Partierne bag forsvarsforliget skal først læse evaluering fra Nato, inden rapporten om tilstanden på det danske forsvar bliver offentliggjort. Det vil ske efter folketingsvalget, skriver Forsvarsministeriet til OLFI om længe ventet Nato-rapport. Men det argument holder ikke mener, mener Folk & Sikkerhed.
Rapporten ligger i Forsvarsministeriets departement, og der bliver den liggende. Hvert andet år udsender Nato en evaluering af tilstanden i medlemslandenes forsvar, og for to år siden rettede forsvarsalliancen en hård kritik af Danmark. Siden har forsvarschef Flemming Lentfer erkendt, at lovede implementeringer i det nuværende forlig bliver forsinket, og samtidig er Forsvaret efter krigen i Ukraine blevet udfordret til det yderste med forhøjet beredskab og indsættelse af en kampbataljon i Letland.
Den nye rapport har derfor været ventet med spænding, fordi den giver et konkret billede at debattere forsvarets indretning og fremtid på. Men den debat kommer først på den anden side af et folketingsvalg, for politikerne i forligskredsen får først Nato-evalueringen at se på den anden side af folketingsvalget den 1. november.
Læs Natos seneste evaluering af Danmarks forsvar her
»Den seneste udgave af NATO’s Defence Planning Capability Review vil skulle drøftes i forsvarsforligskredsen. Det vil blive håndteret på det første møde i forligskredsen efter folketingsvalget. Af operative hensyn kan vi ikke komme nærmere, før forsvarsforligskredsen har drøftet den,« skriver Forsvarsministeriet i en mail til OLFI.
Forsvaret skal ikke diskuteres bag lukkede døre
Men det argument holder ikke. Det mener Torben Ørting Jørgensen, som er pensioneret kontreadmiral og formand i organisationen Folk & Sikkerhed. Ifølge ham er rapporten uklassificeret, og samtidig ville den være oplagt til at skabe folkelig debat om det danske forsvar i valgkampen.
»Tiden må være inde til, at vi ikke længere skal diskutere forsvar bag lukkede døre og nedrullede gardiner. Forsvaret er alt for vigtigt til at blive talt om i en snæver kreds. Vi har brug for åbenhed, transparens og debat, hvis vi over en bred kam skal kunne samles om et troværdigt forsvar, der i et rimeligt omfang kan sikre os mod de ændrede sikkerhedspolitiske rammevilkår, som vi er konfronteret med efter krigen i Ukraine,« siger Torben Ørting Jørgensen.
Artiklen fortsætter under billedet …

Han er ikke ene om at mene, at rapporten bør offentliggøres nu og blive en del af valgkampen. I dagens udgave af Kristeligt Dagblad skriver udenrigskommentator Jens Worning, at forsvar burde være et hovedtema i valgkampen, men ikke er det. Han undrer sig over, at vi efter snart otte måneders krig i Ukraine slet ikke har diskuteret en omlægning af det danske forsvar endnu. Derfor er det ifølge ham kritisabelt, at regeringen tilbageholder en meget væsentlig rapport fra Nato, som i Danmark traditionelt bliver delt med offentligheden og lagt på Forsvarsministeriets hjemmeside.
»Jeg synes, at det er kritisabelt at tilbageholde rapporten. Vi er midt i en valgkamp, hvor sikkerhedspolitik er et af de vigtigste spørgsmål. Vi er nødt til at have en åben og kritisk debat om, hvad vi skal gøre med det danske forsvar, og det skal vi tale med politikerne om. Nogle af os vi lade vore stemme afgøre af, hvor politikerne og partierne vil hen med forsvarspolitikken,« siger Jens Worning, som er direktør i kommunikationsbureauet Policy Group og har en fortid som generalkonsul i Skt. Petersborg.
Når Forsvarsministeriet tilbageholder rapporten fra Nato, frygter Jens Worning, at det også hænger sammen med, at der igen vil være harsk kritik af Danmark.
»Jeg kan kun gisne om indholdet. Men vi kan nok være ret sikre på, at den kommer til at ligne den forrige, som var meget kritisk. Vi ved jo godt, at problemerne langt fra er løst, og nye er kommet til. Vi er bagude med brigaden, med byggerier og med ammunition, og det er meldt ud for længst. Man må derfor formode, at det vil være en rapport, som ikke stiller dansk forsvar i et godt lys,« siger Jens Worning.
Det går simpelthen for langsomt
I det hele taget mangler Folketingets politikere at fortælle åbent, hvor galt det står til med det danske forsvar, hvis robusthed efter krigen i Ukraine har vist sig helt uholdbar. Det mener man i Folk & Sikkerhed, og derfor skal vi have en åben og ærlig debat, inden politikerne indgår et nyt forsvarsforlig.
»Det er på tide, at vi ikke længere lader os spise af med en politisk konsensus, der i dag har ført os frem til det lasede spinforsvar, der ikke er i stand til at give os den tryghed og sikkerhed, som vi har behov for. Forsvaret lever slet ikke op til det, som vi har lovet Nato. Derfor forstår jeg heller ikke rationalet bag, at rapporten skal forelægges forligskredsen inden en offentlig debat. Jeg kan ikke forestille mig, at et eneste af partierne ikke med kyshånd vil tage imod denne mulighed for at få en folkelig debat om et af de væsentligste aspekter vedrørende dansk forsvar,« siger han.
Han opfordrer derfor Forsvarsministeriet til at offentliggøre rapporten fra Nato og give forsvarsdebatten liv – netop nu, hvor der er folketingsvalg om to uger.
»Tiden er ikke til tågesnak og valgflæsk, men til handling på et oplyst grundlag. Jeg kan ikke se et bedre grundlag for en saglig debat om forsvaret end denne rapport fra vores allierede i Nato. Og jeg har ikke fantasi til at forestille mig den politiker, der vil sige, at der ikke skal skabes debat og åbenhed om den netop nu,« siger Torben Ørting Jørgensen.
Med krig i Ukraine og voksende trussel fra Rusland forstår Jens Worning ikke den fodslæbende tøven og langsommelighed, som præger Danmarks forsvars- og sikkerhedspolitik.
»Der er noget bizart i, at vi har en helt ny sikkerhedssituation i Europa, og det eneste, vi har gjort, er at støtte Ukraine med nogle våben og noget materiel. Det har vi gjort pænt. Men det stiller spørgsmålstegn ved en grundlæggende og nødvendig omstilling af vores forsvar. Vi kan ikke bare lade forliget løbe til udgangen af 2023 uden at reagere. Det går simpelthen for langsomt,« siger han.