spot_img

Hærens Officersskole får sin egen gin – lavet på urter fra Frederiksberg Have

I anledning af Hærens Officersskoles 150 års jubilæum i maj har skolechefen fået fremstillet en gin, som bliver produceret i 200 nummererede flasker. De er brygget i kælderen under Frederiksberg Rådhus og stimulerer meget mere end de drikkendes promille.

Endnu et jubilæum og endnu en bog. Eller hvad? Øhh, nej. Den 4. maj fylder Hærens Officersskole 150 år, og i den anledning fejrer skolen sig selv på en ganske utraditionel måde. Det fortæller oberst Nicolas Veicherts, som er chef for Hærens Officersskole på Frederiksberg Slot.

Han overvejede, hvordan jubilæet skulle fejres, og tanken om endnu en bog lagde han hurtigt død. Der var udgivet en bog i anledning af skolens 125 års jubilæum, og samtidig tegnede skolens geografiske fremtid i 2016-2017 ganske usikker.

Den Kongelige Livgarde har i mange år haft sin egen portvin produceret af portvinshuset Warre’s. Ved Gardehusarregimentet II Panserinfanteribataljon fulgt trop. Foto: Internettet

”Men hvad kunne vi så gøre i stedet? Det tog mig ikke lang tid at komme frem til, at vi selvfølgelig skal have Hærens Officersskoles gin, ligesom livgarden har Den Kongelige Livgardes portvin, som i øvrigt er fremragende. Jeg fandt i den forbindelse ud af, at både første og anden bataljon ved Gardehusarregimentet også har fået deres egne portvine. Så der er gået lidt sport i at have sin egen flaske,” fortæller Nicolas Veicherts.

Og hvorfor så lige en gin, når nu der blandt hærofficerer åbenbart er tradition for at drikke portvin?

”Jeg tror, at de fleste officerer har et særligt forhold til gin og tonic. Det kan vi godt lide, og det kan jeg i hvert fald selv særdeles godt lide. Jeg kommer fra Gardehusarregimentet, og der har vi altid drukket det i rigelige mængder – uden for tjenesten vel at mærke,” siger Nicolas Veicherts.

Håndplukkede urter fra Frederiksberg Have

På Frederiksberg Slot faldt skolechefen i snak med kadet Østerby, som viste sig at vide en masse om produktion af gin. Han gjorde skolechefen opmærksom på, at det kræver et destillationsapparat at producere gin. Ved Hærens officersskoles julekoncert mødte Nicolas Veicherts tilfældigt Henrik Hammer, som leverede øl til festligheden. Han er samtidig manden bag en gin ved navn Geranium, som har vundet flere priser.

”Han fortæller, at han har et destillationsapparat i kælderen under Frederiksberg Rådhus, og han og kadet Østerby vil gerne lave ginen. Henrik Hammer har selv været ude og samle urter og blandet Hærens Officersskoles særlige gin med agern og lavendel håndplukket i Frederiksberg have. Kadet Vrå er skolens kældermester, og han er kæreste med Daniella Munk, som har designet flaskens etikette. Jeg synes, at det er smukt, og selv om jeg ikke selv har været meget involveret, tillader jeg mig at sige, at det er en af de bedre af mine idéer at få lavet skolens egen gin.”

Artiklen fortsætter under billedet …

Oberst Nicolas Veicherts er chef for Hærens Officersskole på Frederiksberg Slot og idémanden bag officersskolens egen gin, som er lavet i kælderen under Frederiksberg Rådhus på urter fra Frederiksberg Have. Foto: Forsvaret/Claus Fisker

Ifølge Nicolas Veicherts rammer Hærens Officersskoles egen gin også fint ind i efterårets debat om identitet og korpsånd. Alle er enige om, at traditioner og korpsånd er afgørende, og det er i den forbindelse vigtigt at have noget at samles om. Alligevel blev Hærens manglende evne til at forklare netop identitet og korpsånd udstillet, da debatten om den enstrengede struktur i Hæren rasede her på OLFI i forbindelse med offentliggørelsen af budgetanalysen.

Ikke mindst trådte søofficeren Anders Puck Nielsen på Hærens ligtorn, da han i en blog skrev, at ”Hæren må lære at forklare sin korpsånd”.

Tag jer sammen, hærofficerer!

Nicolas Veichert kalder præcis det indlæg for ”spot on”, fordi det ifølge ham ”sad lige i fjæset på alle hærofficerer: Tag jer sammen kammerater!” På den baggrund har Nicolas Veicherts i sinde at tage ansvar for den del, så ingen kadet forlader Hærens Officersskole uden at kunne sætte ord på, hvad man skal have med af værdier og normer for at kunne gå forrest i kamp.

Læs også: Hæren må lære at forklare sin korpsånd

Den nye gin hjælper ikke på det. Men den er med til at understrege vigtigheden af at have noget at samles om. I første omgang producerer skolen 200 flasker, som alle bliver nummereret. Nummer 1 går naturligvis til … nåh ja, lad os nu vente og se.

Deltagerne i skolens jubilæumsarrangement har fortrinsret til de 200 flasker sammen med kadetter, kursister, stab og lærere.

”Hvis det bliver en succes, og flaskerne bliver udsolgt, laver vi en batch til,” siger Nicolas Veicherts.

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

Action24 viser, at soldaterne selv er den bedste reklame for Forsvaret

KOMMENTAR. Action24 var en saltvandsindsprøjtning uden sidestykke, og jeg har i nyere tid aldrig set så mange glade og smilende soldater. Messen i Fredericia viste, at soldaterne sælger billetter helt uden styrelsernes indblanding. Send soldaterne ud på mini-messer i alle garnisonsbyer! Ja, det koster, men det kan være dyrere...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer