spot_img

Ministerier undergraver egen troværdighed i mislykket erhvervsspin

KOMMENTAR: Forsvarsministeriet og Erhvervsministeriet prøvede at koble Lockheed Martins millionkontrakt med Weibel på tre radarer til det amerikanske forsvar sammen med købet af F-35, selv om det tæller som modkøb for Seahawk-helikoptere. Strategien gavner kun politikerleden.

Forsvarsministeriet har et alvorligt problem, når det kommer til troværdig kommunikation, og noget tyder på, at ministeriet er inde i en dårlig stime. I forrige uge kom det frem, at ministeriet i over to år har tilbageholdt en rapport om støjgener i forbindelse med flyvning med kampflyet F-35, og at ministeriet har misinformeret Folketinget.

I den forgangne uge demonstrerede Forsvarsministeriet så endnu en gang, at ministeriet gerne holder vigtige oplysninger tilbage og ikke har nogen synderlig interesse i at fortælle den fulde sandhed til befolkningen. Går den, så går den, synes at være strategien bag Forsvarsministeriets og regeringens kommunikation.

Køber tre radarer til det amerikanske forsvar

Baggrunden er en handel inden for forsvarsindustrien. Amerikanske Lockheed Martin har valgt at købe tre radarer til det amerikanske forsvar hos danske Weibel Scientific for et trecifret millionbeløb i danske kroner med option på en samlet handel omkring en mia. kr. Det er mange penge og en rigtig god erhvervshistorie. Samtidig har regeringen et behov for vise over for danskerne, at købet af F-35 er en god handel, som på trods af manglende regler om modkøb genererer danske arbejdspladser.

Det udnyttede regeringen ved at lade Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) lægge lokaler til, da underskriften på kontrakten mellem de to private virksomheder skulle sættes. Det skete onsdag, og i FMI’s lokaler var også erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) til stede for at kaste glans over arrangementet med et halvt hundrede gæster og champagne i glassene.

Artiklen fortsætter under billedet …

Nuvel, efter valget af F-35 som Danmarks nye kampfly var der bred politisk enighed om at gøre en særlig indsats for at fremme dansk erhvervs muligheder for medproduktion i USA. I den forbindelse blev der fra politisk side gjort en indsat for at gøre det lettere for danske virksomheder at komme ind på det amerikanske marked, og samtidig etablerede Lockheed Martin et formaliseret samarbejde med Erhvervsstyrelsen.

Ministeriets mand bød velkommen til privat arrangement

Ved ”ceremonien”, som PR-bureauet så højtideligt kaldte arrangementet hos FMI, blev der ifølge kilder til stede sat efterbrænder på det budskab. Kontrakten mellem Lockheed Martin og Weibel – og de deraf følgende nye danske arbejdspladser – var, måtte man forstå, helt og aldeles et resultat af ministeriernes, politikernes og embedsværkets effektive indsat i kølvandet på aftalen om at købe F-35. Og derfor var det også Henrik Lundstein, der som direktør i Nyt Kampfly Program under Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse bød velkommen til det ellers helt og aldeles private arrangement.

Artiklen fortsætter under billedet …

Peder R. Pedersen er direktør i Weibel Scientific og præsenterer her en af Weibels radarer på Folkemødet i Allinge i juni 2017. Arkivfoto: Ernstved

”Valget af F-35 som Danmarks kommende kampfly sætter en ny ramme for industrisamarbejde mellem danske og amerikanske virksomheder ̶ et strategisk samarbejde, der rækker udover F-35. Kontrakten mellem Weibel Scientific og Lockheed Martin er et glimrende eksempel på, at dette kan lade sig gøre,” udtalte Henrik Lundstein i den pressemeddelelse, der blev udsendt forud for ”ceremonien”.

Læs også: Dansk radarproducent lander millionordre til amerikansk forsvar

Der var bare lige et men, som Forsvarsministeriet og Erhvervsministeriet ikke fandt det betimeligt at informere om. Nemlig, at aftalen mellem Lockheed Martin og Weibel intet har med købet af F-35 at gøre. Det oplyste kilder tæt på processen til OLFI dagen efter arrangementet. Og det understregede Lockheed Martin ved ikke at være repræsenteret med nogen af sine F-35-folk som eksempelvis Yung Le, der ellers er og har været kampagnechef for Danmark. Aftalen med Weibel hører hjemme i en helt anden afdeling og skal i USA ikke blandes sammen med F-35. Derfor var det i stedet Jonathan Hoyle, som er europæisk chef for Lockheed Martin International, der repræsenterede amerikanerne.

Handel indgår som modkøb på Seahawk

Forsvarsministeriet og Erhvervsministeriet fandt det heller ikke på sin plads at informere om det faktum, at handlen mellem Lockheed Martin og Weibel indgår som en del af Lockheed Martins ”afbetaling” på sin modkøbsforpligtelse i forbindelse med Danmarks køb af ni Seahawk helikoptere for år tilbage, som nytkampfly.dk kunne fortælle kort efter arrangementet. Men det ville selvfølgelig også have ødelagt den gode stemning i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.

Læs også: Materielstyrelsen nægter pressen adgang til fagkilder

Som udenforstående må man spørge sig selv, hvem der fik idéen om at ”sælge” handlen som et resultat af købet af F-35? Måske var det erhvervsministerens pressechef, som hedder René Gyldensten, og som for nogle måneder siden skiftede jobbet som pressechef i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse ud med jobbet som pressechef i Erhvervsministeriet? I så fald må man konstatere, at han har gjort i nælderne og havde klædt sin minister ualmindeligt dårligt på, hvilket Brian Mikkelsen afslørede i et begejstret tweet fra arrangementet onsdag.

”Et stort tillykke til Weibel, der netop har solgt radarer til de nye F35 fly … ”

Nej, nej, nej. Det er helt forkert forstået, hr. minister. Og så er vi ved kernen af Forsvarsministeriets og Erhvervsministeriets mislykkede erhvervsspin. Det sender et signal til befolkningen om, at man i ministerierne er ret ligeglade med, hvad der op og ned i en historie, så længe man kan dreje den til noget, som man kan høste lidt billige politiske point på. Konsekvensen af den kommunikationsstrategi får systemet til at degenerere og nedbryde moralen bland medarbejderne. Og værre endnu. Den gavner kun politikerleden og undergraver til gengæld begge ministeriers troværdighed. Igen. En uge efter, at det skete sidste gang. Man skulle tro, at Forsvarsministeriet efterhånden havde erfaring nok til at have lært lektien.

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

»Den sikkerhedspolitiske situation og ændringer i vores opgavefokus udfordrer os«

Abonnement
Chefen for Flyverkommandoen erkender i et skriftligt svar til OLFI, at de unge piloter er pressede. Han lover, at man fra flyveledelsens side er i gang med at adressere udfordringerne, men han vil ikke stille op til interview og svare på spørgsmål. Nej. Generalmajor Jan Dam ønsker som chef for...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer