REPORTAGE: Gennem ni etaper har 46 psykisk sårede soldater cyklet Danmark rundt. Onsdag på årets flagdag ankom de sammen med statsminister Lars Løkke Rasmussen til parade på Kastellet. Carsten havde taget medicin for at kunne være med, og etapen var for ham en god og positiv oplevelse.

Åh nej. Den virker ikke. Mikrofonen er stået af, og der kommer kun skrat ud af den mobile højttaler. Det er onsdag morgen på flagdagen, klokken er lidt over otte, og om en time skal statsminister Lars Løkke Rasmussen tale til omkring 80-100 mennesker. Anne – en kvindelig hjælper fra Ride4Rehab prøver at tage stikket ud, tænde, slukke og slå på mikrofonen, men lyden er alene knas.

”Det sker bare ikke i dag,” siger Rune Oland, som er arrangør af cykelløbet Ride4Rehab, hvorefter han og Anne er væk.

Vi befinder os på pladsen foran Høveltegård – Forsvarets kursuscenter i Høvelte på den modsatte side af Kongevejen ved Den Kgl. Livgardes garnison i Nordsjælland. I stramtsiddende sponsortøj kommer de gående fra alle sider med hurtige cykler, og cykelsko som knaser i perlestenene. I alt 46 psykisk sårede veteraner har siden den 28. august gennemført otte lange etaper, som har bragt dem Danmarks rundt fra Frederikshavn over Aalborg, Skive, Holstebro, Nymindegab, Fredericia og Slagelse tæt på målet.

Undervejs har en række kendte personligheder cyklet på udvalgte etaper for at bakke om veteranerne og være med til at udbrede kendskabet til det store arbejde, som fortsat venter for at hjælpe de særligt psykisk skadede soldater tilbage til samfundet. Blandt deltagerne har bl.a. været partiformændene Mette Frederiksen (S) og Kristian Thulesen Dahl, beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), håndboldspilleren Lars Jacobsen og meteorologen Peter Tanev.

Foran Høveltegård står også badmintonspilleren Peter Gade, og fodboldspilleren Per Krøldrup. Førstnævnte kalder det et ”supergodt projekt at bakke op om”, og Per Krøldrup fortæller, at det har været en stor oplevelse at cykle med på etaperne fra Fredericia.

Artiklen fortsætter under billedet …

”Det er skønt at være ude blandt de her søde mennesker og samtidig støtte op om denne sag. Man møder folk på en ny måde og har lige en halv time her og en halv time der, hvor man sidder og taler med folk. Det gør et dybt indtryk at høre deres historier. Det er nogle vanvittige ting, som nogle af dem har oplevet. Det er en helt anden verden end den, som jeg kommer fra,” fortæller han.

Flere missioner på Balkan fik konsekvenser

Ud af det blå vender Anne tilbage. Hun har fremtryllet en anden mikrofon, og en kort test får hende til at tørre sveden af panden. Den virker, og alt er klart. Kort efter ankommer statsministeren.

”Godmorgen alle sammen! Det er en ære for mig at få lov at stå her og være med på den sidste lille bid. I har kæmpet jer gennem 675 minus 25 km, lige som I hver dag kæmper med følgerne af jeres udsendelse. Det har jeg en meget stor respekt for. Ved siden af jeres individuelle historier er I også en del af et fællesskab, som kun I ved, hvad betyder. Nemlig erfaringen med krig og vigtigheden af at stå sammen,” sagde han.

Vi triller ud gennem porten og hilser lige på en gruppe soldater med sløring i ansigterne på march ud i øvelsesterrænet, inden Kongevejens asfalt synger under de hårdt pumpede dæk. Ved siden af mig cykler Carsten. Han ser ud til at have det godt, og han ser glad ud. Men sådan har det ikke altid været.

”Jeg var på Balkan i 1992, 1994 og 1995. I 1995 gik det grueligt galt for mig. Jeg fik nogle voldsomme oplevelser, som betød, at jeg blev sendt hjem. Men dengang var der ikke den store hjælp at få, så jeg holdt min mund fra dengang og helt frem til 2009, før det gik op for mig og min familie, at der var noget mere alvorligt galt,” fortæller han.

Mens solen varmer os, og vi navigerer uden om parkerede biler, fortæller han sin historie, som det kan være svært at sætte sig ind i.

”Det gik ned ad bakke, og jeg mistede flere af mine jobs. Jeg kunne ikke være sammen med mennesker, og det gik ud over min familie. I 2015 kom jeg i behandling hos Afdelingen for Traume og Torturoverlevere ved lokalpsykiatrien i Odense, og der fik jeg behandling med nogle piller. Det har hjulpet mig meget. Siden dengang er det gået fremad. Det værste er mine flashbacks om natten, hvor jeg får svedeture. Familien har det ikke godt, og jeg har det dårligt. Engang i mellem forsvinder jeg ned i skoven for at være mig selv. Så laver jeg et bål og noget kaffe, og det bliver jeg nødt til for at komme væk fra hele lortet,” fortæller Carsten.

