Tilbage i 2018 købte Forsvarsministeriet 15 mobile værksteds-containere kaldet flatracks. Men på grund af stribevis af fejl er de fire år senere endnu ikke taget i operativ brug i Trænregimentet og bliver det heller ikke foreløbigt, fordi de er for tunge. I stedet donerer Forsvarsministeriet seks af de mobile værksteder til Ukraine – uden lastbiler.
De blev købt i april 2018 og skulle have været leveret samme år. Men indkøbet af 15 stk. mobile værkstedscontainere har udviklet sig til et langstrakt mareridt, som alene ser ud til at fortsætte. De første mobile værksteder blev leveret i begyndelsen af 2019, og her næsten fire år efter køb og planlagt levering er de endnu ikke taget i brug af Trænregimentet, fordi den ene fejl har afløst den næste.
I stedet for at få alle 15 såkaldte værksteds-flatracks til at fungere efter hensigten har Forsvarsministeriet besluttet at sende seks af dem til Ukraine. Det bekræfter flere af hinanden uafhængige kilder over for OLFI, men i FMI ønsker man hverken at af- eller bekræfte donationen.
Artiklen fortsætter under playeren med Frontlinjen om bl.a. flatracks …
»Grundet den aktuelle sikkerhedspolitiske situation udtaler vi os ikke om donationer til Ukraine og om operative kapaciteter,« skriver materielstyrelsen i et skriftligt svar.
Læs også: Mystik omkring delkomponenter til forbudsramt værksteds-flatrack i Aalborg
Ifølge OLFIs oplysninger er Trænregimentet blevet bedt om at klargøre de seks flatracks, som endnu ikke er sendt af sted til Ukraine.
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse har tidligere oplyst, at den samlede pris for de 15 værksteds-flatracks holder sig under 50 mio. kr. Med det udgangspunkt koster hver enkelt værksteds-flatrack 3,3 mio. kr. Dermed løber den samlede donation op i rundt regnet 20 mio. kr. og det vel at mærke for noget materiel, som Forsvaret ikke selv har kunnet bruge endnu.
Har kun en enkelt lastbil til transport
OLFI har til denne artikel været i kontakt med major Kasper Bie, som er chef for den sektion i 1. Logistikbataljon ved Trænregimentet, som går og venter på at kunne tage de mobile værksteder i brug. Han afviser blankt at svare på spørgsmål om donationer til Ukraine, men kan bekræfte, at hans sektion har overtaget de mobile værksteds-flatracks fra Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.
Det betyder dog langt fra, at de mobile værksteds-containere er taget i operativ brug. Det skyldes en lang række forsinkelser, som bl.a. har betydet, at logistikbataljonen kun har en enkelt ombygget lastbil, der rent faktisk kan transportere de efterhånden knapt så nye flatracks.
Artiklen fortsætter under billedet …

»Vi skulle have haft fire lastbiler. Men ombygningen af de andre blev sat i bero for at klargøre kampgruppen, som skulle til Letland. Der er samlet set udpeget 15 lastbiler, som skal bygges om til at kunne transportere de mobile værksteder. Langt størstedelen af dem blev dog ikke bygget om, fordi de nu kører rundt i Letland. Men det er egentlig ikke et stort problem, for vi har ikke holdt et eneste kursus endnu,« siger Kasper Bie.
Selve uddannelsesgrundlaget er således først ved at være klar til at blive testet, og så skal Kasper Bies eget personel uddannes på det. Først derefter kan Trænregimentet gå i gang med at uddanne det personel, som skal bruge værkstedscontaineren ude i Hærens enheder.
»Det kan vi godt nøjes med en enkelt lastbil til. Så det går ikke langsommere lige nu, fordi vi ikke har mere end en enkelt lastbil,« siger han.
Skulle give mekanikere taktisk fleksibilitet
Oprindeligt var det meningen, at de såkaldte flatracks skulle være en taktisk hjælp til enheder langt fremme på kamppladsen. Det fortalte oberstløjtnant Søren Høst, da OLFI i juni 2021 besøgte Aalborg Kaserne for at forevist den nye anskaffelse. Søren Høst er chef for forretningsområde ”kampstøtte” under Kapacitet Land (KALA) i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse. Han er samtidig formand i styregruppen for containerprogrammet, hvori projektet med værksteds-flatrack indgår.
Artiklen fortsætter under billedet …

»Det er en mobil vedligeholdelseskapacitet, som giver mekanikerne en taktisk fleksibilitet og mulighed for at trænge langt frem og gennemføre reparationer på kamppladsen. Til det formål har den forskellige aggregater om bord; svejsning, trykluft m.v. og en kran, der kan løfte forskellige medier, reservedele og en motor ud af en kampvogn. Så har den nogle gode vilkår for mekanikerne, der kan stå beskyttet for vejrliget, når de gennemfører reparationer,« fortalte Søren Høst i juni sidste år.
Men siden har det ene problem afløst det andet. Først kunne kranen ikke løfte højt nok. Den blev derfor bygget om, men blev for tung. Derfor begyndte man at bygge lastbiler om, så de kunne bære de tungere værksteder, men selv om materiel- og indkøbsstyrelsen har hævet det lovlige akseltryk fra 8 til 9 tons på de ombyggede lastbiler, volder transporten stadig problemer.
Rent taktisk er flatrack tæt på ubrugelig
OLFI har fra en kilde fået tilsendt billeder fra en testkørsel, som florerer blandt ansatte og interessenter på og omkring kasernen i Aalborg (se bærende billede til denne artikel). Af billederne kan man se, hvordan akseltrykket får det ene baghjul til at stå helt skævt, når lastbilen drejer ved helt langsom kørsel på fast banet vej.
Kasper Bie vil gerne indrømme, at man i logistikbataljonen oplever »udfordringer med balanceprofilen og vægtfordelingen«.
Artiklen fortsætter under billedet …

Derfor skal hele systemet nu testes igennem for at se, hvad det kan. Det gælder både selve værkstedets delelementer og de ombyggede lastbiler, som var planlagt at skulle kunne køre i terræn med de mobile værksteder på ladet. Hvor vidt det nogensinde kommer til at ske, ved Kasper Bie ikke, men han er »ikke voldsomt optimistisk.«
»I værste fald må vi sætte nogle begrænsninger ind. Vi kan ende med, at den kun må fremføres ad fast banet asfaltvej ved lav hastighed. Jeg håber det ikke. Men det kan blive konsekvensen i sidste ende, hvis det viser sig at være det eneste forsvarlige.«
Det lyder som et scenarium meget langt fra det, som de mobile værkstedscontainere blev købt til?
»Ja. I forhold til den tiltænkte taktiske anvendelighed vil jeg sige, at det ikke helt var det, som Hæren havde tænkt sig,« siger Kasper Bie.
De mobile værksteder er leveret af danske Glaucus, der har Christoffer Glæsel som direktør. Ham ville OLFI gerne have talt med, men han ønsker ikke at lade sig interviewe af OLFI.