Pensioneret admiral opfordrer til boykot af Forsvarets Facebooksider

2
Kontreadmiral Torben Ørting Jørgensen - i daglig tale "Thøger" - gik på pension fra Forsvaret i 2009 efter at være raget uklar med en række generaler i et af Natos hovedkvarterer i amerikanske Virginia. I dag er han ansat i Maersk Broker. Foto: Ernstved

INTERVIEW: Den pensionerede kontreadmiral Torben Ørting Jørgensen opfordrer Facebook-brugere til at fjerne deres ”synes godt om” på Forsvarets Facebooksider og først give en tommel-op igen, når Forsvaret har ændret sin nye designpolitik, som admiralen kalder ”fuldstændig latterlig”.

Egentlig mener han, at Forsvaret står over for langt vigtigere sager end profilbilleder på Forsvarets Facebooksider. Alligevel blander den pensionerede kontreadmiral Torben Ørting Jørgensen sig nu i debatten om Forsvarets nye designmanual, som bl.a. kræver, at Forsvarets værn og enheder viser Forsvarsministeriets krone-logo som profilbillede på officielle Facebook-sider i stedet for Søværnets anker, Flyvevåbnets vinge, Hærens kanonrør, livgardens sol, Gardehusarregimentets hest etc.

Læs også: Ministerium forbyder enhedsmærker som profilbilleder på sociale medier

”Det er fuldstændig latterligt,” siger Torben Ørting Jørgensen.

Ifølge ham forstår Forsvarsministeriet slet ikke, hvor meget værns-symbolerne og enhedsmærkerne betyder for medarbejderne, som ikke synger med på den samme jubelsang som Forsvarsministeriet om rigets tilstand i de væbnede styrker. Ude i den skarpe ende venter medarbejderne i usikkerhed på at få klar besked om de nedskæringer, sammenlægninger, lukninger og besparelser, som det kommende forsvarsforlig vil byde på, og samtidig lancerer Forsvarsministeriet en designmanual, som fjerner endnu mere identitet, korpsånd og fællesskabsfølelse blandt medarbejderne. Den timing kalder Torben Ørting Jørgensen for »helt hen i rørskoven«.

Opfordrer til civil ulydighed og boycut af Facebooksider

»Det der værnsfælles symbol med et karikeret Dannebrog og en krone har aldrig rigtig vundet indpas og er aldrig blevet hjerteblod for medarbejderne. Det repræsenterer noget fjernt og en civil virksomhedstankegang, som medarbejderne foragter. Når man i sin iver efter at ensrette kræver det brugt i stedet for værns- og enhedsmærkerne, samtidig med at medarbejderne murer i krogene, så er det bare dumt,« siger Torben Ørting Jørgensen.

Artiklen fortsætter under billedet …

20180118 FB Orting
Den pensionerede kontreadmiral Torben Ørting Jørgensen reagerede torsdag aften på OLFIs historie om Forsvarsministeriets nye designmanual ved at opfordre til civil ulydighed på Facebook. Screendump: OLFI’s Facebookside

Han opfordrer derfor til, at Facebook-brugere – militære som civile – udviser en slags civil ulydighed og boykotter Forsvarets Facebooksider ved at fjerne deres ”synes godt om”, ind til de velkendte mærker vender tilbage.

”Der er langt væsentligere sager at håndtere lige nu. Men lige præcis her har man som medarbejder og som privatperson en mulighed for at sende et klart signal og sige, at nu vil vi ikke mere. Nok er nok. Jeg følger jer ikke længere, men kommer tilbage den dag, at Forsvaret igen sætter værnslogoer og enhedsmærker på de officielle Facebooksider,” siger Torben Ørting Jørgensen.

Regimentsdebat overskyggede langt vigtigere emner

Han fandt selv efterårets debat på OLFI om regimenter og et- eller tostrenget struktur i Hæren ”helt ved siden af skiven”, fordi den overskyggede en langt vigtigere historie om, hvad vi skal og vil med fremtidens forsvar. Torben Ørting Jørgensen har løbende udtalt sig meget kritisk over for den manglende indfrielse af løftet til Nato om at betale 2 pct. af bnp til forsvar, og han kalder det nuværende politiske spin om en forøgelse af forsvarsbudgettet for et ”mummespil”, hvor politikerne tror, at de med et discountforsvar kan købe sig til international indflydelse ved at sende et par soldater ud i den store verden.

Artiklen fortsætter under billedet …

TEASER Mosgaard regimenter
Klik på billedet for at læse tidligere regimentschef Kurt Mosgaards debatindlæg med en advarsel om at nedlægge regimenterne.

”I Danmark lever vi i en hvad-kan-det-nytte-tankegang, samtidig med at vi er på randen af en atomkrig på den koreanske halvø. Det danske totalforsvar er i knæ. Det er helt absurd og bundnaivt. Der er al mulig grund til at diskutere det væsentlige, og vi må have en diskussion om, hvorvidt det er den rigtige kurs”, siger han og nævner vores nabolandes massive investeringer i forsvar og udarbejdelse af planer for en eventuel invasion.

Set i det lys kan en kampagne for at ændre nogle logoer på et par Facebooksider virke en smule malplaceret. Alligevel vil det sende et klart signal til Forsvarets ledelse og landets politikere, mener Torben Ørting Jørgensen.

”Hvis der er noget, som Forsvarets og Forsvarsministeriets spindoktorer tæller, så er det likes på Facebook. Her kan man udøve en stille slags civil ulydighed og sende et klart signal til Forsvarets ledelse om, at nu må det stoppe. Bunden er nået. Det er let registrerbart og dermed meget tydeligt,” siger Torben Ørting Jørgensen.

guest
2 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Inline Feedback
Læs alle kommentarer