spot_img

Forsvaret leverede og øvede værtsnationsstøtte i vindblæste Esbjerg

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

Godt 300 amerikanske militærkøretøjer trillede onsdag ind på en særdeles vindblæst kaj i Esbjerg. Her tager de kort ophold, før turen går videre til Nato-øvelse i Polen. Logistikoperationen forløb smertefrit og viser, at Danmark er klar til at levere værtsnationsstøtte i stor skala, mener både brigadegeneral Henrik Lyhne og internationale samarbejdspartnere.

Esbjergs yderste havnemole var – som det ofte er tilfældet – både kold, våd og vindblæst og i øvrigt placeret helt derude, hvor kragerne vender, hvis de da ikke bliver blæst tilbage af netop vestenvinden. Esbjergensere ville nok konstatere, at alt med andre ord var ved det gamle, da byens industrihavn onsdag dannede rammerne om en logistisk Nato-operation af de større.

Det vestjyske aprilvejrlig betød da heller ikke noget for losningen af de i alt flere end 300 amerikanske militærkøretøjer, som de kommende dage og uger fortsætter turen gennem Europa med Polen som endelig destination. Her kommer de til at indgå i den årlige Nato-øvelse Defender Europe sammen med en række partnerlande. Hverken logistikoperationen i Esbjerg eller øvelsen i Polen har som sådan noget med den tilspidsede situation i Ukraine at gøre, men har været planlagt længe. Begge dele indgår dog som del af det eksisterende amerikanske initiativ Atlantic Resolve, som USA i 2014 satte i søen som en respons på Ruslands invasion af Krim-halvøen og de efterfølgende uroligheder i Donbas-regionen.

Onsdag spillede Danmark en lille, men vigtig rolle, da de mange køretøjer trillede af rampen fra det 265 meter lange ro/ro-skib ”ARC Endurance” og ned på kajen i Esbjerg. Omgivet af opmagasinerede vindmøllevinger stod britiske soldater klar til at tage imod materiellet, mens Forsvaret og Hjemmeværnet i perioden op til skibets ankomst og på dagen stod for værtsnationsstøtte i form af indkvartering og bevogtning samt koordination landene imellem.

Stod man som forvænt journalist – ingen nævnt, ingen glemt i den forbindelse – og tænkte, at man lige godt var langt fra sine lune redaktionslokaler, var det dog intet at regne i sammenligning med det amerikanske kontingent: De flere hundrede køretøjer udgør blot en tredjedel af US Army 3rd Armored Brigade Combat Team fra 4th Infantry Division og er hjemmehørende i Fort Carson i den amerikanske delstat Colorado, hele 7.800 kilometer fra Esbjerg. De øvrige to tredjedele af brigadekampgruppen bliver sat i land i Grækenland og Holland.

Kan sagtens blive endnu større

Arbejdet med at hjælpe amerikanerne videre ud i Europa er en forsmag på en type af logistiske støtteopgaver, som Danmark formentlig kommer til at facilitere flere af i fremtiden. Nato har store forventninger til Danmark som logistisk knudepunkt, og evnen til at levere velfungerede Host Nation Support – eller blot værtsnationsstøtte – kommer derfor kun til at fylde mere for Forsvaret og Hjemmeværnet de kommende år.

Værtsnationsstøtten har været en del af Natos begrebsapparat længe før krigen i Ukraine, men med russisk aggression nær Natos østlige grænser og et stigende behov for amerikansk tilstedeværelse i Europa har denne del af opgaveporteføljen fået en ny dimension. Det gælder især for kyststater som Danmark, der qua sin strategiske placering skal fungere som opmarchområde for allierede styrker på vej til indsatsområder andre steder i Europa.

Danmark har én gang tidligere, i juni sidste år, løst en lignende opgave i samarbejde med amerikanerne og er i det hele taget godt forberedt til at levere værtsnationsstøtte, når Nato efterspørger det. Det fortæller brigadegeneral Henrik Lyhne, som er næstkommanderende i Hærkommandoen og onsdag var til stede i Esbjerg som officiel repræsentant for Forsvaret. Skulle Nato eller et af Danmarks partnerlande have behov for at skalere op, er der også både ressourcer og ekspertise til det, forsikrer han.

Artiklen fortsætter under billedet …

Danmark kan sagtens håndtere større støtteopgaver end den, som Forsvaret og Hjemmeværnet løste onsdag, forsikrer næstkommandoerende i Hærkommandoen brigadegeneral Henrik Lyhne. Foto: Kasper Wester/OLFI

»Det kan sagtens blive endnu større. For så vidt angår det at gennemføre Host Nation Support er vi langt fra ”maxet ud”. Det her er en tredjedel af et Brigade Combat Team på cirka 360 køretøjer. Jeg skal nok lade være med at slå store brød op, men vi kunne tage meget mere end det. Det er sådan set den samme eksercits og de samme trin, vi skal igennem – vi skal bare have lidt mere parkeringsplads og lidt mere af det hele.«

Også samarbejdspartnerne er tilfredse med den danske indsats, og Danmark har allerede høstet store roser for at levere optimale arbejdsbetingelser for de udenlandske styrker, fortæller Henrik Lyhne.

»Jeg var i Esbjerg for et år siden, hvor Hjemmeværnet også stod for den nationale del på havnen. Tilbagemeldingerne fra briterne og amerikanerne er, at det er vi rigtig gode til. Vi er gode til at planlægge, og vi er gode til at gennemføre. Vi har dækket alle facetter, og er der noget, vi ikke har fået dækket eller forudset, er vi fleksible. Jeg tror, at de er rigtig glade for os,« siger Henrik Lyhne.

Har opbygget godt arbejdsforhold til Hjemmeværnet

Henrik Lyhnes udlægning blev til fulde bekræftet af de internationale samarbejdspartnere, da den fremmødte presse fik lejlighed til at tale med dem. Presseofficer Jeff Jurgensen fra den amerikanske hærs Military Surface Deployment and Distribution Command fandt da også de helt store roser frem, da OLFI spurgte ind til samarbejdet med danskerne og med kvaliteten af den danske værtsnationsstøtte.

»Vi kunne ikke have gjort det her uden støtten fra Hjemmeværnet. I dag markerer anden gang, at vi i Esbjerg har samarbejdet med Hjemmeværnet omkring en mission som denne. Det er gået ekstremt godt, så vi har fået opbygget et godt arbejdsforhold til Hjemmeværnet,« lød det positive skudsmål fra Jeff Jurgensen.

Transport af styrker og materiel i stor skala er et fokusområde for både amerikanerne og Nato i bredere forstand, og derfor kommer det europæiske fastland, herunder Danmark, også til at lægge havnefaciliteter til flere logistiske operationer fremover. Jeff Jurgensen ville af af operative hensyn ikke løfte sløret for, hvor meget mere vi kan forvente os at skulle hjælpe med i Danmark. Både Forsvaret, Hjemmeværnet og Esbjerg Havn har dog solgt sig selv godt og bevist, at partnerlandene kan regne med et gnidningsfrit samarbejde i Danmark.

»Vi arbejder hårdt på at øge antallet af havne, vi kan benytte os af. Vi har i dag mange over hele Europa, og det er anden gang, vi bruger Esbjerg. Vi afslører ikke på forhånd, hvilke havne, vi kommer til at bruge i fremtiden, men jeg kan sige så meget, at vi har et godt forhold til folkene i Esbjerg, og at det har fungeret virkelig godt, begge gange vi har været her.«

Også briterne vender tomlen op, inden turen går videre fra Esbjerg, lod de ved samme lejlighed forstå. Oberstløjtnant Ed Wigmore er chef for Storbritanniens såkaldte Theatre Enablement Group – en logistisk støtteenhed med speciale i blandt andet troppetransport – i Europa, og han havde i lighed med Jeff Jurgensen lutter ros til overs for sine danske samarbejdspartnere.

»Det har været fantastisk. Vi har været indkvarteret hos det danske artilleriregiment på Oksbøl Kaserne, og her på havnen har vi haft et virkelig godt samarbejde med Hjemmeværnet om sikkerheden og med Esbjerg Havn. Vi har fået stillet alt, hvad vi har bedt om, til rådighed og er meget tilfredse med støtten.«

Pressefotografer ventede forgæves på kampvogne

Med roserne til de danske samarbejdspartnere på plads blev den samlede danske verdenspresse inviteret ned til selve losningen af køretøjer. Som enhver, der har haft sin gang i Forsvaret eller andre militære systemer, ved, går tingene dog sjældent helt efter planen. For fotografer og journalister lod fotomulighederne vente på sig, da et køretøj ombord på ”ARC Endurance” ikke ville ud af flækken.

Efter en rum ventetid – der grundet det råkolde vestjyske klima nok føltes længere, end den var – skete der dog til sidst noget. Fra det største skib, der nogensinde har anløbet Esbjerg Havn, rullede nu både Bradley infanterikampkøretøjer, Paladins og, håbede pressefotograferne, Abrams Main Battle Tanks. Desværre var sidstnævnte placeret på det nederste af skibets dæk med lange udsigter til losning. De fleste fotografer med et ønske om at tage billeder af den ikoniske kampvogn tog derfor fra Esbjerg med uforrettet sag.

Fra skibet blev de mange køretøjer kørt over på et afspærret område af havnen, hvor de vil holde parkeret, indtil turen går videre i næste uge. Når det sker bliver det på bagkant af en vellykket fælles operation og et næsten gnidningsfrit amerikansk-britisk-dansk samarbejde.

Når materiellet ankommet til det polske øvelsesområde Drawsko Pomorskie, starter øvelsen under deltagelse af både amerikanere, briter, polakker og danskere. Selvom der er tale om en årlig øvelse, som har været planlagt længe, sender den dog et signal til internationale iagttagere, der ikke er til at tage fejl af, slår oberstløjtnant Ed Wigmore fast:

»Øvelsen demonstrerer solidaritet i Nato samt vores evne til at samarbejde indbyrdes og positionere styrker hvor som helst i verden.«

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI
- Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

OLFI opdaterer til version 2.0 med et ansigtsløft og nye funktioner

Efter mere end otte år med det samme website går OLFI fremtiden i møde med en længe ventet version 2.0. Den byder på et mere tidssvarende udseende og nye funktioner. Vi håber, at I vil synes om forandringerne! Det har været min dårlige samvittighed. Alt for længe er jeg blevet...

Kommentér artiklen ...

1 kommentar

guest
1 Kommentar
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer