Nato er urokkelig i sin opbakning til Ukraine, for hvis Ukraine taber krigen, går det ud over alle alliancens medlemmer. Det slog statsminister Mette Frederiksen fast, da hun sammen med ministerkollegerne Jeppe Kofod og Morten Bødskov mødte den danske presse efter de første møder i Madrid. Her lovede hun mere støtte til ukrainerne.

MADRID: Hvis Nato svigter Ukraine, får det fatale følger for sikkerheden på det europæiske kontinent. Af samme årsag er Nato helt urokkelig i sin støtte til det krigsramte land, der kan se frem til yderligere støtte fra Vesten den kommende tid. Sådan lød et af budskaberne fra statsminister Mette Frederiksen (S), da hun under en pause i det officielle topmødeprogram mødte den danske presse flankeret af udenrigsminister Jeppe Kofod og forsvarsminister Morten Bødskov.

Det er derfor også krigen i Ukraine, der står allerøverst på de fleste dagsordener i Madrid, slog statsministeren fast.

»Taber Ukraine, så taber vi alle sammen. Det må ikke ske. Derfor har det danske budskab til resten af Nato været, at der kun er én udvej ud af det, vi står i nu, og det er, at Ukraine vinder krigen.«

Statsministeren kommenterede desuden det nye strategiske koncept, som afspejler, at Rusland har manifesteret sig som den primære trussel mod europæisk sikkerhed. Derudover er Kina for første gang nævnt i konceptet, der også tager højde for det stadigt mere komplekse trusselsbillede, som Vesten står over for:

»Der er nogle velkendte trusler, blandt andet terrorisme, som vi også forventer i de kommende år, men der er også det, man kan kalde systemisk konkurrence fra udemokratiske regimer som Kina og Rusland. Nogle lande, der udfordrer vores værdier, interesser og demokratier, og som grundlæggende søger at underminere det internationale verdenssamfund og de spilleregler, vi har bygget det på.«

Nato kører “sejrsrunde” i Madrid

Mette Frederiksen fik også lejlighed til at kommentere meldingerne om, at Danmark befinder sig i en gruppe af blot fem lande, som først vil leve op til Wales-erklæringen længe efter den oprindeligt aftalte 2024-deadline.

»Jeg er først og fremmest glad for, at vi med denne regering har et flertal, en underskrift og en rigtig beslutning om at komme op på to pct. Indtil den beslutning, der blev truffet med det nationale kompromis, har det været en hensigt, som vi i øvrigt har været enige om, men uden at træffe en politisk beslutning.«

Artiklen fortsætter under billedet …

20220629 teaser nato fodslaeber
Klik på billedet, hvis du vil læse om, hvordan Danmark trods store bidrag i Baltikum sakker bagud ift. Natos toprocentsmålsætning …

»Det er ikke ret lang tid siden, vi indgik det nationale kompromis. Der ligger mange overvejelser bag det, og det er selvfølgelig det nationale kompromis, der gælder – også hvad angår de to procent. Det er sådan med dette område som med andre, at der ikke er noget, der er støbt i beton. Vi følger selvfølgelig udviklingen, og hvad der sker i verden omkring os. Vi forudser en mere urolig verden, men vi har lagt en meget klar strategi for de to procent.«

Mens Nato er samlet i Madrid, gør Danmark sig klar til at lægge asfalt til Tour de France-starten, og Mette Frederiksen fik også flettet lidt cykelmetaforik ind i sine budskaber til den fremmødte presse:

»Det er cykeldage hjemme i Danmark, og jeg tror, at jeg vil driste mig til at sige, at det også er en form for sejrsrunde, Nato kører i disse dage. Vi har i fællesskab håndteret det seneste par måneder ualmindelig godt og med et meget, meget stærkt sammenhold. Det er det, vi er samlet i Madrid for at fejre og for vise overfor Putin.«

guest
0 Kommentarer
Inline Feedback
Læs alle kommentarer