
Det har vakt en del opsigt, at kommandør Anders Friis er beordret i stillingen som chef for 2. Eskadre. Men chefen for Marinestaben forsvarer beordringen, som han selv foreslog, og forsvarschefen nikkede god til idéen. Ingen af dem vil forholde sig til spørgsmål, som de begge kalder hypotetisk.
Er relationen for tæt, når kommandør Anders Friis bliver beordret i en stilling som chef for 2. eskadre uden opslag og samtidig er gift med direktøren i Forsvarsministeriets Personalestyrelse? Svaret kommer helt an på, hvem man spørger. I Forsvarets ledelse ser man ingen problemer. Kontreadmiral Torben Mikkelsen er chef for Marinestaben, og det var ham, som gerne ville ansætte Anders Friis.
”Jeg præsenterer den tanke for Anders og siger til ham, at jeg synes, at det kunne være en god idé med den profil, personlighed og baggrund, som han har. Jeg har selv arbejdet sammen med Anders i Forsvarskommandoens ledelsessekretariat, hvor han var en af mine sektionschefer. Han ville passe godt i forhold til den omstilling, som vi er i gang med med et øget fokus på Arktis. Det er ikke helt tosset at vide noget om, hvad der foregår deroppe.”
Læs også: Kommandør Anders Friis beordret som ny chef for 2. Eskadre i Korsør
Ifølge Torben Mikkelsen adskiller beordringen af Anders Friis sig ikke fra besættelsen af en lang række øvrige topstillinger i Søværnet. Chefen for Marinestaben fortæller, at stillingerne som chef for 1., 2. og 3. eskadrer alle er beordret uden stillingsopslag, og det samme gør sig gældende for stabschefen og næstkommanderende i den nye Søværnskommandoen, lige som stillingen som chef for Taktikskolen for nyligt er blevet beordret, uden at stillingen har været slået op.
”Så der er ikke noget hokus pokus. Det er faktisk ret ligetil. Jeg har sat holdet, og det, mener jeg, er min opgave,” siger Torben Mikkelsen.
Er fuldstændigt ligeglad med ægteskabelig relation
Det har heller ikke spillet ind i kontreadmiralens overvejelser, at Anders Friis er gift med Laila Reenberg, som er direktør i Forsvarsministeries Personalestyrelse.
Læs også: Personalestyrelsen kalder ny chef for 2. Eskadre den rette mand på rette tid
”Jeg er fuldstændigt ligeglad med, hvad de har af ægteskabeligt forhold. Det afgørende for mig er at få den rigtige mand på posten. Jeg føler mig ikke presset eller tvunget til noget som helst. Jeg har syv chefer på niveau III. Og der er altså grænser for, hvor mange personer der passer ind i den stilling. For mig er det ikke raketvidenskab, for jeg kender de aktuelle kandidater.”
Kan du forstå dem, der synes, at det er for tæt på?
”Uanset hvad Anders Friis måtte få af stillinger – med mindre at vi sender ham til Thule Airbase – er der nogen, der vil sige, at Anders kun har fået stillingen, fordi han er gift med Laila.”
Er det ikke et problem?
”Jeg synes ikke, at det er et problem. Det afgørende for mig er, at Anders passer til det job, som han har fået, og som han har haft. Om der så er nogen, der synes, at det er et problem – det er deres sag.”
Forsvarschefen sagde god for beordring af personaledirektørens mand
Heller ikke forsvarschef Bjørn Bisserup har fundet det ægteskabelige forhold problematisk, og han har selv godkendt beordringen af Anders Friis i stillingen som chef for 2. Eskadre.
Læs også: Alvorlig mistanke om direktørs nepotisme skader Forsvarets omdømme
”Jeg overlader det til myndighedscheferne og værnscheferne at råde over personellet. Jeg bliver spurgt, når vi er på det niveau, om jeg har nogen mening om det. Da forholder jeg mig kun til, om de medarbejdere har de relevante kompetencer eller ej.”
Artiklen fortsætter under billedet …

Og det er det, som du har gjort i denne sag?
”Ja.”
Generalen ønsker ikke at gå ind i den konkrete problematik, som han kalder en personalesag. På spørgsmålet om, hvorvidt Anders Friis en dag kan blive forsvarschef, mens hans hustru er direktør i Forsvarsministeriets Personalestyrelse, svarer forsvarschefen undvigende.
”Det kan jeg ikke forholde mig til.”
Hvorfor ikke?
”Fordi det er et hypotetisk spørgsmål.”
Kontreadmiral forsvarer ansøgningssystem – til nogle stillinger
I Marinestaben svarer Torben Mikkelsen enslydende på samme spørgsmål.
Spørgsmålet er vel ikke så hypotetisk. Hvor langt op i systemet kan Anders komme med Laila som direktør, før det bliver et problem for Forsvaret?
”Det har jeg ingen mening om.”
Med det, som du fortæller mig om alle beordringerne i Søværnets top – siger du så ikke, at det nye ansøgningssystem har spillet fallit og er fuldstændigt ligegyldigt?
”Nej, det siger jeg ikke. Jeg siger, at vi skal ikke betragte det nye ansøgningssystem ud fra en bibelsk tilgang. Vi skal vælge at slå de stillinger op, hvor det giver mening, og hvor vi kunne tænke os at prøve at se, om der var nogen, som vi ikke lige havde tænkt på. Ellers skal vi som koncern sætte holdet, for i forhold til det omgivende samfund kan vi ikke rekruttere nede fra Bilka. Vi har et relativt lukket system, og derfor skal vi ikke betragte ansættelsessystemet religiøst. Vi er nødt til at gøre det nogenlunde fornuftigt. Jeg mener i virkeligheden, at det ville være mere tumpet at slå en stilling op, hvis vi allerede har bestemt, hvem der skal have den,” siger Torben Mikkelsen.