Han har været indlagt, forsøgt at begå selvmord og haft perioder, hvor han er ”flippet helt ud”. Men medicinen hjælper ham, og den gør, at han i dag kan cykle sammen med statsministeren til Kastellet.

”Hvis jeg ikke fik mine piller, kunne jeg ikke være med i dag. Så bliver jeg bange og nervøs, fordi der er for mange mennesker. Så kan ingen komme tæt på mig, for så bliver jeg panisk og sveder i hænderne. Men jeg har en skøn kone derhjemme, som kan tackle mig, og det hjælper gevaldigt på det. Og så har jeg fem børn, hvoraf det ene er multihandikappet. Så det har ikke været et sjovt liv de seneste fem år. Når jeg kommer hjem, kan jeg ikke holde fri, fordi jeg har mine børn og multihandikappet datter på 12 år,” fortæller han.

Holder trafikken tilbage

Med os kører to marshalls på motorcykler med gule blink. De har fået lov at holde tværtrafikken tilbage, når feltet på 200 m triller forbi. Vi triller i adstadigt tempo ind ad Lyngbyvejen, og fra Ryparken får de to marshalls hjælp fra politihjemmeværnet, som spærrer vejen og giver feltet fri bane ind gennem København ad Nørre Allé, Trianglen og Dag Hammerskjölds Allé, inden vi alle triller over træbroen til Kastellet.

Her venter forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) sammen med familie, venner og pårørende til de sårede soldater. Etapen er slut, og det samme er Danmark Rundt for Ride4Rehab. Det giver samtidig anledning til at tale med nogle af dem, som har cyklet med. Skuespilleren Paw Henriksen bl.a. Han kom første gang i berøring med veteraner, da han i 2003 lavede en forestilling om en ung fyr, som hed Tommy.

Artiklen fortsætter under videoen …

”Han tog til Balkan, og det gik ikke skide godt, hverken da han tog af sted eller kom hjem eller tog afsted igen. Vi havde mange veteraner inde og se den, og de kom efterfølgende hen og sagde tusind tak. For der var ingen, der havde fortalt den historie før. Der begyndte min interesse,” fortæller han.

Sidste år var han med i forestillingen ”I støvet for regnen” på Teatret Grob, som også handlede om en hjemvendt veteran.

”Jeg vil gerne være med, for jeg fortæller veteranernes personer gennem en person, som jeg spiller. Og jeg har fået meget ud af at cykle med på flere af etaperne. Jeg håber, at deres deltagelse kan give dem et skridt videre,” siger han.

Håber på fortsættelse af Ride4Rehab

Også Henriette Hasselstrøm fra Center for Militær Fysisk Træning på Svanemøllens Kaserne har nydt at være med. Hun arbejder til daglig med træning og træningsfysiologi i Forsvaret og har brugt tre afspadseringsdage for at være med på sammenlagt fem etaper.

”Jeg er beæret over at få lov at cykle med og hjælpe de her mennesker, og jeg er meget ydmyg over de fortællinger, som jeg hører. Hvis jeg kan være med til at give veteranerne en oplevelse af, at de kan præstere noget ved at snakke, give et smil og et kram, så gør jeg det med den største glæde. Det har været en fornøjelse, og jeg gør det gerne igen,” siger hun:

”For mig handler det ikke om at cykle langt eller hurtigt. Det handler om at hjælpe nogle mennesker igennem nogle prøvelser, som bevirker, at de måske kommer ud på den anden side en smule styrket og kan se, hvad fælleskabet, cyklingen og naturen kan gøre, når man har det svært.”

Selv om Carsten kun fik lejlighed til at være med på en enkelt etape, var den det hele værd.

”Det var pragtfuldt at køre med. Vi har alle sammen været igennem meget af det samme, og jeg synes, at Ride4Rehab er et godt initiativ. Jeg håber, at det fortsætter,” siger han.

På Kastellet virkede mikrofonen heller ikke

I bagende sol kunne de sårede soldater langt om længe tage opstilling ved monumentet for faldende danske i international tjeneste. Her blev de æret med respekt fra toppen af samfundet repræsenteret ved kronprinsesse Mary, forsvarsledelsen, regeringen og repræsentanter for Folketinget. Og så var det, at Ride4Rehab pludselig stod låst nede i hjørnet af paradepladsen med løsningen, som udeblev.

Åh nej. Den virkede ikke. Mikrofonen var stået af, og der kom kun skrat ud af den mobile højttaler. Dér stod en stakkels officer med Pia Kjærsgaard som Folketingets formand ved sin side, og så kom der bare skrat ud af højttalerne. Formanden gik tilbage til sin plads, mens minutterne gik.

Endelig, endelig efter alt for lang tid kom der lyd ud.

”Velkommen til flagdag,” lød det, inden mikrofonen stod af igen.

Og så måtte Pia Kjærsgaard og Claus Hjort Frederiksen tale, det bedste de havde lært uden brug af moderne og teknologiske virkemidler. Havde dog bare spurgt Anne fra Ride4Rehab.