
I en nyligt offentliggjort video fra slagmarken i Ukraine skyder ukrainske soldater angiveligt et russisk fly ned med et dansk Stinger-missil. Ingen myndigheder i hverken Ukraine eller Danmark har bekræftet hændelsen, men en dansk tekst på siden af missilet mere end tyder på, at våbnet tidligere har tilhørt det danske forsvar.
Danske Stinger-missiler finder tilsyneladende god anvendelse på slagmarken i Ukraine. I hvert fald viser en ny video fra slagmarken det, der angiveligt skulle forestille nedskydningen af et russisk fly over ukrainsk territorium. Videoen er offentliggjort på en ukrainsk profil på det sociale medie Telegram og siden delt på Reddit af brugeren nivivi.
Oplysningerne om nedskydningen eller Stinger-missilets oprindelsesland er ikke bekræftet af nogen officielle instans, men på siden af Stinger-missilet kan man ved at være lidt ferm med pauseknappen se, at der står “ADVARSEL: Tilslut ikke IFF udstyr”, hvilket tyder på, at missilet stammer fra en dansk våbendonation. IFF står for Identification Friend or Foe og bruges til identifikation af både civile og militære fly.
Artiklen fortsætter under Reddit-opslaget …
Ukrainian POV of a Stinger equipped soldier bringing down a Russian aircraft (aircraft not visible) from CombatFootage
Videoen viser ikke noget flystyrt, men ud fra de ukrainske soldaters reaktion at dømme, er der tale om en fuldtræffer. I kommentarsporet under videoen har en ukrainsktalende Reddit-bruger oversat, hvad der efter affyringen bliver sagt mellem de soldater, der optræder på videoen:
»Did it [the missile] got out?«
»Of course!«
»Hit! There! Explosion. [The jet] fell down.«
»Fell down?«
»I think so. There!«
»Did you turn on your camera?«
»Yes.«
»[It] fell down?«
»I think so. There!«
»Fucking awesome!«
»Fags [derogative term, commonly used in the UAF to describe Russian invaders], bitch! Sayonara!«
Kan også stamme fra lettisk donation
Danmark sendte allerede kort efter den russiske invasion i februar dele fra i alt 300 Stinger-missiler til USA, hvor missilerne blev gjort operative, før de blev skibet videre til brug i Ukraine. Missilet på videoen kan imidlertid også stamme fra en lettisk donation, da Danmark så sent som i 2018 solgte operative Stinger-missiler til Letland.
Artiklen fortsætter under tweetet …
The first sighting of a Danish-delivered M113G3DK APC in #Ukraine #ArmUkraineNow pic.twitter.com/ixhaJZlTAE
— Stratcom Centre UA (@StratcomCentre) 6. juli 2022
Det er ikke første gang, at de danske våben- og materielbidrag er at finde på slagmarken, selvom danske myndigheder går endog meget stille med dørene med, hvad man sender afsted. I juli dukkede en video af en pansret mandskabsvogn af typen M113 således op i Ukraine, og mens der altså var tavshed fra Danmark, ville den statslige ukrainske myndighed Stratcom Centre UA gerne dele de glædelige nyheder med sine følgere. Også dengang var videoen hurtigt at finde på Reddit, hvor tusindevis af brugere løbende deler videomateriale fra kamphandlingerne.
Artiklen fortsætter under billedet …

Forsvarsministeriet afviser kategorisk at delagtiggøre offentligheden i indholdet af våbendonationerne, som, man tidligere har oplyst, aktuelt beløber sig til mere end tre milliarder kroner. Tidligere på måneden kunne OLFI desuden fortælle, hvordan FE er sat til at undersøge, hvem der har lækket oplysninger om våbendonationerne til danske journalister.