spot_img

Seks officerer fra Forsvaret optaget i den nyeste udgave af Kraks Blå Bog

To regimentschefer, en værnschef, en vicechef i en af Forsvarsministeriets styrelser, en stabschef, en reserveofficer og en centerleder fra Center for Militære Studier foruden fire ambassadører i Udenrigsministeriet er alle blandt de 173 nye optagne i Kraks Blå Bog. Den udkommer i dag.

Flere personer fra Forsvarsministeriets område har fundet vej gennem nåleøjet til optagelse i Kraks Blå Bog, som udkommer i dag. Den indeholder 8.466 opdaterede biografier af nulevende danskere med ”en særlig betydning inden for deres område”, som det hedder i Kraks sprog. Blandt de 173 nyoptagne er 111 mænd og 63 kvinder.

Oberst Jens Ole Rossen-Jørgensen er chef for Gardehusarregimentet og en af de officerer fra Forsvaret, der er blandt de optagne. Han ser det som en stor ære at blive optaget og betragter det også som en anerkendelse fra samfundets side.

”Jeg er både glad og stolt over at være blevet optaget i Kraks Blå Bog. Det er jo på en eller anden måde en anerkendelse af det arbejde, som man udfører og en bekræftelse på, at det har samfundsmæssig værdi,” siger han.

Forsvaret bidrager til kønsbalancen med brigadegeneral Lone Træholt

De øvrige nyoptagne officerer fra Forsvaret er Torben Mikkelsen, som i 2017 blev udnævnt til kontreadmiral og ny chef for Marinestaben. I den netop vedtagne nyordning af Søværnet får han titel af chef for Søværnet. En anden officer er Mads Rahbek, som er oberst og chef for Den Kongelige Livgarde. Forsvaret leverer også et kvindeligt bidrag i form af brigadegeneral Lone Træholt, som er chef for Flyvevåbnets Taktiske Stab.

I Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse er vicechef og brigadegeneral Anders Mærkedahl Pedersen blandt de nyoptagne, og så har en reserveofficer også fundet vej. Det drejer sig om Peter Heering, som er oberst af reserven fra Den Kongelige Livgarde og betroet rådgiver i Hæren i spørgsmål omhandlende reserven.

Fra Udenrigsministeriet har fire ambassadører fundet vej til spalterne i den nye Blå Bog. Det drejer sig om Ole Henrik Frijs-Madsen fra ambassaden i Tjekkiet, Lars Bo Møller fra ambassaden i Washington D.C, Tobias Elling Rehfeld fra Den Danske Ambassade i Sydafrika og Michael Reinholdt fra Den Danske Ambassade i Portugal.

Fra universitetsverdenen er centerleder Henrik Ø. Breitenbauch fra Center for Militære Studier på Københavns Universitet også blandt de nye navne i Blå Bog.

Optagne skal have en særlig betydning inden for deres fagområde

Selv om Blå Bog fortsat bærer Kraks navn, er det Gads Forlag, som udgiver bogen. Ifølge Bolette Rud Pallesen fra Gads Forlag skal alle optagne leve op til nogle særlige kriterier.

”Det har altid været det vigtigste valgkriterium for Kraks Blå Bog, at de optagne skal have en særlig betydning inden for deres fagområde, og at de optagne har bidraget positivt til samfundet inden for deres felt. Samtidig lægger vi vægt på, at værket afspejler det Danmark, vi lever i, ved også at have øje for nye fagområder. I de senere år er fx gastronomi og film/tv kommet på landkortet,” siger Bolette Rud Pallesen.

Langt fra alle nyoptagne i Kraks Blå Bog er kendt i offentligheden.

”I nok de fleste tilfælde er der tale om kvinder og mænd, som mest af alt er kendt – og anerkendt – af deres fagfæller. Og det er måske netop charmen ved bogen, at vi denne ene gang om året lægger en blandet buket af kendte og mindre kendte navne frem, som tilsammen tegner et billede af personligheder i Danmark,” siger Bolette Rud Pallesen.

Den omfangsrige trykte udgave suppleres af en digital udgave, der rummer samtlige biografier på de ca. 30.000 personer, som har været biograferet, siden værkets første udgave udkom i 1910.

Du kan se den fulde liste over nyoptagne på Kraks egen hjemmeside.

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

Her er nødråbet til ministeren og departementschefen fra piloterne

Abonnement
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen og departementschef Pernille Langeberg har mandag den 22. april modtaget et brev fra 30 unge piloter med rubrikken: "Et flyvevåben i afvikling - nødråb fra piloter". Læs brevet her ... 22.04.2024 Emne: Et flyvevåben i afvikling – Nødråb fra piloter Til: Forsvarsminister Troels Lund Poulsen, Forsvarsministeriets Departementschef, Pernille...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer