Ukraine indfører undtagelsestilstand efter konfrontation med Rusland

0
Ukraines indenrigsminister Arsen Avakov er kommet i besiddelse af en video, der angiveligt viser det russiske kystvagtsskib "Don" vædre et af de ukrainske skibe i forbindelse med søndagens konfrontation. Foto: Arsen Avakov

Ukraine indfører 30 dages militær undtagelsestilstand efter søndagens hændelse syd for Kertjstrædet ved Krim, hvor russiske flådestyrker åbnede ild mod og siden beslaglagde tre ukrainske flådefartøjer og tog besætningerne til fange.

Den ukrainske præsident Petro Porosjenko underskrev mandag et dekret, der indvarsler indførslen af en måneds militær undtagelsestilstand i 10 af landets 27 provinser. Der sker ovenpå et sammenstød søndag, hvor Rusland angreb tre af landets flådefartøjer syd for Kertjstrædet ved Krimhalvøen.

276 parlamentsmedlemmer stemte for indførelsen, mens 30 stemte imod.

I praksis betyder undtagelsestilstanden blandt andet, at regeringen i perioden får et vidtrækkende mandat til at opløste protester og demonstrationer. Desuden vil borgere i de berørte provinser – hvoraf de fem grænser op til Rusland – kunne indkaldes til ekstraordinær militærtjeneste.

Seks tilskadekomne ukrainere

Episoden, der har udløst den voldsomme reaktion fra Ukraines parlament, fandt sted søndag. Her sejlede tre ukrainske flådefartøjer langs Krimhalvøens kyst på vej mod Kertjstrædet, der forbinder Sortehavet og Det Azovske Hav, da de kom under beskydning fra russiske kystvagtsskibe.

Ved angrebet beslaglagde russerne de ukrainske flådefartøjer og pågreb besætningsmedlemmerne. Seks ukrainere meldes at være kommet til skade i forbindelse med episoden, der i Ukraine betegnes som en ”russisk aggression”.

https://www.facebook.com/arsen.avakov.1/videos/2025515344205228/

Ukraines indenrigsminister Arsen Avakov har på sin Facebook-profil lagt en video op af, hvad han påstår er optagelser fra et af de russiske skibe, der bevidst kolliderer med et ukrainsk fartøj. I opslaget beder han det internationale samfund om at komme Ukraine til hjælp.

Tilfangetagne søfolk vist frem på russisk tv

I Rusland er opfattelsen af sagen en ganske anden, og Ruslands præsident Vladimir Putin udtrykker “alvorlig bekymring” over indførslen af undtagelsestilstand.

Fra Kreml er meldingen, at de ukrainske skibe på ulovlig vis sejlede ind i russisk territorialfarvand. Man mener desuden at vide, at den operationen var planlagt og gennemført af den ukrainske sikkerhedstjeneste SBU. Konfrontationen var således fra russisk side alene er et udtryk for suverænitetshåndhævelse.

Flere af de tilfangetagne ukrainere har tirsdag optrådt på russisk tv. En af skibscheferne skulle i den forbindelse have udtalt, at han nu indså, at hans handlinger ”havde været provokerende”, men det vides ikke, om disse udtalelser er givet under tvang.

Nato: Russisk magtanvendelse kan ikke retfærdiggøres

Episoden markerer første gang Ukraine og Rusland har været i direkte konfrontation i flere år og har givet anledning til panderynker i det internationale samfund, hvor Rusland møder bred fordømmelse.

FN’s Sikkerhedsråd mødtes mandag aften til et krisemøde, men her var fronterne trukket så skarpt op, at man end ikke kunne blive enige om den dagsorden, Rusland havde foreslået. Der kom derfor ikke noget ud af mødet.

I Nato er generalsekretær Jens Stoltenberg til gengæld klar i mælet. Han kalder til sagen for “meget alvorlig”, og på et pressemøde mandag gav han udtryk for Natos uforbeholdne støtte til Ukraine.

”Den russiske magtanvendelse overfor de ukrainske flådeenheder kan ikke retfærdiggøres. Rusland bør omgående frigive både de søfolkene og de beslaglagte skibe,” sagde han blandt andet.

Også EU-præsident Donald Tusk og den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo samt en række andre statsledere har i utvetydige vendinger fordømt Ruslands ageren, men det er endnu uvist, hvilke konsekvenser sagen får for Rusland.

guest
0 Kommentarer
Inline Feedback
Læs alle kommentarer