Karensperiode efter deltagelse i InterForces jagter og helt slut med golf

44 jagtarrangementer i InterForce-regi er det blevet til på tre år. Her er det fra en jagt på øvelsesterrænet i Oksbøl. Foto: InterForce

Sekretariatschef Finn Winkler har indført restriktioner på, hvor ofte man som civil kan deltage i InterForces jagtarrangementer. Samtidig vil der ikke længere blive afholdt golfarrangementer, da de ifølge den pensionerede generalmajor ikke giver det nødvendige faglige udbytte.

Slut med det gamle old boys netværk, hvor de samme indflydelsesrige herrer mødes igen og igen til billige jagter i regi af InterForce. Som OLFI tidligere har beskrevet, består en anseelig del af aktiviteterne i det civilt-militære samarbejde InterForce af riffel- og hagljagter og en række andre arrangementer af social karakter. Med sekretariatschef Finn Winklers tiltrædelse i 2018 er der til gengæld sat en begrænsning på, hvor ofte man kan komme med på jagt.

På Finn Winklers initiativ arbejder InterForce nu med en karensperiode på et år, hvor man ikke vil have mulighed for at deltage i jagt, hvis man allerede har deltaget én gang. Det sker for at imødegå beskyldninger om, at InterForce skulle være en jagtklub for de indviede. Tidligere har der ikke været faste bestemmelser for, hvor ofte man har kunnet tage med på de attraktive hagl- og riffeljagter, men nu er der altså indført klare retningslinjer.

Artiklen fortsætter under billedet …

Finn Winkler er sekretariatschef i interForce og har bl.a. stoppet afholdelsen af golfarrangementer. Foto: InterForce

“Det er ikke meningen, at InterForce skal være eller kunne opfattes som en jagtklub,” forklarer kommunikationskonsulent Thorbjørn Hein fra InterForce-sekretariatet til OLFI. Han understreger dog, at beslutningen var truffet, inden OLFI i første omgang satte fokus på sagen.

Slut med golfarrangementer

At der hidtil har manglet retningslinjer er tidligere kommet til udtryk ved flere gengangere fra jagt til jagt, kunne en anonym erhvervsleder bekræfte over for OLFI for nylig. Han betegnede i den forbindelse InterForce som en “tom skal”.

Udover en begrænsning på deltagelse i jagtaktiviteterne på de forskellige øvelsesterræner sætter InterForce nu en stopper for golfarrangementer og lignende aktiviteter, som ifølge den nye ledelse ikke har tilstrækkelig militærfaglig relevans, fortæller sekretariatschef Finn Winkler.

Artiklen fortsætter under billedet …

Golfarrangementer har i mange år været en fast del af InterForces virksomhed, men det er ifølge sekretariatschef Finn Winkler nu slut.

At golf ellers i visse regioner nyder stor popularitet vidner tal fra InterForces Region Syd om. I 2016 brugte regionen 8.400 kr. på golfbolde til arrangementer i regi af InterForce. Det fremgår af en aktindsigt, som OLFI har fået i økonomien bag InterForce-arrangementerne.

”Golfturneringerne har tidligere været der, men der var for eksempel ikke nogen i 2018. Jeg konstaterer, at de ikke giver bang for the buck, så vi skriver dem ud. Vores primære formål er at prøve at lave arrangementer, der har tilknytning til det, Forsvaret laver i forvejen. Og golf spiller vi trods alt ikke,” slår Finn Winkler fast.

I Region Midtjylland havde man ellers så sent som i september 2018 planlagt en golfdag på Lübker Golf Resort i Nimtofte. Men turneringen blev aldrig gennemført, og medlemmer af InterForce over hele landet kommer fremover til at spejde langt efter lignende invitationer. Der vil således ikke længere blive afholdt arrangementer uden et konkret fagligt islæt, bedyrer sekretariatschefen.

“De arrangementer kvæler vi nu her og siger, at det er muligt, vi har gjort det engang. Men det er ikke Forsvarets kernevirksomhed, og derfor er det ikke det, som vi skal orientere om og lave som ramme.”