Topmøde

Hvad ligger der egentlig i forsvarschefens garanti?

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

KOMMENTAR: Debatten om Hærens regimenter kommer hurtigt til at handle om religion. Onsdag aften udstedte forsvarschefen en garanti om, at kamptropregimenterne består i det kommende forlig. Men hvad betyder det egentlig?

I løbet af den seneste uge har debatten om det kommende forsvarsforlig forstyrret sommerferien flere steder. Torsdag offentliggjorde dette medie en artikel, hvori de overordnede streger blev beskrevet. Nedlæggelsen af Hærens kamptropregimenter udgjorde kun en brøkdel af planen, men tiltrak sig – ikke overraskende – meget opmærksomhed.

Interessen for artiklen var stor. Efter halvanden time og flere end 8.500 sidevisninger gik OLFI i sort – og kom først op igen fredag middag, da hele siden var flyttet til en anden udbyder med større kapacitet. Artiklen er blevet delt flittigt på Facebook og er i skrivende stund læst over 32.500 gange. Og hvorfor fortæller jeg så det? Fordi det forklarer den interesse, der åbenlyst rører sig for det kommende forsvarsforlig internt i Forsvaret og i befolkningen generelt, og det forklarer, hvorfor forsvarschef Bjørn Bisserup var nødt til at reagere og udsende sit nyhedsbrev i går aftes.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet for at læse artiklen, som fik OLFi til at gå i sort.

OLFIs historie fik flere forsvarsordførere til at reagere. De konservatives Rasmus Jarlov kaldte planen om at nedlægge regimenterne for ”verdens dårligste idé”, som man ifølge ham ikke skulle regne med opbakning til i Folketinget. Venstres politiske ordfører i form af Jakob Ellemann-Jensen skrev i en kommentar til en privat vens opslag, som argumenterede for ikke at nedlægge regimenterne: ”Jeg er (ikke overraskende) helt enig med dig. Det vil blive ytret, og det vil blive hørt”. Dansk Folkepartis Marie Krarup delte artiklen på Facebook med denne hilsen til sine følgere:

”Selvfølgelig skal vi ikke nedlægge vores regimenter. Historie og tradition betyder noget. Stop djøfiseringen af forsvaret!”

Artiklen fortsætter under Facebook-opdateringen …

Selvfølgelig skal vi ikke nedlægge vores regimenter. Historie og tradition betyder noget. Stop djøfiseringen af forsvaret!

Posted by Marie Krarup on Friday, July 7, 2017

Dagbladet Holstebro Struer gik Venstres medlem af forsvarsudvalget, Kristian Pihl Lorentzen, på klingen. Han svarede, at planerne ikke havde været over politikernes bord endnu, og at han forholdt sig meget skeptisk til rygterne om at nedlægge de tre tilbageværende kamptropregimenter.

Artiklen fortsætter under tweetet …

Nyhedsbrev havde en velkommen sidegevinst

Hvis man som forsvarschef formår at overhøre den slags politiske signaler, som formentlig også er blevet fremført ad politisk vej, skal man lige til tjek hos ørelægen i løbet af ferien. Derfor måtte han onsdag til tasterne. I den forbindelse er det interessant at dvæle lidt ved tidsforløbet i sagen. Hvis historien var en and – som kloge hoveder i dag påstår, hvorfor ventede forsvarskommandoen så over fem døgn med at reagere? Historien var på alle måder ubehagelig for Forsvarets øverste ledelse. Tavshedspligten er blevet indskærpet med slet skjulte trusler om fyringer ved brud på den, og dermed blotlagde artiklen, at forsvarschefen på trods af flere kilo holdkæftbolsjer ikke har styr på sine tropper.

Læs også: FC slår fast: Der bliver ikke nedlagt regimenter i det nye forlig

I Forsvarsministeriet må man formode, at forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) er blevet lidt træt. Både af forstyrrelsen i den politiske proces, og af at forsvarschefen ikke formåede at få de involverede til at tie. Man må derfor også formode, at ministeren på baggrund af de politiske udmeldinger har bedt sin forsvarschef om at lukke sagen ned, så den ikke ville udvikle sig med risiko for også at forstyrre kommunal- og regionsrådsvalget i november. Men det er gisninger. Det ligger dog fast, at ingen af de politiske partier ønsker, at forhandlingerne om et kommende forsvarsforlig skal blive genstand for lokale slagsmål om kaserner og tjenestesteder.

Til gengæld har nyhedsbrevet den velkomne sidegevinst, at det sår tvivl om OLFIs seriøsitet og troværdighed. Det er den slags risici, som et hvert medie må overveje og gøre sig klar til at løbe, når man vælger at afsløre nyheder på baggrund af anonyme kilder. Får det så mig personligt til at tvivle på mine kilders troværdighed og integritet? Nej. Til gengæld bliver jeg bekymret, når ledende kommunikationsfolk i forsvarskommandoen på Facebook sår tvivl om min personlige journalistiske dømmekraft og mine kilders vægt og indsigt – og i øvrigt beder mig om at uddybe detaljer om dem.

Skal forsvarschefen på rundtur igen?

Tilbage står så, hvad forsvarschefen rent faktisk skriver i sit nyhedsbrev. For det første finder han det ”rigtigst” at udsende sit nyhedsbrev, fordi omtalen af budgetanalyserne har ”bidraget til at skabe unødig uro og øget usikkerhed”. Nuvel, det har de formentlig. Men tro ikke, at OLFIs artikler har sået større uro end alle de civile og eksterne konsulenter, som gennem det seneste år har været sluppet løs på samtlige af Forsvarets tjenesteder og har beslaglagt arbejdstimer for sagsbehandlere i et omfang, der har lagt tjenestestederne ned. Her har gode medarbejdere hoppet og sprunget og taget nætter i brug for at levere de tal, som viceforsvarschef Per Ludvigsen ville have, og hvis han ikke var tilfreds, er de blevet sendt tilbage igen.

På Store Bededag fredag den 12. maj kan du læse OLFIs interview med forsvarschef Bjørn Bisserup, som løfter lidt af sløret for temaerne i det kommende forsvarsforlig.

Hvis forsvarschefen derfor tror, at medarbejderne render lykkelige og uvidende rundt og alene glæder sig til at modtage det ”substantielle løft” i forsvarsbudgettet, så bør han tage sin viceforsvarschef under armen og sætte sig ud på nogle af de kontorer langt fra Kuglegården, hvor virkeligheden har banket på i måneder.

Og så skriver forsvarschefen, at ”kamptropregimenterne bliver ikke nedlagt og eksisterer i de modeller for det fremtidige forsvar, der arbejdes med i de pågående budgetanalyser”. Han ville formentlig have sagt og skrevet det samme, selv om regimenterne reelt set var blevet nedlagt i deres eksisterende form, for det har aldrig været på tale at indsætte civile vagter fra G4S på Amalienborg og lade Gardehusarregimentets hesteeskadron afløse af civile betjente på motorcykler. Dermed ville Forsvarets øverste ledelse til hver en tid fastholde, at regimenterne fortsætter, men i hvilken ramme?

Her er vi ved sagens kerne. Det er ikke svært at nedlægge et regiment, fyre regimentschefen (oberst), give en tilfældig bataljonschef (oberstløjtnant) i en eller anden brigade en skråstegsfunktion som bataljons- og regimentschef, flytte fanerne over på nabokasernen – og samtidig erklære, at regimenterne bliver ført videre. Men det rejser spørgsmålet, hvad et regiment egentlig er, og hvorfor det har så stor betydning? Det skrev jeg om i denne analyse tirsdag.

Læs også: Nedlæggelsen af regimenter vil øge flugten fra Forsvaret

Den debat bliver hurtigt til religion. Potato – potato. Tomato – tomato. Man skal bare gøre sig inderligt bevidst om, at noget dyrebart og uerstatteligt går tabt ved gennemførelsen af den operation. Det er det, som både Forsvarets øverste ledelse og landets politikere skal overveje nøje. Er en besparelse på et par millioner kroner prisen værd?

Og så er vi tilbage ved forsvarschefens garanti. Hvad betyder den egentlig? Det mangler vi stadig at få forsvarschefens svar på.

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI
- Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

OLFI opdaterer til version 2.0 med et ansigtsløft og nye funktioner

Efter mere end otte år med det samme website går OLFI fremtiden i møde med en længe ventet version 2.0. Den byder på et mere tidssvarende udseende og nye funktioner. Vi håber, at I vil synes om forandringerne! Det har været min dårlige samvittighed. Alt for længe er jeg blevet...

Kommentér artiklen ...

3 KOMMENTARER

Abonnér
Notify of
guest
3 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Inline Feedback
Læs alle kommentarer