nye bygninger i meget stor skala. Det bliver med sikkerhed det største forlig, som den kommende regering kommer til at indgå, og derfor er der brug for en garvet minister til at lede processen.

Efter valget sidder Mette Frederiksen med sine 50 mandater med langt de bedste kort på hånden til at fortsætte i Statsministeriet. Tidligere statsminister Lars løkke Rasmussen lykkedes lige akkurat ikke at opnå rollen som kongemager med Moderaterne, der med 16 mandater ellers stormede ind i Folketinget og længe så ud til at blive det afgørende lod i vægtskålen. Socialdemokratiet er således tre gange så stort som Moderaterne, og uanset hvem der kommer til at indtage Statsministeriet, og uanset hvilke partier der kommer i en regering, vil det være svært at komme uden om Mette Frederiksen og Socialdemokratiet.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse artiklen om Nato-rapporten, som Morten Bødskov ikke har læst …

Det kan lade sig gøre, hvis De Radikale går sammen med den blå blok. Men efter Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensens åbning onsdag for at gå i regering med S virker det det mest sandsynlige den SMV-regering, som Lars Løkke Rasmussen har talt så varmt for.

Dermed har Mette Frederiksen også magtpositionen til at sætte sig på de tungeste ministerier. Her er Forsvarsministeriet med krigen i Ukraine, det nationale kompromis og en massiv oprustning i de kommende år rykket op i den helt tunge ende, hvilket Morten Bødskovs interne placering i det socialdemokratiske hierarki også understreger.

Læs også: Sådan lykkedes det for Socialdemokratiet at holde forsvarspolitik ude af valgkampen

Det er svært at forestille sig en regering uden Socialdemokratiet. Kommer den på plads, kan man vide sig ganske sikker på, at Mette Frederiksens plan bedst går op med Morten Bødskov tilbage i Forsvarsministeriet så hurtigt som muligt. På trods af sin håbløst udførte hemmeligholdelse af Natos evalueringsrapport om Danmarks forsvarsplanlægning og militære evner nyder han stadig tillid i den blå blok.

Med det kommende forsvarsforlig står han over for sit livs største opgave. Om han får lov, vil de kommende uger vise.

Bærende billede øverst: Forsvarsminister Morten Bødskov ankommer sammen med finansminister Nicolai Wammen til Socialdemokratiets valgfest i Fællessalen på Christiansborg som de sidste inden statsminister Mette Frederiksen og blev begge modtaget som rockstjerner. Foto: Ernstved

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

Piloters »skelsættende« bekymringsbrev bør tages alvorligt, mener eksperter

Abonnement
Det bør mane til eftertanke, når 30 yngre piloter i Flyvevåbnet ser sig nødsaget til at henvende sig direkte til forsvarsministeren med bekymringer om uddannelsesniveauet. Det mener flere eksperter, som understreger, at piloternes pointer er legitime og velbegrundede. En af dem er tidligere forsvarschef Christian Hvidt, som kalder brevet...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

1 kommentar

guest
1 Kommentar
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Lars Dalgas
Læser
Lars Dalgas
21. november 2022 21:12

Jeg ville blive så glad hvis der en dag dukker en op der kan for tælle mig hvilke argumenter der blev brugt for at køre Trine Bimsen ind som Forsvarsminister.
Jeg er helt med på der både er gode og dårlige ministeremner.
Nogle vokser med opgaven og bliver ganske driftssikre, andre viser sig mindre velegnede.
Men hvorfor dælen hang Trine her fast i forsvarsministeriet så længe?
Og hvad var begrundelsen for at parkere hende der i første runde?